Et feministisk perspektiv på byplanlægning kan afdække blinde vinkler

Om
En gruppe af ældre kvinder står og sidder ved et busstoppested

Feministisk byplanlægning har de seneste par år vundet fodfæste. Ikke fordi det er godt for kvinder, men derimod fordi tiltagene har vist sig at forbedre forhold som tryghed, kriminalitet og oplevelseskvalitet for alle. Ved at fokusere på en bys mangfoldige aktiviteter gennem et kønnet perspektiv kan man få øje på blinde vinkler. Det viser både skandinaviske og europæiske erfaringer.

Begrebet ‘feminisme’ har i de seneste par år gennemgået lidt af en renæssance. For nogle er det godt, for andre skurer det i ørerne, fordi begrebet er blevet mudret til af andet og mere end den oprindelige definition: “en ideologi eller bevægelse som arbejder for ligestilling mellem kønnene herunder forbedrede økonomiske, politiske og sociale vilkår for kvinder”. Men også inden for byplanlægning bliver tanken i dag taget hyppigt op af forskellige aktører – fra teoretikere og praktikere til bystyrer og lande.

Udgangspunktet er et kritisk perspektiv på, om vi virkelig skaber byer for alle – eller om der måske i nogle eller flere henseender især designes efter mænds behov? Og i denne artikel vil vi kigge på et par nedslag, hvor et feministisk perspektiv på byplanlægning har bidraget til at skabe bedre forhold for alle. Herigennem vil vi præsentere hovedtanken i feministisk urbanisme, men det er ikke hensigten at give en udtømmende analyse af den. Men netop fordi erfaringer har vist, at et kønsperspektiv skaber mangfoldige løsninger, tager vi tråden op her på Rumsans og inviterer dig til at udforske en relativ ny tilgang eller metode til at tænke og organisere designprocesser.

Forbindelse mellem køn og by

I en tidligere artikel her på Rumsans har vi præsenteret en TedxTalk af Grete Faremo, executive director hos FN's Projekttjenester, UNOPS, om netop kønsforskelle i bydesign og infrastruktur. “We need to make urban spaces kinder to everyone – and not just able-bodied men,” lød det fra hende dengang.

Når vi skal tale om dette emne, er det naturligvis vigtigt at have for øje, at alle byer er forskellige – især på tværs af landegrænser. I en for feministisk byplanlægning ikonisk artikel Your City Has a Gender and It’s Male af Fouad Khan, Ph.D i Urban Development og forlægger, opregnes nogle af de tydeligt “kønnede” designaspekter i en række amerikanske byer. Det gælder fx for nogle byer, at det er umuligt at komme rundt uden en bil, at der mangler fortove, fodgængerovergange og generelt sikre veje.

Når man læser den artikel med skandinaviske briller, er det klart, at vores udfordringer er anderledes og væsensforskellige, men det gør dem ikke mindre interessante at diskutere. For som Khan skriver, er det værd at interessere sig for “forbindelserne mellem social retfærdighed, den urbane oplevelse og hvad der får en by til at fungere.” Erfaringer og studier – også i Skandinavien og Europa – viser nemlig, at der findes en kønsdimension ved oplevelsen af at være i en by.

“Kvinder er som en radar for tryghed”

Et hyppigt fokus for feministisk byplanlægning handler om tryghed. Kvinder er typisk mere utrygge, når de går på en sidegade eller gennem en tunnel om aftenen, end mænd er. For oplevelsen af tryghed kan variere meget mellem mænd, kvinder og personer med en anden kønsidentitet.

Når man ser på hvor meget og ikke mindst hvor mange kvinder, der bevæger sig rundt på et givet sted i en by, kan det afsløre en del. Studier viser nemlig, at et lavt antal kvinder indikerer et problem med trygheden, og derfor den overordnede brugskvalitet af netop det område. Det fortalte Sissel Engblom, som tidligere var chef for urbanisme hos Link arkitektur, i en video:

“Kvinder er som en radar – når man ser, hvor kvinder bevæger sig, så ser man, hvor det er trygt. Det er ikke bare kvinder, men alle dem, som føler sig sårbare. Og det gør vi alle på et tidspunkt.”

Derfor ser hun også, at hvis vi arbejder med øget tryghed i byerne, så kan det fungere som en værn mod store “folkesygdomme” som ensomhed og eksklusion. Ved at kigge på hvem der bevæger sig hvor, får man nemlig også øje på dem, som brillerer ved deres fravær.

Byer for alle er byer for mænd

Initiativet Tryggare Sverige vil også være med til at løfte tryghedsfølelsen for alle, og det gør de blandt andet gennem et feministisk perspektiv. De arbejder generelt for at skabe mere tryghed gennem kriminalitetsforebyggelse, som bl.a. kan baseres på et “situationsperspektiv”: “Et vigtigt aspekt af situationel forebyggelse er at skabe et levende offentligt miljø, der er attraktivt for forskellige grupper i samfundet. På denne måde bliver strømmen af ​​mennesker større, og social kontrol højere,” skriver de på deres hjemmeside.

Her kan feministisk byplanlægning hjælpe, for det “tydeliggør, hvordan vi skaber et offentligt miljø, der tager hensyn til samfundets strukturer, påvirker folks oplevelse og adfærd og i sidste ende øger sikkerheden på stedet. Gennem en øget bevidsthed om, hvem det er, som vores offentlige miljøer faktisk er planlagt for, kan strukturer synliggøres og ændringer implementeres.”

Det lyder godt og flot, når vi siger, at vi skal skabe byer for alle. Men spørger man stifteren af Tryggare Sverige, Magnus Lindgren, som er kriminolog og ph.d. i psykologi, så er det ikke helt nok: “Når vi siger, at vi laver en by for alle, får vi en by for mænd. Når vi siger, at vi skal lave en by for kvinder, får vi en by for alle.”

Der er mange eksempler på, at det har båret frugt at anlægge et feministisk perspektiv på byplanlægning. Den østrigske hovedstad og delstat Wien bliver ofte fremhævet som et foregangseksempel, der gjorde kvinders og pigers behov til en del af agendaen for byplanlægningen allerede i 1991. I Wien gennemførte man et pilotprojekt i en mindre bydel med en høj befolkningstæthed og indførte tiltag som bredere fortove, sikre fodgængerovergange, trafiklys med forsinkelse, flere siddemuligheder, barrierefri passage og øget gadebelysning om aftenen. De fokuserede på muligheder for fodgængere, da de i højere grad er kvinder, børn og ældre, hvor mænd oftere kører bil. Tiltagene viste, at det ikke kun skabte bedre oplevelser for kvinder, men faktisk gjorde byen bedre at være og opholde sig i for alle.

Siden da har Wien haft et eksplicit kønnet fokus på alt nyt byggeri – både boliger og parker. Og selvom projektet overordnet ses som en succes og øjenåbner, er der også risiko for, at nogle initiativer forstærker kønsstereotyper. Det mener Bente Knoll, som er landskabs- og trafikplanlægger i Wien, i et interview med Kvinfo.

“Hvis man nøjes med at sige, at piger vil sidde og snakke eller løbe på rulleskøjter og så giver dem mulighed for det, så fastholder man både piger og drenge i deres kønsrollemønstre frem for at ændre dem. Det samme sker, hvis man forveksler gender mainstreaming og byplanlægning med en byplanlægning, som fokuserer på familier eller mødre, og fx kun tænker i bredere fortove til barnevogne.”

Få øje på blinde vinkler

Alligevel kan det feministiske perspektiv bringe nye indsigter på bordet, når man fokuserer på den adfærd, der findes i en by. Hvor kvinder har været oversete i byplanlægningen, kan de fungere som pejlemærker for, hvor der kunne skabes forbedringer. Hvis den kvindelige byerfaring eller adfærd ikke er indtænkt i byplanlægningen, er det måske en hel række aktiviteter som byen ikke er designet til. Ved at se på hvordan kvinder bruger og bevæger sig i en by, kan vi kortlægge aktiviteter og designe løsninger særskilt hertil. Det handler derfor ikke om at gøre byen bedre for kvinder, men for at gøre byen bedre for gående, kørevognstrillende, ældre eller cyklende – grupper, som i dag har en overrepræsentation af kvinder. Bredere fortove giver ikke (alene) bedre forhold for kvinder, men for alle, som har lyst til at gå en tur, med eller uden barnevogn.

Når vi designer for kvinder, skaber vi således også bedre forhold for mænd. Det perspektiv bringer Sissel Engblom også på banen i en artikel, hvor hun udtaler:

“Feministisk urbanisme handler om at etablere byrum, der er trygge og ligestillede også for kvinder, ikke kun for mænd. På den måde planlægger vi samtidig for børn, gamle og andre mere sårbare grupper.” Og sårbare vil vi alle opleve at være i løbet af vores liv.

Feministisk byplanlægning er altså ikke et spørgsmål om at “feminisere” byen. Men et spørgsmål om – via kvindens perspektiv – at få øje på problemstillinger og blinde vinkler, som ellers har været skjult.

Begrebet ‘feminisme’ har i de seneste par år gennemgået lidt af en renæssance. For nogle er det godt, for andre skurer det i ørerne, fordi begrebet er blevet mudret til af andet og mere end den oprindelige definition: “en ideologi eller bevægelse som arbejder for ligestilling mellem kønnene herunder forbedrede økonomiske, politiske og sociale vilkår for kvinder”. Men også inden for byplanlægning bliver tanken i dag taget hyppigt op af forskellige aktører – fra teoretikere og praktikere til bystyrer og lande.

Udgangspunktet er et kritisk perspektiv på, om vi virkelig skaber byer for alle – eller om der måske i nogle eller flere henseender især designes efter mænds behov? Og i denne artikel vil vi kigge på et par nedslag, hvor et feministisk perspektiv på byplanlægning har bidraget til at skabe bedre forhold for alle. Herigennem vil vi præsentere hovedtanken i feministisk urbanisme, men det er ikke hensigten at give en udtømmende analyse af den. Men netop fordi erfaringer har vist, at et kønsperspektiv skaber mangfoldige løsninger, tager vi tråden op her på Rumsans og inviterer dig til at udforske en relativ ny tilgang eller metode til at tænke og organisere designprocesser.

Forbindelse mellem køn og by

I en tidligere artikel her på Rumsans har vi præsenteret en TedxTalk af Grete Faremo, executive director hos FN's Projekttjenester, UNOPS, om netop kønsforskelle i bydesign og infrastruktur. “We need to make urban spaces kinder to everyone – and not just able-bodied men,” lød det fra hende dengang.

Når vi skal tale om dette emne, er det naturligvis vigtigt at have for øje, at alle byer er forskellige – især på tværs af landegrænser. I en for feministisk byplanlægning ikonisk artikel Your City Has a Gender and It’s Male af Fouad Khan, Ph.D i Urban Development og forlægger, opregnes nogle af de tydeligt “kønnede” designaspekter i en række amerikanske byer. Det gælder fx for nogle byer, at det er umuligt at komme rundt uden en bil, at der mangler fortove, fodgængerovergange og generelt sikre veje.

Når man læser den artikel med skandinaviske briller, er det klart, at vores udfordringer er anderledes og væsensforskellige, men det gør dem ikke mindre interessante at diskutere. For som Khan skriver, er det værd at interessere sig for “forbindelserne mellem social retfærdighed, den urbane oplevelse og hvad der får en by til at fungere.” Erfaringer og studier – også i Skandinavien og Europa – viser nemlig, at der findes en kønsdimension ved oplevelsen af at være i en by.

“Kvinder er som en radar for tryghed”

Et hyppigt fokus for feministisk byplanlægning handler om tryghed. Kvinder er typisk mere utrygge, når de går på en sidegade eller gennem en tunnel om aftenen, end mænd er. For oplevelsen af tryghed kan variere meget mellem mænd, kvinder og personer med en anden kønsidentitet.

Når man ser på hvor meget og ikke mindst hvor mange kvinder, der bevæger sig rundt på et givet sted i en by, kan det afsløre en del. Studier viser nemlig, at et lavt antal kvinder indikerer et problem med trygheden, og derfor den overordnede brugskvalitet af netop det område. Det fortalte Sissel Engblom, som tidligere var chef for urbanisme hos Link arkitektur, i en video:

“Kvinder er som en radar – når man ser, hvor kvinder bevæger sig, så ser man, hvor det er trygt. Det er ikke bare kvinder, men alle dem, som føler sig sårbare. Og det gør vi alle på et tidspunkt.”

Derfor ser hun også, at hvis vi arbejder med øget tryghed i byerne, så kan det fungere som en værn mod store “folkesygdomme” som ensomhed og eksklusion. Ved at kigge på hvem der bevæger sig hvor, får man nemlig også øje på dem, som brillerer ved deres fravær.

Byer for alle er byer for mænd

Initiativet Tryggare Sverige vil også være med til at løfte tryghedsfølelsen for alle, og det gør de blandt andet gennem et feministisk perspektiv. De arbejder generelt for at skabe mere tryghed gennem kriminalitetsforebyggelse, som bl.a. kan baseres på et “situationsperspektiv”: “Et vigtigt aspekt af situationel forebyggelse er at skabe et levende offentligt miljø, der er attraktivt for forskellige grupper i samfundet. På denne måde bliver strømmen af ​​mennesker større, og social kontrol højere,” skriver de på deres hjemmeside.

Her kan feministisk byplanlægning hjælpe, for det “tydeliggør, hvordan vi skaber et offentligt miljø, der tager hensyn til samfundets strukturer, påvirker folks oplevelse og adfærd og i sidste ende øger sikkerheden på stedet. Gennem en øget bevidsthed om, hvem det er, som vores offentlige miljøer faktisk er planlagt for, kan strukturer synliggøres og ændringer implementeres.”

Det lyder godt og flot, når vi siger, at vi skal skabe byer for alle. Men spørger man stifteren af Tryggare Sverige, Magnus Lindgren, som er kriminolog og ph.d. i psykologi, så er det ikke helt nok: “Når vi siger, at vi laver en by for alle, får vi en by for mænd. Når vi siger, at vi skal lave en by for kvinder, får vi en by for alle.”

Der er mange eksempler på, at det har båret frugt at anlægge et feministisk perspektiv på byplanlægning. Den østrigske hovedstad og delstat Wien bliver ofte fremhævet som et foregangseksempel, der gjorde kvinders og pigers behov til en del af agendaen for byplanlægningen allerede i 1991. I Wien gennemførte man et pilotprojekt i en mindre bydel med en høj befolkningstæthed og indførte tiltag som bredere fortove, sikre fodgængerovergange, trafiklys med forsinkelse, flere siddemuligheder, barrierefri passage og øget gadebelysning om aftenen. De fokuserede på muligheder for fodgængere, da de i højere grad er kvinder, børn og ældre, hvor mænd oftere kører bil. Tiltagene viste, at det ikke kun skabte bedre oplevelser for kvinder, men faktisk gjorde byen bedre at være og opholde sig i for alle.

Siden da har Wien haft et eksplicit kønnet fokus på alt nyt byggeri – både boliger og parker. Og selvom projektet overordnet ses som en succes og øjenåbner, er der også risiko for, at nogle initiativer forstærker kønsstereotyper. Det mener Bente Knoll, som er landskabs- og trafikplanlægger i Wien, i et interview med Kvinfo.

“Hvis man nøjes med at sige, at piger vil sidde og snakke eller løbe på rulleskøjter og så giver dem mulighed for det, så fastholder man både piger og drenge i deres kønsrollemønstre frem for at ændre dem. Det samme sker, hvis man forveksler gender mainstreaming og byplanlægning med en byplanlægning, som fokuserer på familier eller mødre, og fx kun tænker i bredere fortove til barnevogne.”

Få øje på blinde vinkler

Alligevel kan det feministiske perspektiv bringe nye indsigter på bordet, når man fokuserer på den adfærd, der findes i en by. Hvor kvinder har været oversete i byplanlægningen, kan de fungere som pejlemærker for, hvor der kunne skabes forbedringer. Hvis den kvindelige byerfaring eller adfærd ikke er indtænkt i byplanlægningen, er det måske en hel række aktiviteter som byen ikke er designet til. Ved at se på hvordan kvinder bruger og bevæger sig i en by, kan vi kortlægge aktiviteter og designe løsninger særskilt hertil. Det handler derfor ikke om at gøre byen bedre for kvinder, men for at gøre byen bedre for gående, kørevognstrillende, ældre eller cyklende – grupper, som i dag har en overrepræsentation af kvinder. Bredere fortove giver ikke (alene) bedre forhold for kvinder, men for alle, som har lyst til at gå en tur, med eller uden barnevogn.

Når vi designer for kvinder, skaber vi således også bedre forhold for mænd. Det perspektiv bringer Sissel Engblom også på banen i en artikel, hvor hun udtaler:

“Feministisk urbanisme handler om at etablere byrum, der er trygge og ligestillede også for kvinder, ikke kun for mænd. På den måde planlægger vi samtidig for børn, gamle og andre mere sårbare grupper.” Og sårbare vil vi alle opleve at være i løbet af vores liv.

Feministisk byplanlægning er altså ikke et spørgsmål om at “feminisere” byen. Men et spørgsmål om – via kvindens perspektiv – at få øje på problemstillinger og blinde vinkler, som ellers har været skjult.

Gender mainstreaming

Siden 2009 har et decideret Department for Gender Mainstreaming i Wien fokuseret på at skabe urban lighed mellem kønnene under mottoet “Fair fordeling af byen” I Wien kaldes det ikke feministisk byplanlægning, men derimod gender mainstreaming, som i udgivelsen Gender Mainstreaming in Urban Planning and Urban Development beskrives sådan:

“Gender mainstreaming in urban planning aims at systematic quality evalu­ation with regard to the equality of opportunities allotted to different user groups. In the sense of ensuring “fair shares in the city” for all, it must be established what sort of benefits (or, possibly, impediments) result from planning decisions. For this reason, gender mainstreaming is crucial in order to deliberately assume different viewpoints and everyday life perspectives, thereby helping to keep “blind spots” in planning to a minimum.”

Læs mere om Gender Mainstreamning og Wiens fokus på køn her

Foto: Steven Lasry

Video

No items found.

Galleri

No items found.
No items found.

Også værd at kigge på

Disclaimer

Rumsans ønsker at inspirere og informere om universelt design. Selv når der blot er tale om en detalje, tager vi den med, hvis det kan være til inspiration for andre.