En mur, kontraster i lyd, en bestemt lugt. Hvordan orienterer man sig, når man har en synsnedsættelse eller blindhed? Rumsans har taget en snak med en orientering og mobilityinstruktør Gitte Thranum Haldbæk om, hvordan man bruger andre sanser, når man ikke kan se, og hvordan man i det byggede miljø tager højde for denne måde at orientere sig på.
Hvor skal vi hen? Som regel bruger vi primært synssansen, når vi orienterer os og skal finde vej f.eks. i byrummet. Men hvis du har en synsnedsættelse eller blindhed, beror din orienteringsevne på andre sanser, fortæller tidligere ansvarlig for orientering og mobilityuddannelsen, Gitte Thranum Haldbæk. Virker navnet eller temaet bekendt, så er det måske, fordi du allerede har set videoen om orientering i byrummet.
Så hvordan inkluderer det byggede miljø bedst mennesker med en synsnedsættelse eller blindhed i forhold til deres måde at bruge sanserne og orientere sig på? Det kan du få mere viden om her, hvor Gitte Thranum Haldbæk også peger på fem punkter, man bør overveje, når et byrum skal planlægges og designes.
Noget helt grundlæggende, som er vigtigt at vide er, at mennesker med en synsnedsættelse eller blindhed ofte deler deres rute op i mindre bidder. For at komme fra et punkt til et andet skal man ifølge Gitte Thranum Haldbæk have styr på følgende tre komponenter: Hvor er jeg? Hvor skal jeg hen? Og hvordan kommer jeg derhen?
Hvis man ikke har en synsnedsættelse, orienterer man ud fra en overordnet helhed, men personer med synshandicap er nødt til at orientere sig omvendt¹, som du også kan læse mere om i denne rapport, idet de på et bevidst niveau registrerer detaljer i den umiddelbare nærhed, som lidt efter lidt sammenstykkes til et billede af omgivelserne ud fra de tidligere lagrede sanseindtryk i hjernen².
For at komme fra et punkt til et andet lærer mennesker med synsnedsættelse eller blindhed ofte ruten udenad. Ved ruteindlæring har man nogle faste holdepunkter undervejs, som hjælper en på rette vej, forklarer Gitte Thranum Haldbæk. Ruteindlæringen er ofte opdelt i mindre dele, fordi det bliver nemmere at overskue, dvs. man går fra kendemærke til kendemærke - mere om dem senere.
Man orienterer sig ved at bruge de andre sanser, høresansen og følesansen, fordi man navigerer efter, hvad man kan høre og mærke. Og høresansen er afgørende for mange, fordi man kan orientere sig efter lyden, forklarer Gitte Thranum Haldbæk.
“Man lytter til retningen af trafikken, man lytter efter bygningen og bladene fra træerne,” siger hun.
De forskellige lyde byrummet skaber er gode at være opmærksomme på, når man arbejder med arkitektur, mener hun:
“Lyd ændrer sig alt efter det materiale, som lyden møder og reflekteres fra. Så nogle mennesker med synsnedsættelse eller blindhed bruger det aktivt og orienterer sig efter den lyd, der bliver reflekteret ved en bygning, et træ eller en lygtepæl.”
Så det er godt at overveje kontraster i materialevalget, når man planlægger og udformer fysiske miljøer eksempelvis et område i en by, ifølge Gitte Thranum Haldbæk.
“Det kan jo både være i forskellige materialer, glas lyder anderledes end træ, og træ lyder anderledes end mursten osv. Men det kan også være forskellige højder og niveauer. Det vil også lyde anderledes, hvis det er lav mur kontra en høj mur. Og det er der mange brugere, der orienterer sig efter,” siger hun.
Når man har nedsat syn eller blindhed er den taktile sans ekstra vigtig for ens orientering. Det hænger sammen med, at man kan orientere sig i byrummet ved at føle sig frem med den lange hvide stok.
“Man bruger selvfølgelig sin stok og mærker med stokken: Hvad er det for et underlag, jeg går på, skifter underlaget? Er der et hul foran, eller er der en lygtepæl, som jeg skal udenom?” forklarer Gitte Thranum Haldbæk.
Og når man mærker på underlaget med stokken, kan gode ledelinjer være en væsentlig støtte for at kunne orientere sig. Men ledelinjer er ikke bare ledelinjer. Der findes både naturlige og anlagte ledelinjer.
“En naturlig ledelinje kan være græskant eller en kantsten, som man følger, men det er vigtigt, at den har kontrast til det omgivende underlag, så det er tydeligt at mærke med stokken,” forklarer hun, altså noget i omgivelserne, man kan bruge til at finde vej efter.
”De naturlige ledelinjer er bestemt et godt redskab for mennesker med nedsat syn eller blindhed for at kunne færdes både frit og trygt. Og det er jo det, det drejer sig om, altså at kunne færdes så sikkert og så vidt muligt selvstændigt,” siger Gitte Thranum Haldbæk.
Anlagte ledelinjer bruges også til at orientere sig efter, men det er de steder, hvor der ikke findes en naturlig ledelinje.
“En anlagt ledelinje kan være en flise eller en metalskinne, der er monteret i underlaget, som stokken kan opfange, så man kan følge den,” forklarer hun og understreger, at det er vigtigt at tænke over placeringen af ledelinjer uanset type. Det betyder også, at man skal tænke deres funktion ind fra start, når man planlægger et område.
Det er dog vigtigt, at kontrasten er til at mærke mellem den anlagte ledelinje og den omkringliggende flade. Hvis de har samme taktile udtryk, så er det vanskeligt at mærke forskel og dermed umuligt at finde ledelinjen med stokken.
Man skal selvfølgelig også tænke over placeringen. Åbne pladser er ifølge Gitte Thranum Haldbæk et sted, hvor det er godt at have ledelinjer, da det kan være svært at orientere sig på en stor åben plads. Her er der meget lidt at orientere efter. Men de skal på den anden side heller ikke lægges alle vegne, for som Gitte Thranum Haldbæk siger:
”Hvis der var ledelinjer alle vegne, vil det kunne skabe en forvirring, fordi så vil man hele tiden skulle tage stilling til at vælge den rigtige ledelinje. Så ledelinjer skal lægges der, hvor de giver rigtig god mening, og det er f.eks. på perronkanter langs en perron, så man ikke træder ned på skinnerne.”
En ledelinje skal lede hen til punkt, og ikke bare ende blindt uden retning og mål. Ellers kommer man let til at stå i en situation, hvor man ikke ved, hvor man skal hen.
De ledelinjer som er anlagt på f.eks. togstationer er placeret, så de leder fra et punkt til et andet (eller flere), forklarer Gitte Thranum Haldbæk. Det kan være hen til en perron, til billetautomat, elevator eller tilsvarende. Når der er flere ledelinjer, som mødes, eller ledelinjen skifter retning eller foran et fodgængerfelt, vil der som regel være placeret et opmærksomhedsfelt (kvadratisk felt af små taktile punkter). Det er et felt, der er vigtigt at huske i anlægsfasen.
Når du arbejder med ledelinjer, er der også andre ting, du skal overveje:
“Man skal for det første tænke over ikke at skabe forhindringer for mennesker, der færdes med en lang stok. Hvis man lægger ledelinjer ind, skal man sørge for, at ledelinjerne er frie, så man kan færdes hen over ledelinjerne med stok,” forklarer hun. F.eks. skal man overveje, hvor mennesker vil parkere deres cykler – det skal nemlig ikke være nærliggende for folk at gøre det på selve ledelinjen, fordi så vil cyklerne spærre vejen.
Det handler altså om, at man i ens planlægningsarbejde tænker på vores allesammens adfærd i forhold til at færdes, parkere en cykel osv. Det gælder både, når man tænker over naturlige og anlagte ledelinjer.
Man skal også overveje, hvad stokken fanger langs en ledelinje. Typisk når man færdes med en lang stok, vil man opfange forhindringer fra hoften og ned, fordi det er det, stokken fanger, påpeger Gitte Thranum Haldbæk.
“Men de forhindringer der er i hovedhøjde, kan være svære at fange. Det kan også være trapper, der ikke er afskærmet, der ikke har et stokkeværn. Det kan f.eks. være en vindeltrappe. Hvis den ikke er afspærret nedenunder (stokkeværn), så kan man komme til at gå ind i den, og det fanger stokken ikke.”
Ruter er nødvendigvis ikke ens, så selv om to mennesker har de samme synsmæssige evner, er det ikke nødvendigvis den samme rute, de vælger at færdes på. Det er forskelligt hvilke ledelinjer, man synes er brugbare, fortæller Gitte Thranum Haldbæk.
Det samme gælder kendemærker, her kan det være forskelligt, hvad man orienterer sig efter – og alligevel er der nogle særlige kendemærker, de fleste bruger i orienteringen. På den måde bruges bymiljøets variation som et kendemærke eksempelvis overgangen fra et åbent grønt område til et tæt bebygget miljø.
“Et kendemærke kan være en lugt, en lyd eller en genstand, eller noget andet, man kan bruge, der adskiller sig fra det omkringliggende bymiljø. Hvis der f.eks. er mange bænke efter hinanden, så er en bænk i sig selv ikke et kendemærke, men hvis det er kombination med noget andet, som f.eks. et springvand eller en tunnel, så kan det være et kendemærke,” siger hun. Hvad der ellers er karakteristisk for et kendemærke, kan du se i artiklens sorte boks.
For folk, der arbejder med det byggede miljø, handler det om at tænke forskelligheden ind, så der er noget, som adskiller sig fra hinanden, mener hun. Og pointerer hun:
“Generelt set så kan man tænke over at indrette bymiljøet, så man taler til alle sanser, så der både er noget, man kan dufte, noget man kan føle, altså f.eks. et underlag, og noget man kan høre.”
Så når man skal give gode orienteringsmuligheder for mennesker med nedsat syn eller blindhed, handler det altså om at tænke på, hvordan de bruger sanserne og herfra både arbejde med lyd og kontraster i materialet, men også inkludere naturlige og anlagte ledelinjer og kendemærker i byrumsdesignet.
¹ Nesse, I., & Rystad, L. (2015). Arkitektoniske virkemidler for orientering og veifinning. Oslo: Statens vegvesen & Direktoratet for byggkvalitet. (link under læs mere)
² Chandler, E., & Worsfold, J. (2013). Understanding the requirements ofgeographical data for blind and partially sighted people to make journeys moreindependently. Applied Ergonomics Volume 44, Issue 6, s. 919-928 + Mortensen, E. (2007). Blinde børns læsning: Neuropsykologiske perceptuelle og kognitivefaktorer. Synscenter Refsnæs i Bredmose, A. & Hansen, A. R (2020). Kortlægning af fysiske elementers væsentlighed i trafikken for personer med synshandicap. Polyteknisk Boghandel og Forlag.
³ Lynch, Kevin: "The Image of the City", 1960.
Teoretikeren Kevin Lynch har beskæftiget sig med byens tydelighed, ift. hvordan mennesker oplever og orienterer sig i byen. I den forbindelse har han analyseret sig frem til fem karakteristika ved byen, som vi anvender mere eller mindre ubevidst, når vi orienterer os. De fem elementer er: paths (stier), edges (kanter), districts (områder), nodes (knudepunkter) og landmarks (landmarks eller kendemærker). Selvom Kevin Lynch i bogen ‘The Image of the City’ tager udgangspunkt i de visuelle kvaliteter ved byen, så er der paralleller til de elementer, man orienterer sig efter, hvis man har en synsnedsættelse eller blindhed³.
Personen med nedsat syn eller blindhed orienterer sig efter kendemærker også kaldet orienteringspunkt. De er defineret ved at være genkendelige og adskille sig fra det omkringliggende miljø. Kendemærkerne kan være duft, lyd, temperatur eller noget følbart, men de skal være konstante, ellers kalder vi dem informationer, og de er ikke ligeså pålidelige at orientere sig efter. Eksempelvis dufter en bager kun, når der er åbent, mens en postkasse er permanent i forhold til både tid og placering i hvert fald så længe, der findes et postvæsen. Kendemærker kan gøre det muligt at lokalisere, hvor man befinder sig.
Kilde: Gitte Thranum Haldbæk.
Hvis man er svagtseende eller har blindhed, kan man blive undervist i orientering og mobility-teknikker, dvs. hvordan man navigerer på egen hånd fx med den lange hvide stok eller førerhund. Samtidig kan man lære ruter eksempelvis fra ens hjem til stationen og videre til ens arbejde.
Når du arbejder med byrum, kan det være godt at overveje disse punkter:
- Tænk i alle sanser: Mennesker med nedsat syn eller blindhed bruger ofte høresansen eller den taktile sans til at orientere sig efter.
- Tænk over at inddrage kendemærker i bybilledet, så man kan orientere sig efter dem med den taktile sans, høresansen eller lugtesansen.
- Tænk over kontrast i materialer: Det giver nogle forskellige lyde at orientere sig efter, glas lyder f.eks. anderledes end træ.
- Tænk i naturlige ledelinjer: Husk kontrast ift. de øvrige materialer- og det gælder også ved anlagte ledelinjer, f.eks. en mur eller en kant.
- Tænk over hvor folk har brug for at gå, så det er sikkert og så der ikke opstår uformel cykelparkering eller placering af skilte, når det gælder ledelinjer.
