Hvorfor er byrum kun for voksne?

Artikel
Et barn sidder på en mur, mens et andet filmer med sin mobiltelefon ind over kanten.
No items found.
Foto: Ant Rozetsky

Marie Astrup Sørensen efterlyser byrum, som er designet og udviklet særligt til, at børn og unge kan have det sjovt og være, ja, børn og unge. En opskrift på en menneskelig by? spørger hun her med afsæt i, at en by, der er god for børn, er god for alle.

Realiseret
Bygherre
Arkitekt
Se alle
Læs op

Det startede med en undren: Børn bevæger sig uens rundt i byens rum (høj fart, lav fart, stop og start). I deres natur er et behov for at flytte rundt på ting, at skabe og kreere i det fælles rum.De har en naturlig lyst til at kravle op og sidde højt, deres fantasi udmønter sig ofte i kunstværker på uønskede steder, de har deres hulebygning og deres bevægen sig rundt på ting med hjul som karakteristika for netop denne befolkningsgruppe. Det er ikke svært at genkende og identificere behovene hos et barn.

Men hvorfor designer vi ikke byerne mere for børn, når vi allerede ved disse ting? Hvorfor skal netop denne befolkningsgruppe overses i alvorlig grad, når vi planlægger vores byer?

Hukommelsen og det, vi ikke husker

Da jeg startede virksomheden OP & NED Børnebyrum begyndte rejsen med et studie i hukommelsen. Min tanke var, at alle har været børn engang, men alligevel husker de fleste af os kun ganske lidt af vores egne første to-tre år. Rigtig mange husker end ikke, hvordan det er at være under 10 år! Jeg ønskede at forstå, om det er dette fænomen, børneamnesi¹, der gør, at vi voksne ikke forstår og designer til børns behov, når vi udvikler uderum og offentlige steder.

Jeg har siden læst op på, hvordan hukommelsen fungerer, og hvordan børns kognitive udvikling forløber – både når den forløber normalt og når den forløber skævt. Og det er langt fra individuelt, hvordan vores hukommelse udvikler sig; det kan faktisk ret præcis beskrives, hvilke behov hjernen har for en bestemt type stimulering på forskellige tidspunkter².

Det er ikke ny viden. Hvad der derimod er en ny indsigt er, at det vi husker eller ikke husker, ofte er resultatet af en række politiske, sociale og kulturelle elementer bestemt af generationer før os. Børnenes minder er derfor vigtige, fordi det, de ved eller ikke ved, ofte er vidnesbyrd om politiske dagsordener i et land eller et sted.

Når vores forældre fortæller om en barndom, hvor man legede i baggårde og gader, var det formentligt ikke et aktivt valg om at dæmpe trafikken i beboede områder, der lå bagved. Derimod det at byerne endnu var prægede af mennesker frem for trafik. 

Samtidig er det ikke en bevidst beslutning, vi som voksne har taget, når vi lader vores børn fra skolealderen og op, bruge det meste af deres tid bag en skærm. Men måske er det en konsekvens af, at vi ikke har taget hånd om, at byer også er legepladser for børn (og voksne) og ikke kun trafikcentraler?

Børn frabedes

Mange steder er der endda en vis konsensus om, at børn (fra skolestart og opefter i alder) og unge er forstyrrende elementer i bybilledet: At børnenes trang til at bevæge sig i uens tempo, deres behov for at flytte rundt på ting og skabe og kreere i det fælles rum, at deres lyst til at kravle op og sidde højt, deres fantasi, som ofte udmønter sig i kunstværker på uønskede steder, deres hulebygning og deres bevægen sig rundt på ting med hjul på, helt legitimt skal holdes nede, holdes ude og holdes væk. 

Således drøftede jeg med en kommune deres tilbud til de unge unge (altså de 10-15 årige), og det lød i al beskedenhed sådan her: 

"Vi har lavet en skaterbanen (der er 0,10 procent af de unge, der bruger den), og vi overvejer en parkourbane (der er kun 2 promille af befolkningen, der interesserer sig for parkour). Jeg spurgte naturligvis ”Jamen, hvor leger de store børn så sammen, hvor er deres steder?” og svaret kom prompte: 

"Vi prøver at holde dem fra legepladserne, for de er til børn og deres forældre. Vi vil helst heller ikke have, at de hænger ud, fordi der kommer klager, når de larmer, så vi skriver ”Rygning forbudt” eller ”Afspilning af musik forbudt”, ”Ophold efter 21:00 forbudt” de steder, de ofte kommer.” 

Den holdning deles desværre af mange kommuner. 

Unge udgør 25 % af befolkningen i byer. Og snart 70% af hele klodens børn vokser op i byerne³. Med den sammensætning kunne man vel forlange mere af byplanlæggere, kommuner og dem, der generelt varetager vores offentlige rum?

Byer for alle

Hvis der skal være parker til de voksne, grønne byrum og rekreative områder til de ældre, og der er deciderede legepladser til de helt små, som ikke kan færdes ude på egen hånd, må vi også kunne designe byrum, der er sjove og trygge at være barn og ung i.

Min holdning er (åbenbart) radikal. Jeg mener, at det skal være sjovt at være barn i alle byrum. Byrum, som det er sjovt at være barn i, indeholder overraskende elementer, har spændende forløb, er sikre at bevæge sig i, giver plads til hjul, fart og larm, men også til afslapning, hvile og fordybelse. 

Det lyder jo som opskriften på en by, der er ret menneskelig. Og jeg er ikke den første, der siger det, men jeg understreger det gerne for at gøre missionen mere spiselig over for kommuner uden lyst til alt for mange børn i bybilledet: Byer, der er gode til børn, er byer, der er gode til alle.

Billede fra Energileg, som udvikler interaktive DJ posts, hvor børn lægger deres mobil, og så spiller den højt i 2,5 min. per drejeindsats.

¹ Børneamnesi er det fænomen, at de fleste af os ikke kan huske, hvordan det er at være barn. At selv børn på 9 år ikke kan huske, hvordan det er at være fire. Nogle af os kan, og det har forskerne ikke fundet en forklaring på.

² Læs mere om neuroaffektiv udvikling hos børn, fx her: Perry, Bruce D: Drengen, der voksede op som hund.

³ Ifølge UNICEF.

Det startede med en undren: Børn bevæger sig uens rundt i byens rum (høj fart, lav fart, stop og start). I deres natur er et behov for at flytte rundt på ting, at skabe og kreere i det fælles rum.De har en naturlig lyst til at kravle op og sidde højt, deres fantasi udmønter sig ofte i kunstværker på uønskede steder, de har deres hulebygning og deres bevægen sig rundt på ting med hjul som karakteristika for netop denne befolkningsgruppe. Det er ikke svært at genkende og identificere behovene hos et barn.

Men hvorfor designer vi ikke byerne mere for børn, når vi allerede ved disse ting? Hvorfor skal netop denne befolkningsgruppe overses i alvorlig grad, når vi planlægger vores byer?

Hukommelsen og det, vi ikke husker

Da jeg startede virksomheden OP & NED Børnebyrum begyndte rejsen med et studie i hukommelsen. Min tanke var, at alle har været børn engang, men alligevel husker de fleste af os kun ganske lidt af vores egne første to-tre år. Rigtig mange husker end ikke, hvordan det er at være under 10 år! Jeg ønskede at forstå, om det er dette fænomen, børneamnesi¹, der gør, at vi voksne ikke forstår og designer til børns behov, når vi udvikler uderum og offentlige steder.

Jeg har siden læst op på, hvordan hukommelsen fungerer, og hvordan børns kognitive udvikling forløber – både når den forløber normalt og når den forløber skævt. Og det er langt fra individuelt, hvordan vores hukommelse udvikler sig; det kan faktisk ret præcis beskrives, hvilke behov hjernen har for en bestemt type stimulering på forskellige tidspunkter².

Det er ikke ny viden. Hvad der derimod er en ny indsigt er, at det vi husker eller ikke husker, ofte er resultatet af en række politiske, sociale og kulturelle elementer bestemt af generationer før os. Børnenes minder er derfor vigtige, fordi det, de ved eller ikke ved, ofte er vidnesbyrd om politiske dagsordener i et land eller et sted.

Når vores forældre fortæller om en barndom, hvor man legede i baggårde og gader, var det formentligt ikke et aktivt valg om at dæmpe trafikken i beboede områder, der lå bagved. Derimod det at byerne endnu var prægede af mennesker frem for trafik. 

Samtidig er det ikke en bevidst beslutning, vi som voksne har taget, når vi lader vores børn fra skolealderen og op, bruge det meste af deres tid bag en skærm. Men måske er det en konsekvens af, at vi ikke har taget hånd om, at byer også er legepladser for børn (og voksne) og ikke kun trafikcentraler?

Børn frabedes

Mange steder er der endda en vis konsensus om, at børn (fra skolestart og opefter i alder) og unge er forstyrrende elementer i bybilledet: At børnenes trang til at bevæge sig i uens tempo, deres behov for at flytte rundt på ting og skabe og kreere i det fælles rum, at deres lyst til at kravle op og sidde højt, deres fantasi, som ofte udmønter sig i kunstværker på uønskede steder, deres hulebygning og deres bevægen sig rundt på ting med hjul på, helt legitimt skal holdes nede, holdes ude og holdes væk. 

Således drøftede jeg med en kommune deres tilbud til de unge unge (altså de 10-15 årige), og det lød i al beskedenhed sådan her: 

"Vi har lavet en skaterbanen (der er 0,10 procent af de unge, der bruger den), og vi overvejer en parkourbane (der er kun 2 promille af befolkningen, der interesserer sig for parkour). Jeg spurgte naturligvis ”Jamen, hvor leger de store børn så sammen, hvor er deres steder?” og svaret kom prompte: 

"Vi prøver at holde dem fra legepladserne, for de er til børn og deres forældre. Vi vil helst heller ikke have, at de hænger ud, fordi der kommer klager, når de larmer, så vi skriver ”Rygning forbudt” eller ”Afspilning af musik forbudt”, ”Ophold efter 21:00 forbudt” de steder, de ofte kommer.” 

Den holdning deles desværre af mange kommuner. 

Unge udgør 25 % af befolkningen i byer. Og snart 70% af hele klodens børn vokser op i byerne³. Med den sammensætning kunne man vel forlange mere af byplanlæggere, kommuner og dem, der generelt varetager vores offentlige rum?

Byer for alle

Hvis der skal være parker til de voksne, grønne byrum og rekreative områder til de ældre, og der er deciderede legepladser til de helt små, som ikke kan færdes ude på egen hånd, må vi også kunne designe byrum, der er sjove og trygge at være barn og ung i.

Min holdning er (åbenbart) radikal. Jeg mener, at det skal være sjovt at være barn i alle byrum. Byrum, som det er sjovt at være barn i, indeholder overraskende elementer, har spændende forløb, er sikre at bevæge sig i, giver plads til hjul, fart og larm, men også til afslapning, hvile og fordybelse. 

Det lyder jo som opskriften på en by, der er ret menneskelig. Og jeg er ikke den første, der siger det, men jeg understreger det gerne for at gøre missionen mere spiselig over for kommuner uden lyst til alt for mange børn i bybilledet: Byer, der er gode til børn, er byer, der er gode til alle.

Billede fra Energileg, som udvikler interaktive DJ posts, hvor børn lægger deres mobil, og så spiller den højt i 2,5 min. per drejeindsats.

Film

No items found.
No items found.
No items found.

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at læse