Universelt design er endnu ikke en naturlig del af designpraksis i byggebranchen, mener Ikano Boligs byggechef Mette Thiberg. Tilgangen skal afdramatiseres og blive en grundlæggende del af forståelsesrammen, lyder det.
Da Danske Handicaporganisationers Hus (DH-huset) i sin tid skulle opføres, var formålet at skabe verdens mest tilgængelige kontorhus. Som projektets bygherrerådgiver stod Mette Thiberg dengang over for en væsentlig opgave om at få projektets parter til at tænke anderledes – de skulle for første gang tænke universelt design ind i designprocessen helt fra start.
Godt ti år senere har vi taget en snak med Mette Thiberg om udviklingen af universelt design, og hvordan hun i dag som bygherre bruger og tænker over tilgangen.
Tilbage i 2010 da arbejdet med DH-huset begyndte, var universelt design et ukendt begreb, som også udfordrede Mette Thibergs måde at tænke på. I dag har hun fået det ind under huden og indtænker det i sit arbejde som Ikano Boligs byggechef, hvor hun bygger socialt bæredygtige boliger og udearealer, i videst muligt omfang, uden unødige barrierer for beboerne og deres gæster.
“Universelt design er almindelig sund fornuft – et samfundsperspektiv – hvor man gennemarkitektonisk design tilgår brugernes forskellige behov og udfordringer, som de har gennem en hel levetid,” siger hun og tilføjer: “Derfor bør det også være en naturlig del af forståelsesrammen for byggeprojekter.”
Udfordringen er dog, at tilgangen i dag ikke er en naturlig del af designpraksis, da mange af byggeriets parter fortsat har en opfattelse af, at man med universelt design alene designer til mennesker med funktionsnedsættelse.
Man skal sætte en stemning, så man tegner til mennesker og ikke en bygherre.
Universelt design bliver ofte set som ekstra krav, som bygninger skal opfylde. Det fordyrer projektet og vanskeliggør processen, at universel design ikke er en grundlæggende del af arkitekternes design og forståelsesramme – en grundværdi. I stedet for at indgå som et naturligt element i designprocessen bliver det et eksternt krav, som afkrydses i en tjekliste efterfølgende. Og det er unødvendigt, hvis man forstår principperne bag universelt design, siger hun:
”I virkeligheden er der rigtig mange af de her tiltag, som ikke behøvede at medføre en merpris, hvis de bare var tænkt ind i designet fra starten, som en grundlæggende del af forståelsesrammen. Hvis universelt design er en del af designpræmissen, så vil man naturligt kunne undgå nogle af de barrierer der i dag indarbejdes.”
Mette Thiberg mener, at universelt design skal afdramatiseres og gøres til en del af projektdeltagernes grundlæggende forståelse gennem hele deres designproces.
For at gøre universelt design mere håndgribeligt er det helt essentielt at se designet i forskellige øjenhøjder, mener hun. Hvordan fungerer det for mennesker, som har forskellige aldre og er forskellige steder i livet? er blandt de spørgsmål, man som arkitekt bør stille sig selv i løbet af processen.
Som bygherre bør man gå en mental tur gennem bygningen, som også Per Ravn foreslog, og lægge mærke til eventuelle barrierer for universelt design. På den måde kan man også i byggeprogrammet ved hjælp af personaer skabe en nærværende og menneskelig fortælling om, hvordan hverdagen vil være for dem, der skal bruge bygningen.
I sidste ende skal man huske at designe til mennesker, pointerer hun:
”Det er vigtigt at skabe visuelle og intuitive byggeprogrammer, som afbilleder nogle personers hverdag. Det gjorde vi med DH-huset. Man skal sætte en stemning, så man tegner til mennesker og ikke en bygherre.”
I sin rolle som bygherre oplever Mette Thiberg, at byggeriets parter kender til tilgængelighedskrav, men deres viden om universelt design halter bagefter. For Thiberg er universelt design et samfundsperspektiv, som alle i branchen bør forholde sig til.
Derfor har vi spurgt hende om, hvordan man som bygherre kan være frontløber for at få det med i processen:
