Lydforsker Ingeborg Okkels opfordrer til, at vi styrker vores lytteevne, lærer at genkende materialer på deres klang og får øje på de lydlige landskaber i et bygget miljø.
Vores verden er meget visuelt orienteret. Det har vi tidligere skrevet om på Rumsans, bl.a. i forbindelse med udgivelsen af bogen Med på en lytter af videnskabsjournalist Annette K. Nielsen. Ofte bliver høresansen negligeret, selvom vi alle sammen i en eller anden grad oplever, at der er lyd omkring os – og at nogle lyde er mere behagelige end andre. Fokus er derfor ofte på støj, som skal dæmpes. Derfor handler akustik ofte om lyddæmpning. Men lyd og lydforhold handler om langt mere end balancen mellem støj og stilhed – det er også et spørgsmål om samspil og klang.
Lydforskeren Ingeborg Okkels, som i en video tog os rundt til gode lydsteder, mener, at vi mangler en bevidsthed om lyd. Og at den manglende bevidsthed skyldes, at vi mangler et nuanceret hverdagssprog til at beskrive lydene med. Hun peger på værdien af et fælles sprog, når det gælder lyd, for at vi kan skabe gode miljøer inde såvel som ude.
”En af grundene til, at vi ikke snakker så meget om lyd i arkitektur, er fordi vi mangler et sprog. Vi kan godt tale om, at nu kan vi høre en bil, og nu kan vi høre nogle mennesker, der snakker, men når vi begynder at forklare, hvordan et rum lyder, så mangler vi ord. Det betyder også, at det er svært at snakke om akustikken, fordi akustikere og arkitekter taler forskellige sprog,” siger hun.
Men vores lytteevne kan man træne. Prøv at lukke øjnene i 20 sekunder og lyt efter. Det er nærmest umuligt at lytte til en lyd uden ikke samtidig at tænke over lydkilden. Alligevel mener Ingeborg Okkkels, at man skal prøve at skelne mellem det at lytte til lydens lydkilde (lyden af en bil, lyden af fodtrin) og så til selve lydens klang (wroouuum, klak klak, klak) Man kan eventuelt forsøge at gengive lydens klang med munden for at blive bevidst om, hvordan den egentlig lyder. Lydene kan beskrives med ord, men også i tegning – for eksempel som lydcroquis.
”Hvis man prøver at lukke øjnene foran forskellige materialer og banke eller røre ved dem og lytte efter den særlige klang, er det muligt at opøve en evne til at høre hvilket materiale, der er tale om,” siger hun.
Inspireret af Le Corbusier fremhæver Ingeborg Okkels, sammen med arkitekt Andrea Ougaard, begrebet lydpromenade, som er en komposition af forskellige lydoplevelser gennem et rumligt forløb i en bygning, et uderum eller en by. Hermed får man en bevidsthed om lydene og de lydoplevelser, man ønsker, at brugerne af et sted skal få. En anden metode, der også kan bidrage til et større bevidsthed om lyd og samspillet mellem rum og lyd, er at lave en soundscape-analyse af et udvalgt sted.
”Et soundscape er et steds specifikke, lydlige aftryk – et landskab, som man ’ser’ med øjnene. Her ser man på, hvordan lydene påvirker måden, rum bliver anvendt og hvordan det hænger sammen med materialer, klang og funktionalitet. Man kigger på adfærd ud fra udformning af rum og rumforløb, dvs. materialer, dimensioner, klang og lydoplevelse,” forklarer Ingeborg Okkels.
Ingeborg Okkels har samlet to ture, som du kan tage for at træne din lyttemuskel. Vi har samlet dem ovre til højre. Hvis du støder på nogle spændende lydsteder på din vej, så send os endelig en besked på hej@rumsans.dk eller på Instagram.
Får du lyst til at opøve din evne til at lytte, så er her et par metoder og steder, du kan prøve af.
Du opleve et eksempel på en lydpromenade på Vesterbro Torv i København – fra Vesterbrogade, henover brostenene på torvet og alle de udendørs caféer med folk, og så hele vejen ind i Skydebanehaven med græsplæne, lille soppebassin og legeplads. Her skifter soundscapet (lydlandskabet) tre gange i løbet af den ganske korte tid det tager at gå turen: Fra den støjende Vesterbrogade, hvor man har svært ved at høre hinanden til Vesterbro Torv, hvor folk sidder og snakker sammen på caféerne uden at blive forstyrret af nabobordet takket være ’støjen’ fra Vesterbrogade. Derfra kan man gå til Skydebanehaven, hvor forældre ligger i græsset med lukkede øjne, fordi baggrundsstøjen er lav nok til at høre, hvis ens barn kalder eller falder og slår sig.
Hovedbanegården i København er et af de steder, hvor du kan opleve et soundscape med dens særlige sammensætning af lyde, materialer, dimensioner, aktiviteter og mennesker. Her lyder helt anderledes i forhold til for eksempel Grundtvigskirken i Bispebjerg, som har helt andre dimensioner, materialer og aktiviteter. Rummenes rumklang kan måske minde om hinanden, men den aktivitet som udspiller sig disse to steder, er helt forskellig og dermed opleves lydrummet (soundscapet) også meget forskelligt.
