For nogle år tilbage stod Asger Aabenhus for transformationen af den historiske Folketingssal på Christiansborg. Her hentede han mange svar på de moderne tilpasninger i det arkitektoniske vokabular, der allerede var til stede i salen. Vi har talt med ham i denne udgave af Indblik.
Asger Aabenhus er uddannet arkitekt og har desuden en master i arkitektonisk kulturarv. Han arbejder i dag som arkitekt i Folketinget, som han bl.a. har været med til at transformere til et mere moderne og langt mere inkluderende sted. I denne omgang af Indblik fortæller han om, hvad vi kan lære af førmoderne arkitektur, og hvordan universelt design genindsætter mennesket som omdrejningspunktet for arkitekturen.
"I arbejdet med eksisterende historiske bygninger er der meget, som ikke kan opfylde standarder og minimumskrav. Men der er også meget, der kan. Og der er meget, der kan tilgodese forskellige behov på måder, som vi vanskeligt kan beskrive kvantitativt.
I traditionelle materialer, formgivning og måder at tænke rum på findes der en sanselighed, skala- og kropsforståelse, som er et stort reservoir af ideer, som kan pege på løsninger, der i højere grad danner helheder, end krav og standarder gør.
På den måde er der meget i den holistiske tankegang, der knytter sig til universelt design, som går godt i spænd med bevaring og restaurering. Den mangfoldighedstanke, der findes i universelt design ræsonnerer godt med det menneskelige nærvær og store rigdom af materialer, forarbejdning og detaljering, som findes i førmoderne arkitektur.
I arbejdet med istandsættelsen af Folketingssalen fra 2016-19 oplevede jeg flere gange, at de konkrete svar på nye inkluderende tilpasninger kunne findes i formgivning, materialer og farver, der allerede var en del af Folketingssalens arkitektoniske vokabular. Taktile markeringer til angivelse af bordrækkernes numre er lavet med helt almindelige møbelsøm i messing, og langrebene ved salens indgange er lavet som kopier af greb, der sad ved talerstolens trapper, før den blev bygget om."
Moderne arkitektur har skabt en diskontinuitet, hvor bygningers funktionskrav er blevet adskilt fra det sanselige og det kropslige. Grundtankerne i universelt design genopliver denne forbindelse, fordi den tager som udgangspunkt, at bygningernes funktion i meget bred forstand, netop er menneskekroppens sansende tilstedeværelse i rummet.
"Det er det først og fremmest, fordi det skaber konkrete forbedringer for mennesker, og derfor er med til at skabe et samfund med en højere grad af inklusion. Udover de konkrete forbedringer for medmennesker med funktionsnedsættelser, så danner arbejdet med universelt design også et fundament for en divers, åben og inkluderende designtankegang, som overskrider rammerne for den konkrete opgaveløsning, og det udvider selve måden at arbejde med relationerne mellem mennesker og de fysiske omgivelser.
På mange måder har den moderne arkitektur skabt en diskontinuitet, hvor bygningers funktionskrav er blevet adskilt fra det sanselige og det kropslige. Grundtankerne i universelt design genopliver denne forbindelse, fordi den tager som udgangspunkt, at bygningernes funktion i meget bred forstand, netop er menneskekroppens sansende tilstedeværelse i rummet.
Et gangareal er ikke kun en transportvej, det er også et rum, hvor det at flytte sig fra en situation til en anden bliver en kropslig og social oplevelse. Det nye, som universelt design bringer ind i arkitekturen, er en imødekommenhed over for vores kroppes forskelligheder – ikke som problemer, der skal løses, men som muligheder for en mere mangfoldig formgivning."
"Mange år med faste regler for størrelser, udformning osv. har frataget arkitekter og andre formgivere muligheden for opøvelsen af evnen til kropslig indlevelse i vores fysiske omgivelser. Det har, sammen med masseproduktion, syntetiske materialer og standardisering, bidraget til en øget rigiditet i løsningsrummet og skabt en distancering til de genstande og omgivelser, vi møder i vores hverdag.
Vanetænkning om at der findes dokumenterede, entydige svar på dimensionering og formgivning af tilgængelighedsløsninger, kan også stille sig i vejen for, at der i det enkelte projekt tages stilling til, hvem det er, der bygges for, og hvad deres behov er."
"At det er en tankegang, som i højere grad er frisættende end begrænsende. At det skaber en fælles forståelsesramme for og forbindelse mellem de forskellige skalaer inden for formgivning af vores fysiske omgivelser. Og at det bidrager til at genindsætte mennesket som omdrejningspunktet for formgivning af vores fysiske omgivelser".
