Det spørgsmål stillede arkitektstuderende Rikke Skriver Høholt Jensen i sit afgangsprojekt om Hjørring Teknisk Skole. Det ville hun gøre til et godt sted for de fleste – uden at gå på kompromis med bygningens bevaringsværdier. Her får du indsigt i hendes tilgang og overvejelser undervejs.
Inden for restaurering har vi fået øjnene op for at bevare den fulde fortælling om samfundet, og ikke blot om eliten. Vi er dog kun langsomt ved at vågne op til nødvendigheden af at bevare ikke blot historien om historisk oversete grupper, men også en fremtidig bevaring til gavn for dem. Jeg mener ikke, at vi kan tale om at bevare fortællingen om det hele samfund uden også at tale om at bevare for alle samfundets borgere. Lige nu har vi skabt retningslinjer for fredning af en mere divers fortælling om fortiden, men vi har ingen retningslinjer for at sikre disse tidligere oversete gruppers tilgang til deres egen bygningskulturarv.
Mit ønske med afgangsprojektet Hjørring Teknisk Skole var at sætte fokus på tilgængelighed både i immateriel forstand til en kulturarvsfortælling, men også i fysisk forstand til en bygning med en oprindelig offentlig funktion. Stedet og dets fortælling skulle være tilgængeligt for en bred brugergruppe lang tid efter mit projekts funktionsskifte til jordemoderskole.
Den bevaringsværdige bygning, Hjørring Teknisk Skole, stod ved projektets start funktionstømt. Bygningen indskrev sig i sin urbane kontekst med et forhus mod Dronningensgade fra 1891 og et baghus fra 1904, begge af Hack Kampmanns tegnestue. Baghuset fulgte forhusets stramme symmetri i facade og rumstruktur og var bygget til i forlængelse af forhusets trappetårnsrepos, hvilket skabte forskudte etager mellem for- og baghus.
Fra begyndelsen udsprang mit projekt af konflikten og det ofte opstillede ’modsætningspar’, mellem bevaring og de syv principper for universelt design. Min oplevelse af den arkitektoniske praksis var, at bevaring ofte blev det dominerende hensyn i ’modsætningsparret’ af flere grunde.
Restaurering er en retning inden for arkitektur med et ældre teoretisk rammeværk og med en lovgivning til at bakke dens specielle plads inden for arkitekturen op. De syv principper for universelt design er derimod ikke et lovmæssigt krav udover det langt smallere begreb tilgængelighed, som har fået en plads i bygningsreglementet. Men ikke nok med det – det er muligt i arbejdet med fredede og bevaringsværdige bygninger at få dispensation for dele af bygningsreglementet. Det betyder i praksis, at fredede og bevaringsværdige bygninger rent juridisk set er hævet over tilgængelighedsproblematikken. De kan simpelthen undsige sig problematikken med begrundelse i deres arkitektoniske kvaliteter og beskyttelsen af den historiske integritet.
Med bevidstheden om ovenstående interne hierarki mellem de to fagfelter, restaurering og universelt design, var min målsætning for projektet at undersøge muligheden for at sidestille dem. Jeg tog afsæt i den restaureringsfaglige metode, analyse og værdisætning, og kortlagde bygningens eksisterende, bevaringsværdige kvaliteter. Nedenstående er et udsnit af mine konklusioner i forhold til de bærende bevaringsværdier for bygningen:
De nævnte bevaringsværdige forhold er umistelige kvaliteter for bygningen. Gennem en restaureringspraksis udgør disse kvaliteter grundlaget for de videre arkitektoniske valg. Det var disse bevaringsværdige kvaliteter, jeg forsøgte at forene med universelt design og konkretisere i et projektforslag.
Det største indgreb blev tilføjelsen af en elevator. Elevatoren var nødvendig for at gøre bygningen tilgængelig for flere – ikke mindst bygningens toiletter, som alle er placeret i kælderen. Placeringen af den blev bestemt af mit ønske om at give adgang til bag- og forhusets forskudte etager. Elevatoren betød nye adgangsforhold til huset og en ny adgangsakse og orientering af huset mod syd. Dens detaljeringer i kaldeknap, gerigter og dør blev afspejlinger af de oprindelige detaljer fra det eksisterende centrale trapperum. Dette skulle understrege en statslig adgang fra Vestbanegade, som var ligeværdig med den eksisterende adgang fra Dronningensgade til bygningen.
Med den nye elevator opstod der gennemgang i visse af forhusets nordlige eksisterende undervisningslokaler, som derfor overgik til studierum. Her løste et nyt studiemøbel, som både inviterede til individuel fordybelse og gav støtte til personer med en kognitiv funktionsnedsættelse, og dermed løste udfordringen med gennemgangen i rummet. Studiemøblet fandt sin inspiration i de oprindelige og eksisterende skabe i bygningen.
Yderligere tilførtes bygningen nye væglister, som både skulle skjule installationer og fungere som wayfinding- og støttende elementer gennem huset for personer med synsnedsættelse eller udfordringer med bevægelighed. En vægliste som kom af en forlængelse af en eksisterende liste under vinduespladerne i bygningen.
Husets rum blev farvesat og lydisoleret efter differentiering af rumfunktioner for en bedre orientering i huset for alle fremtidige brugere.
De arkitektoniske valg, som blev truffet på baggrund af de to fagfelter, oplevede jeg ikke i konflikt som den oprindelige fortælling om ’modsætningsparret’. I mange tilfælde understøttede og informerede de to fagfelter hinanden til et fælles arkitektonisk udtryk.
Bygningens egne indbyggede vanskeligheder har dog ikke altid kunne omdannes ideelt i forhold til projektets målsætning. For Hjørring Teknisk Skole har især adgangen til bygningens toiletter og de eksisterende sanitære installationer været vanskelige. Alle toiletter er i dag placeret i kælderen, og det var ikke muligt at etablere toiletter på etagerne.
De eksisterende bevaringsværdige gennemlyste undervisningsrum er blevet bevaret frem for at omdanne dem til toiletbåse. Da den tilføjede elevator kører hele vejen ned i kælderen, er det muligt for alle at komme derned, og dermed er placeringen ikke med til at skabe ulighed mellem forskellige brugere.
I sidste ende er dette projekt, som så mange andre, dynamisk. Så selvom oplevelsen oftest var, at principperne for universelt design kunne forenes med bevaringsværdierne, er ovenstående også eksempler på, at bevaringsværdierne i visse tilfælde fik lov at træde i forgrunden, mens principper for universelt design i andre tilfælde fik lov til selvsamme.
Stueetagens forskellige rum. Elevatoren kobler sig til mellemgangen, hvor der er skabt en ny niveaufri indgang.
Mange af bygningens små detaljer har været med til at informere og inspirere de nye løsninger. I de nye løsninger bidrager detaljeringen desuden til styrket wayfinding.
En af de store ændringer er tilføjelsen af en elevator, der gør alle etagerne tilgængelige for alle – og ikke mindst skaber den vigtige adgang til toiletterne, der alle er placeret i kælderen.
Et nyt studiemøbel inviterer til individuel fordybelse. Møblet løser udfordringen med, at rummet er et gennemgangsrum. Dens udformning bidrager til at mindske generne derfra, hvad især kan være en støtte for personer med en kognitiv funktionsnedsættelse.
En detalje fra kortlægningen, som har inspireret til udformningen af studiemøblerne.
Detaljeringer som dørenes gerigter er centrale i bygningens kvalitet og er bibeholdt i transformeringen. Farvesætningen er en del af det nye koncept for styrket orientering og wayfinding.
Kig mod den tilføjede elevator i et rum med studiemøbler. Døren til elevatoren er holdt i bygningens stil og viderefører derfor detaljerne i fx gerigter og kaldeknap.
Detaljeringer som dørenes gerigter er centrale i bygningens kvalitet og er bibeholdt i transformeringen. Farvesætningen er en del af det nye koncept for styrket orientering og wayfinding.
Kig mod den tilføjede elevator i et rum med studiemøbler. Døren til elevatoren er holdt i bygningens stil og viderefører derfor detaljerne i fx gerigter og kaldeknap.
Et nyt studiemøbel inviterer til individuel fordybelse. Møblet løser udfordringen med, at rummet er et gennemgangsrum. Dens udformning bidrager til at mindske generne derfra, hvad især kan være en støtte for personer med en kognitiv funktionsnedsættelse.
Mange af bygningens små detaljer har været med til at informere og inspirere de nye løsninger. I de nye løsninger bidrager detaljeringen desuden til styrket wayfinding.
En detalje fra kortlægningen, som har inspireret til udformningen af studiemøblerne.
Den oprindelig indgang mod syd er bevaret, og der er etableret niveaufri adgang. Herfra er der nem adgang til elevatoren.
