Frokost i kantinen

“Vil du med ned,” spørger Amira, der har stukket hovedet ind ad døren til Elias’ kontor. “Ja, jeg håber bare, at der er noget til mig i dag,” svarer han. Elias har for nylig besluttet sig for at prøve at leve vegansk, det er bare ikke altid så nemt i firmaets kantine, men han vil helst ikke gå glip af frokosten med kollegerne.

“Jeg springer over i dag,” svarer Ida, da Amira og Elias spørger, om hun også skal med ned at spise. Hun har brug for en pause, hvor hun bare lige kan være alene med sine egne tanker. De sidste par ugers arbejde har tæret på hende, så når hendes kolleger er færdige med at spise, smutter hun hurtigt ned og henter sig lidt mad.

På vej gennem afdelingen går Amira og Elias forbi tekøkkenet, hvor Jonas og Noah sidder og spiser for sig selv. De spiser næsten altid sammen og næsten aldrig i kantinen. Amira tænker, at hun godt forstår hvorfor, men synes samtidig heller ikke, at det er så let at sætte sig sammen med dem ved det lille runde bord i køkkenet, hvor der ikke er ret meget plads.

Nede i kantinen ser de sig omkring. Amira og Elias har gjort det til en vane at gå derned tidligt, så de kan få de gode pladser. Amira vil helst sidde med ryggen op ad en væg, så der kun er lyde fra en side. Allerhelst vil de sidde i de små kuber, hvor et højt ryglæn på begge sider af bordet skaber en hyggelig atmosfære og god lyd.

Det er ikke, fordi hun vil være besværlig, men faktisk kan hun ikke sidde andre steder. Lige da hun var begyndt i firmaet, satte hun sig bare der, hvor de andre sad. Men Amira har nedsat hørelse, og efter en uge ved et stort fællesbord havde hun stadig ikke fået noget at spise. Hun havde så travlt med at mundaflæse, at hun ikke fik spist, inden de andre var færdige. I dag vælger hun at spise med én, måske to kolleger, så hun både kan følge med i samtalen og spise sin frokost.

Elias går ud i køkkenet og spørger efter margarine til at smøre på sine stykker brød, der ligger ved siden af en stor portion salat. Hovedretterne i dag var spaghetti bolognese eller spinatlasagne, som både var med ost og mælk. Han kan godt føle sig lidt udsat ved buffeten, når der kun ligger grøntsager på tallerkenen, og hans kolleger kommenterer, at man også skal passe på med ikke at overdrive.

Nede ved deres yndlingsbord taler Elias og Amira om kantinen. Det kan godt være et lidt overvældende sted nogle gange, fordi der er så mange mennesker, et højt lydniveau og så mange blikke på ens tallerken. Amira har nogle gange oplevet, at folk tror, at hun ignorerer dem, fordi hun simpelthen ikke kan høre, hvad de siger, hvis ikke hun lige er opmærksom på det.

For Elias er det også klart på arbejdet, at hans valg om at blive veganer er mest udfordrende. Det er et dilemma for ham, for han vil ikke bruge hver dag på at diskutere sit valg, selvom han er overbevist om, at det er det rigtige for ham. Men han er bange for at virke asocial, når han både springer frokost og fødselsdagskager over.

Oppe på sit kontor sidder Ida i ro med døren lukket, så hun ikke bliver forstyrret. Hun ser ud af vinduet, mens hun flytter rundt med et stykke agurk på tallerkenen. Det føles altid så dårligt, når hun må sige nej til at gå med Elias og Amira, men nogle dage er det bare sådan. I det mindste har hun sit eget kontor, så hun altid kan undskylde sig med, at hun arbejder gennem frokosten.