Sofie Rifbjerg Efterskole

Spise- og bevægelsessale er begge udsatte rum. Det gælder alle steder – tænk bare på din egen kantine eller gymnastiksalen, da du gik i skole. Der kan være utryghed forbundet med de steder, særligt hvis man ikke føler sig tilpas i egen krop eller ikke svarer til samfundets normer og forventninger. Det forhold blev sat på spidsen på Sofie Rifbjerg Efterskole, hvor eleverne, som alle er neurodivergente eller har udfordrende sociale relationer, følte sig særligt udsat ved måltiderne og i bevægelsessalen. 

Den udfordring blev taget op først i analysen af de to steder og siden med tilbygningen på skolen, som i dag oplever mærkbar øget trivsel blandt deres elever. I forlængelse af projektet Sociale mursten har Carlberg forestået den indledende analyse, fulgt designprocessen til dørs og foretaget den afsluttende evaluering. Vi ser her nærmere på de tiltag, der har medført gladere unge, der er mere modtagelige over for undervisning og socialt samvær. 

Det interessante ved dette arbejde er, at selvom løsninger er skabt til at møde nogle helt specifikke behov, så er det design, der vil skabe velvære for de fleste mange forskellige steder – fra arbejdspladser til folkeskolen, for børn og unge såvel som voksne og ældre.

Lav tilfredshed med spise- og bevægelsessal

Den indledende analyse viste, at seks ud af 10 elever ikke spiste i spisesalen. Måltider var noget, der skulle overstås, og det var forbundet med stor angst at bevæge sig rundt i rummet med en bakke med mad eller at tage mad ved buffeten, mens andre så på. Dengang oplevede eleverne at være udmattede og overstimulerede efter spisepauserne, hvilket påvirkede resten af dagen. 

Situationen i bevægelsessalen var lige så grel. I salen, som så ud som enhver anden gymnastiksal, var man enten inde eller ude, og man kunne ikke se ind. Det skabte en barriere, især i kombination med det faktum, at flere elever oplevede, at selve dørhåndtaget var ubehageligt at tage fat i. Dengang var 32% af eleverne tilfredse med salens muligheder. 

Efter at have kortlagt udfordringerne blev både eleverne, medarbejderne og ledelsen inddraget i udviklingen og testen af løsninger, der kunne forbedre deres deltagelse og muligheder for at være del af fællesskabet på skolen. 

Mere plads og tryghed i spisesalen 

I Carlbergs rapport om arbejdet fremhæver de seks fokusområder for designindsatsen: Rum i rummene, god plads, overskuelige overgange og ankomstzoner, en skærmet buffet, påskud for social interaktion og design for sensorisk sensitive. 

Mens den gamle spisesal var forbundet med en følelse af uro og at være udstillet, er der arbejdet med at skabe et roligt miljø i den nye med plads nok til at bevæge sig rundt. En stor forskel er de 215 cm høje halvvægge, der afskærmer buffeten, men som med sine semitransparente trælameller øverst sikrer, at lærerne fortsat bevarer overblikket. Den afskærmning er nok til, at dem, der allerede sidder og spiser, ikke kan holde øje med, hvad de andre laver i buffeten. 

Det gælder for den nye spisesal og for bevægelsessalen, at der er skabt rum i rummene, hvilket understøtter trygheden og gør rummene overskuelige. Kvadratmeterne i spisesalen er blevet prioriteret, så det føles rummeligt, og efterfølgende har eleverne selv været med til at placere bordene. I hele rummet er der arbejdet med varme materialer og forskellige typer af kunstlys for at skabe en behagelig og rar atmosfære gennem gode lys- og lydforhold.

Med den nye spisesal svarer hele 91 % af eleverne, at de foretrækker at spise der, hvilket er en markant stigning fra tidligere, hvor 59 % svarede det samme. 

Bevægelsessalen inviterer

Døre udgør i sagens natur en barriere, som afgrænser et rum og lukker mennesker ude eller inde. Men for eleverne på Sofie Rifbjerg Efterskole udgør en dør en konkret forhindring, når man ikke kan se, hvad der foregår på den anden side og dermed vurdere, om man har lyst og overskud til at være med. Ved at ændre på adgangspartiets placering og tilføje glaspaneler rundt om dørkarmen har man nedbrudt denne indledningsvise barriere, så flere føler sig inviteret og måske udfordret til at gå ind ad døren til bevægelsessalen. Carlberg bemærker, at mange elever har svært ved at tage det første trin ind i et fællesskab, men dette er en konkret udstrakt hånd. 

I bevægelsessalen er der tilføjet en stor trappe og et hævet rum, og fra begge steder har man overblik over hele salen. Det giver flere muligheder for at være i rummet; man kan hænge ud, gå til og fra, deltage og være tilskuer, og overgangene er korte. 

Her har man, som i spisesalen, også arbejdet med det sanselige for at imødekomme, at skolens elever hurtigt bliver overvældede af for mange indtryk. Den gode akustik, det gode dagslys fra store vinduespartier og bløde, varme materialer understøtter velværet overalt. 

Resultatet er større aktivitet blandt eleverne. Hvor det tidligere kun var 20 % af pigerne, der i den gamle bevægelsessal havde deltaget i en bevægelsesaktivitet inden for den sidste uge, er det nu 59 %. For drengene er tallet steget fra 35 % til 73 %.

Øget trivsel og styrket fællesskab

I evalueringen har Carlberg i samarbejde med skolen identificeret fire mål for transformationen: at øge elevernes trivsel, styrke det sociale fællesskab, understøtte læring og skabe en forbedret arbejdsplads for medarbejderne.

På fire år kan man bl.a. konstatere, at trivslen blandt eleverne er steget med 10 procentpoint, at flere deltagere i måltiderne og i aktiviteter i bevægelsessalen, og at det gennemsnitlige elevfravær er faldet markant. Samtidig oplever lærerne, at de nye rammer giver bedre og flere muligheder for at tilrettelægge undervisningen og deres arbejdsmiljø er blevet mere roligt og bedre. 

Der er mange flere indsigter og eksempler at hente i Carlbergs rapport om Sofie Rifbjergs Efterskole, som du finder lige her.