Vi ser nærmere på DH-Huset – det første eksempel i dansk kontekst, hvor universelt design og fokus på ligeværdighed var en del af processen fra start til slut. Resultatet er ikke et fuldbragt eksempel, men en samling af forskellige fortolkninger af universelt design.
Gottlieb Paludan Architects, mtre aps, Rambøll
NIRAS
NCC
A.P. Møller Fonden, Realdania, Villum Fonden, Augustinus Fonden, Bevica Fonden og Vanførefonden
I 2012 byggede Danske Handicaporganisationer et helt særligt hus i Høje Taastrup. Det var første gang i en dansk kontekst, at et byggeri skulle rumme så mange mennesker med så forskellige funktionsevner og brugerbehov. Derudover havde Danske Handicaporganisationer som bygherre ambitionen om et internationalt foregangsbyggeri for universelt design og tilgængelighed – de ønskede at bygge ”verdens mest tilgængelige kontorhus”.
Handicaporganisationernes Hus ligger i et åbent landskab med og har en markant udformning. For at koble huset med det omkringliggende har man sammenføjet med den infrastruktur, der forbinder det til resten af landet: en gangsti, adskilt fra biltrafik og forsynet med ledelinje og opmærksomhedsfelter, leder alle sikkert fra Høje Tåstrup Station frem til husets hovedindgang. Ved indgangen fortsætter opmærksomhedsfelter ind til vindfangets gulvtæppe, som taktilt viser retning og får funktion som ledelinje. I det lyse atrium møder man en let genkendelig, grøn reception i flere højder.
Det glasoverdækkede atrium skaber sammen med de hvide vægge et lyst og let udtryk. Dagslyset er godt for alle, men et godt dagslys gør også, at mennesker med nedsat hørelse har let ved at mundaflæse, og mennesker med nedsat syn har lettere ved at orientere sig. Også akustikken har fået opmærksomhed, da mange mennesker dagligt færdes i atriet, og rummet forbinder husets fire åbne etager. For at regulere akustikken i atriet har balkonernes værn en perforeret overflade med en lydabsorberende dug bag overfladen.
I 2011 fortæller Per Ravn fra CUBO arkitekter ved flere arrangementer om hovedgrebet og tankerne bag. I arbejdet med formen på bygningen afprøvede vinderholdet en rund form, men den kan være vanskelig at orientere sig i. For i princippet kan man fortsætte rundt og rundt – uden nogensinde at finde frem. Derfor valgte holdet at finde en optimeret form, som giver korte interne afstande og som er nem at orientere sig i, samtidig med et fokus på at udnytte dagslyset bedst muligt, få skabt et socialt rum i midten og sikre kontakt til omgivelserne. Resultatet er en søstjerneform.
Stueetagen og kælderen er offentlige arealer. De rummer reception, mødecenter, fitnessrum, kantine og loungeområde. Fra loungeområdet kan man overskue huset og orientere sig efter husets fire kontorfløje, som hver har sin signaturfarve – rød, blå, grøn og lilla. Herfra forbindes etagerne med elevatorer og et markant trappetårn. De tre øvre etager er arbejdsarealer med små og større lukkede kontorer samt åbne kontorarealer med interne møderum og servicefunktioner. Mens servicefunktioner ligger i centrale kerner midt i kontorfløjene, er alle kontorer placeret langs facaderne med lys og udsigt.
Da Danske Handicaporganisationer skulle bygge Handicaporganisationernes Hus, skulle man for første gang arbejde intensivt med tilgængelighed for rigtig mange forskellige brugere. Man skulle også forstå et nyt begreb som universelt design og oversætte konceptet til fysisk form og funktion.
Huset rummer derfor flere fortolkninger af universelt design og forskellige designtilgange til begrebet. Tilgangen til designet af husets toiletter afspejler en fortolkning af universelt design, som flere forskellige løsninger der skal imødekomme flere forskellige brugerbehov. Derfor findes der syv forskellige udformninger af toiletter. Den fortolkning er forskellig fra designet af husets kontorer og kontorgange, hvor én generaliseret løsning skal imødekomme flere forskellige brugerbehov. Handicaporganisationernes Hus kan ikke ses som et fuldbragt eksempel på universelt design, men som en samling af undersøgende løsninger i fortolkningen af universelt design.
DH-huset blev gennem en tre-årig periode undersøgt af et hold forskere fra SBi, Aalborg Universitet. Evalueringen blev publiceret i 2016. Forskerne peger på to mulige årsager til, at DH-huset ikke er blevet verdens mest tilgængelige kontorhus. Den ene årsag er et stort fokus på kvadratmeterprisen, for det måtte ikke blive dyrere end andet kontorbyggeri. Til trods for en stort indsats i at få skabt en anden tilgang, er den anden årsag en manglende evne til at "...skabe det rum for innovation og nytænkning i brugerinddragelsen, som det ønskes i programmet."¹.
I beskrivelsen af billederne herunder inddrages viden fra SBi-evalueringen. I parentes skrives det sidetal i evalueringen, der refereres til, og hvor man kan læse mere.
¹ Ryhl, Camilla og Anne Kathrine Frandsen: Handicaporganisationers hus: Evaluering af proces og værk, 2016, s. 176
Farver er gode wayfinding-elementer, men de kræver stor kontrast også indbyrdes.
Gode akustiske forhold er gode for alle, men i dette byggeri er der arbejdet særligt med det, så også mennesker med nedsat eller manglende hørelse kan orientere sig.
Universelt design er her fortolket både som én løsning, der imødekommer mange forskellige behov, men også som en række forskellige løsninger, der tilbyder valgfrihed og lader alle mennesker benytte den, der er bedst for dem.
Brugerne ser atriet som husets hjerte. For dem, som ikke kan se eller er svagtsynede, er atriet dog vanskelig at aflæse i stuetagen. Men den oplevelse ændrer sig på etagerne, hvor brystning og værn afgrænser og hjælper med orienteringen. Dog er etagerne svære at skelne fra hinanden (s. 118).
Små detaljer kan gøre en stor forskel for nogle. Her en fysisk indikator – et sansemærke på håndlisten ved atriet, der angiver hvilken etage, man befinder sig på. De benyttes af dem, som kender til deres eksistens. Nogle brugere af huset har efterspurgt dem til at angive elevatorens placering (s. 125).
Ledelinjen fortsætter ind i stueetagen, hvor den leder videre til mødecentret og kantinen. Nogle kørestolsbrugere og ansatte, der betjener rullevogn eller pallevogn, er dog ikke så begejstrede (s. 118).
Kernerne har hver sin farve: rød, blå, grøn, pink og brun. Kontrasten til de hvide omgivelser er god, men det er umuligt at skelne farverne fra hinanden, hvis man er farveblind, synssvag eller døvblind grundet en meget lille forskel i farvernes lyshed. Ellers benyttes farverne som wayfindingelement i dagligdagen i huset (s. 117 og 132)
Akustikken er god i atriet, og brugerne af huset er generelt tilfredse – også selvom rummet ikke lyder som et stort rum (s. 139). Brystningen i atriet absorberer lyden, men er uheldigvis udformet på en måde, så det er nemt for et barn at klatre op og kravle ud over kanten. Men det er jo heller ikke en børnehave, men et kontorhus.
6 minutter. Så lang tid tager det at evakuere DH-huset (300 personer inkl. 20 % kørestolsbrugere). Safe zones omkring elevatorerne skaber en ligeværdig evakuering. Grundet et overtryk i hver zone kan man stadig lukke døren op og gå ind i zonen, da røgen ikke følger med (s. 49 og 112).
Ikke alle har fingerkræfter eller mulighed for at trykke på knapper ifm. betjening af en elevator. Denne elevator kan betjenes med en fod. Har man valgt 'op', så standser elevatoren på alle etager på vej op, og tilsvarende hvis man har valgt 'ned'.
Det var intentionen, at man som blind eller svagtseende gæst selv skulle kunne finde frem. Der var forventninger til wayfinding understøttet af lyd, men det blev fravalgt. Generelt oplever brugerne udfordringer med skiltning, fx ved dette skilt, som trods dets taktilitet er svært at bruge og danne sig et overblik over (s. 129).
Trappen og håndlisten er vigtige elementer ift. wayfinding (s. 118). Brugerne oplever huset som dejlig lyst og venligt. Der er tale om et godt lysniveau generelt, men på en anonym måde, som ikke ivaretager og besvarer de særlige behov for lys. (s. 151)
Trappen og håndlisten er vigtige elementer ift. wayfinding (s. 118). Brugerne oplever huset som dejlig lyst og venligt. Der er tale om et godt lysniveau generelt, men på en anonym måde, som ikke ivaretager og besvarer de særlige behov for lys. (s. 151)
Det var intentionen, at man som blind eller svagtseende gæst selv skulle kunne finde frem. Der var forventninger til wayfinding understøttet af lyd, men det blev fravalgt. Generelt oplever brugerne udfordringer med skiltning, fx ved dette skilt, som trods dets taktilitet er svært at bruge og danne sig et overblik over (s. 129).
Ikke alle har fingerkræfter eller mulighed for at trykke på knapper ifm. betjening af en elevator. Denne elevator kan betjenes med en fod. Har man valgt 'op', så standser elevatoren på alle etager på vej op, og tilsvarende hvis man har valgt 'ned'.
6 minutter. Så lang tid tager det at evakuere DH-huset (300 personer inkl. 20 % kørestolsbrugere). Safe zones omkring elevatorerne skaber en ligeværdig evakuering. Grundet et overtryk i hver zone kan man stadig lukke døren op og gå ind i zonen, da røgen ikke følger med (s. 49 og 112).
Akustikken er god i atriet, og brugerne af huset er generelt tilfredse – også selvom rummet ikke lyder som et stort rum (s. 139). Brystningen i atriet absorberer lyden, men er uheldigvis udformet på en måde, så det er nemt for et barn at klatre op og kravle ud over kanten. Men det er jo heller ikke en børnehave, men et kontorhus.
Kernerne har hver sin farve: rød, blå, grøn, pink og brun. Kontrasten til de hvide omgivelser er god, men det er umuligt at skelne farverne fra hinanden, hvis man er farveblind, synssvag eller døvblind grundet en meget lille forskel i farvernes lyshed. Ellers benyttes farverne som wayfindingelement i dagligdagen i huset (s. 117 og 132)
Ledelinjen fortsætter ind i stueetagen, hvor den leder videre til mødecentret og kantinen. Nogle kørestolsbrugere og ansatte, der betjener rullevogn eller pallevogn, er dog ikke så begejstrede (s. 118).
Små detaljer kan gøre en stor forskel for nogle. Her en fysisk indikator – et sansemærke på håndlisten ved atriet, der angiver hvilken etage, man befinder sig på. De benyttes af dem, som kender til deres eksistens. Nogle brugere af huset har efterspurgt dem til at angive elevatorens placering (s. 125).
Her er åbne sociale fællesområder, hvor der er muligheder at mødes. Møblementet er varieret, så man kan vælge en siddeplads efter behov, ligesom der også er plads til, at man som kørestolsbruger kan deltage ligeværdigt.
Der er plads til passage i alle gangarealer – også til dem, der kommunikerer ved hjælp af tegnsprog.
Brugerne ser atriet som husets hjerte. For dem, som ikke kan se eller er svagtsynede, er atriet dog vanskelig at aflæse i stuetagen. Men den oplevelse ændrer sig på etagerne, hvor brystning og værn afgrænser og hjælper med orienteringen. Dog er etagerne svære at skelne fra hinanden (s. 118).
