Magien opstår i mødet mellem perspektiver

Interview
Et blik over skulderen på en elev, der bygger modeller til den nye spisesal med en limpistol
No items found.
Foto: Carlberg

Helt særlige møder mellem eleverne på Sofie Rifbjerg Efterskole og arkitekterne banede vejen for en byggeproces, der blev helt særlig og skabte en helt ny opmærksomhed på den store rolle, de fysiske rammer spiller i hverdagen.

Realiseret
Bygherre
Arkitekt
Se alle
Læs op

Sofie Rifbjerg Efterskole vil gerne tilbyde sine elever en øvebane, hvor de kan udvikle sig både fagligt og personligt. Det var udgangspunktet for forstander – og midlertidig bygherre – Malene Frank, da skolens spise- og bevægelsessal skulle undergå store forandringer. Denne mandag formiddag har Malene Frank taget en pause fra sit travle arbejde som forstander på Sofie Rifbjerg Efterskole, en skole for elever med særlige undervisningsbehov, for at tale med os om den særlige byggeproces og at skifte forstander-kasketten ud med bygherre-kasketten. 

Det “at træde ind i rollen som bygherre har været ensbetydende med en stejl læringskurve,” skriver Malene Frank i den for nylig offentliggjorte evaluering af de transformerede rum. Ikke alene har Malene Frank skulle sætte sig ind i alt fra materialer til fagentreprisekontrakter – hele processen har gjort både hende og medarbejderne opmærksomme på, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en verden til forskel. 

Mødet mellem arkitekter og elever gjorde udslaget 

Udgangspunktet for arbejdet var et økonomisk tilskud fra A.P. Møller Fonden til at gøre noget ved de slidte faciliteter, der tidligere rummede en folkeskole. Bygningsmassen var det primære fokus i byggeprocessens spæde start, men en inddragelse af rådgivningsvirksomheden Carlberg og senere hen eleverne fik skabt en helt ny opmærksomhed omkring projektets nødvendighed.

Forholdsvis tidligt i projektet var der inviteret til en stor fælles workshop på skolen, hvor arkitekterne for første gang mødte eleverne, mens de kunne bygge modeller. Den dag gjorde hele forskellen.

På en fælles workshop for elever, medarbejdere og arkitekterne fik eleverne mulighed for at bygge deres drømme og øsnker til deres skole. Foto: Carlberg

“Efter den workshop var der en helt anden forståelse, fordi det var eleverne, der satte ord på og sad med deres små mænd og bygninger. Det var min oplevelse, at det var noget helt særligt, de der workshops, hvor mødet mellem eleverne og arkitekterne gjorde udslaget,“ siger hun og fortsætter.

“Man kunne næsten se på dem, at dér begyndte de at brænde for det på en anden måde. Der skete bare noget. Og eleverne følte også, at de var stolte over at blive hørt. Og de var stolte over at blive inddraget og tog virkelig ejerskab af det.” 

Inddragelsen af eleverne fortsatte gennem hele forløbet, hvor man bl.a. inddrog byggeriet aktivt i undervisningen, og senere deltog elever og medarbejdere i tests af de nye løsninger. 

En elev byggede en ny bevægelsessal med meget højt til loftet, fordi han tit havde oplevet, at fjerbolde og fodbolde ramte loftet i den gamle. Foto: Carlberg

Tilbyde eleverne en øvebane 

Eleverne var altså med til at tydeliggøre præcis, hvor der skulle gøres noget ved skolen, og hvad der var vigtigst. Ikke mindst i de små detaljer. Uden den inddragelse havde man aldrig hørt en elev beskrive, at udformningen af det dørhåndtag ind til bevægelsessalen kunne udgøre en barriere for, at alle elever trådte ind gennem døren. 

“Det var et stålhåndtag, hvor man ligesom skulle have hånden inde i håndtaget. Det var jo ikke så skarpt, men det var alligevel en skarphed i overfladen. Og der var en elev, der sagde, at det håndtag var ubehageligt at røre ved, så det kunne afholde en af eleverne fra at gå ind i gymnastiksalen. Og der tænkte vi bare, ‘hvorfor har vi aldrig tænkt på det?' Det var sådan en aha-oplevelse,” siger Malene Frank. 

Arbejdet med de fysiske rammer var også en afvejning, som på den ene side handlede om at imødekomme eleverne og fjerne barrierer, men på den anden side også handlede om at udfordre eleverne, så de kan vokse både fagligt og socialt. 

“Vi har virkelig fået øje på, hvor meget de fysiske rammer kan understøtte hele vores pædagogiske tankegang og de øvebaner, vi rigtig gerne vil lave for eleverne. Det er en helt ny dimension i vores tænkning,” forklarer hun.

Fokus på materialerne 

Som det var tilfældet med håndtaget til bevægelsessalen, har Malene Frank som bygherre i samråd med Carlberg, bygherrerådgiveren og arkitekten haft et gennemgående fokus på detaljer og materialer. 

Der er masser af træ og sanselighed i de to transformerede rum. Foto: Carlberg

Materialer udgør for alle mennesker, et hvilket som helst sted en stor forskel, for hvordan man har det og oplever det sted. Men særligt for Sofie Rifbjerg Efterskoles elever er det helt essentielt. Nogle er måske meget sensitive over for lyd og andre har det svært med kolde, skarpe materialer, som eksemplet med håndtaget viste.

“Vi havde fokus på den der sanselighed, der kan være i materialerne. På et tidspunkt var det også svært i forhold til økonomien, at få det til at blive en bygning med limtræ, men der måtte vi jo finde nogle løsninger, så det lykkedes. Der holdt vi også meget fast i, at det var vigtigt, at der var træ i bygningerne,” siger hun.

Frigjorte ressourcer giver bedre arbejdsmiljø

Evalueringen, som efterfølgende er blevet foretaget, giver helt konkrete tal på den markant øgede trivsel. Men ikke kun blandt eleverne. Også lærernes hverdag er blevet nemmere. 

“Og tingene hænger da også en lille smule sammen,” påpeger Malene Frank. “Fordi et rum, der er rart at være i både i forhold til lys, lyd og indtryk, eller sanseindtryk i det hele taget, det er jo også et rum, som er rart at være i for eleverne og for personalet.” 

Det har haft den direkte konsekvens, at lærerne i dag oplever et bedre og mere roligt arbejdsmiljø. Samtidig har de nye, forbedrede faciliteter givet dem helt nye muligheder, fortæller hun. 

“Lærerne skal ikke længere bruge den samme energi på hele tiden at kompensere for vores manglende fysiske rammer. Det er der brugt enormt mange lærerressourcer på, fordi vi hele tiden godt har kunnet se, at de fysiske rammer ikke har spillet med os. Man kan sige, at lærerne har fået nogle meget bedre forudsætninger for, hvordan de kan agere, også i forhold til hvordan de kan udfylde deres arbejdsopgaver.” 

I dag oplever hun både hos sig selv og de øvrige medarbejdere en øget opmærksomhed på steder, der ikke spiller med eleverne. Nogle er store projekter – det gælder for eksempel elevværelserne – mens andre er mindre og i en vis udstrækning kan løses af skolens pedeller. For eksempel lagde de mærke til, hvor betydningsfuldt det er, at være forberedt på, hvad der venter i et rum, inden man går ind. 

“Så vi tog alle dørene ind til vores undervisningslokaler, fordi vi tænkte, at det kan vi ikke vente på. Så lavede pedellerne sådan nogle små kighuller ind til undervisningslokalerne i de døre, vi havde. Så der er rigtig mange steder i huset nu, som vi har ændret, så der er en masse små huller, hvor man lige kan gå hen og orientere sig,” fortæller hun og tilføjer med et smil. 

“At det så viste sig, at det måtte vi ikke, fordi det var branddøre, og at pedellerne ikke selv måtte lave det, og at det endte med at være virkelig dyrt, fordi vi skulle skifte dem alle sammen til branddøre… Det er en helt anden historie.” 

Workshoppen med eleverne gav arkitekterne en hel ny forståelse for behovene. Foto: Carlberg

Magien opstår i mødet mellem perspektiver 

I dag står Malene Frank gerne ved, at hendes nye, midlertidige job som bygherre var en stor udfordring. En, som hun i dag ikke ville have været foruden, men også én, som gav nogle meget lange dage. Men det nye perspektiv har beriget hendes arbejde, og hun bruger indsigter fra processen i dag.

Det har været kendetegnende for processen, at mange forskellige perspektiver har mødtes. Det forsøgte man at imødekomme gennem workshops, hvor arkitekterne lærte skolen og eleverne at kende, men også senere, hvor man gjorde noget ud af, at håndværkerne forstod, hvad det var for en skole. Netop det, mener hun, er også en nøgle til succes med et byggeri af den her karakter: evne til at indtage andre menneskers perspektiv.

“Man skal øve sig i at træde ud af det faglige perspektiv, og så besøge brugerne. Det var både eleverne og os som medarbejdere. Men rådgivere og håndværkere skal besøge brugerne i deres perspektiv, inden man træder tilbage i sin egen faglighed. Fordi det er jo i mødet, at det magiske opstår,” opfordrer hun. 

“Jeg kunne slet ikke forestille mig at gøre det på en anden måde i dag,” lyder det mange gange fra Malene Frank i løbet af interviewet, som gerne sender opmuntrende ord videre til andre, nye bygherre: 

“I skal virkelig glæde jer, for det er så lærerigt og spændende.” Men hun peger også på vigtigheden af opbakning i organisationen, da hun afslutter:

"Det kunne kun lade sig gøre på grund af den store indsats fra alle på skolen."

Sofie Rifbjerg Efterskole vil gerne tilbyde sine elever en øvebane, hvor de kan udvikle sig både fagligt og personligt. Det var udgangspunktet for forstander – og midlertidig bygherre – Malene Frank, da skolens spise- og bevægelsessal skulle undergå store forandringer. Denne mandag formiddag har Malene Frank taget en pause fra sit travle arbejde som forstander på Sofie Rifbjerg Efterskole, en skole for elever med særlige undervisningsbehov, for at tale med os om den særlige byggeproces og at skifte forstander-kasketten ud med bygherre-kasketten. 

Det “at træde ind i rollen som bygherre har været ensbetydende med en stejl læringskurve,” skriver Malene Frank i den for nylig offentliggjorte evaluering af de transformerede rum. Ikke alene har Malene Frank skulle sætte sig ind i alt fra materialer til fagentreprisekontrakter – hele processen har gjort både hende og medarbejderne opmærksomme på, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en verden til forskel. 

Mødet mellem arkitekter og elever gjorde udslaget 

Udgangspunktet for arbejdet var et økonomisk tilskud fra A.P. Møller Fonden til at gøre noget ved de slidte faciliteter, der tidligere rummede en folkeskole. Bygningsmassen var det primære fokus i byggeprocessens spæde start, men en inddragelse af rådgivningsvirksomheden Carlberg og senere hen eleverne fik skabt en helt ny opmærksomhed omkring projektets nødvendighed.

Forholdsvis tidligt i projektet var der inviteret til en stor fælles workshop på skolen, hvor arkitekterne for første gang mødte eleverne, mens de kunne bygge modeller. Den dag gjorde hele forskellen.

På en fælles workshop for elever, medarbejdere og arkitekterne fik eleverne mulighed for at bygge deres drømme og øsnker til deres skole. Foto: Carlberg

“Efter den workshop var der en helt anden forståelse, fordi det var eleverne, der satte ord på og sad med deres små mænd og bygninger. Det var min oplevelse, at det var noget helt særligt, de der workshops, hvor mødet mellem eleverne og arkitekterne gjorde udslaget,“ siger hun og fortsætter.

“Man kunne næsten se på dem, at dér begyndte de at brænde for det på en anden måde. Der skete bare noget. Og eleverne følte også, at de var stolte over at blive hørt. Og de var stolte over at blive inddraget og tog virkelig ejerskab af det.” 

Inddragelsen af eleverne fortsatte gennem hele forløbet, hvor man bl.a. inddrog byggeriet aktivt i undervisningen, og senere deltog elever og medarbejdere i tests af de nye løsninger. 

En elev byggede en ny bevægelsessal med meget højt til loftet, fordi han tit havde oplevet, at fjerbolde og fodbolde ramte loftet i den gamle. Foto: Carlberg

Tilbyde eleverne en øvebane 

Eleverne var altså med til at tydeliggøre præcis, hvor der skulle gøres noget ved skolen, og hvad der var vigtigst. Ikke mindst i de små detaljer. Uden den inddragelse havde man aldrig hørt en elev beskrive, at udformningen af det dørhåndtag ind til bevægelsessalen kunne udgøre en barriere for, at alle elever trådte ind gennem døren. 

“Det var et stålhåndtag, hvor man ligesom skulle have hånden inde i håndtaget. Det var jo ikke så skarpt, men det var alligevel en skarphed i overfladen. Og der var en elev, der sagde, at det håndtag var ubehageligt at røre ved, så det kunne afholde en af eleverne fra at gå ind i gymnastiksalen. Og der tænkte vi bare, ‘hvorfor har vi aldrig tænkt på det?' Det var sådan en aha-oplevelse,” siger Malene Frank. 

Arbejdet med de fysiske rammer var også en afvejning, som på den ene side handlede om at imødekomme eleverne og fjerne barrierer, men på den anden side også handlede om at udfordre eleverne, så de kan vokse både fagligt og socialt. 

“Vi har virkelig fået øje på, hvor meget de fysiske rammer kan understøtte hele vores pædagogiske tankegang og de øvebaner, vi rigtig gerne vil lave for eleverne. Det er en helt ny dimension i vores tænkning,” forklarer hun.

Fokus på materialerne 

Som det var tilfældet med håndtaget til bevægelsessalen, har Malene Frank som bygherre i samråd med Carlberg, bygherrerådgiveren og arkitekten haft et gennemgående fokus på detaljer og materialer. 

Der er masser af træ og sanselighed i de to transformerede rum. Foto: Carlberg

Materialer udgør for alle mennesker, et hvilket som helst sted en stor forskel, for hvordan man har det og oplever det sted. Men særligt for Sofie Rifbjerg Efterskoles elever er det helt essentielt. Nogle er måske meget sensitive over for lyd og andre har det svært med kolde, skarpe materialer, som eksemplet med håndtaget viste.

“Vi havde fokus på den der sanselighed, der kan være i materialerne. På et tidspunkt var det også svært i forhold til økonomien, at få det til at blive en bygning med limtræ, men der måtte vi jo finde nogle løsninger, så det lykkedes. Der holdt vi også meget fast i, at det var vigtigt, at der var træ i bygningerne,” siger hun.

Frigjorte ressourcer giver bedre arbejdsmiljø

Evalueringen, som efterfølgende er blevet foretaget, giver helt konkrete tal på den markant øgede trivsel. Men ikke kun blandt eleverne. Også lærernes hverdag er blevet nemmere. 

“Og tingene hænger da også en lille smule sammen,” påpeger Malene Frank. “Fordi et rum, der er rart at være i både i forhold til lys, lyd og indtryk, eller sanseindtryk i det hele taget, det er jo også et rum, som er rart at være i for eleverne og for personalet.” 

Det har haft den direkte konsekvens, at lærerne i dag oplever et bedre og mere roligt arbejdsmiljø. Samtidig har de nye, forbedrede faciliteter givet dem helt nye muligheder, fortæller hun. 

“Lærerne skal ikke længere bruge den samme energi på hele tiden at kompensere for vores manglende fysiske rammer. Det er der brugt enormt mange lærerressourcer på, fordi vi hele tiden godt har kunnet se, at de fysiske rammer ikke har spillet med os. Man kan sige, at lærerne har fået nogle meget bedre forudsætninger for, hvordan de kan agere, også i forhold til hvordan de kan udfylde deres arbejdsopgaver.” 

I dag oplever hun både hos sig selv og de øvrige medarbejdere en øget opmærksomhed på steder, der ikke spiller med eleverne. Nogle er store projekter – det gælder for eksempel elevværelserne – mens andre er mindre og i en vis udstrækning kan løses af skolens pedeller. For eksempel lagde de mærke til, hvor betydningsfuldt det er, at være forberedt på, hvad der venter i et rum, inden man går ind. 

“Så vi tog alle dørene ind til vores undervisningslokaler, fordi vi tænkte, at det kan vi ikke vente på. Så lavede pedellerne sådan nogle små kighuller ind til undervisningslokalerne i de døre, vi havde. Så der er rigtig mange steder i huset nu, som vi har ændret, så der er en masse små huller, hvor man lige kan gå hen og orientere sig,” fortæller hun og tilføjer med et smil. 

“At det så viste sig, at det måtte vi ikke, fordi det var branddøre, og at pedellerne ikke selv måtte lave det, og at det endte med at være virkelig dyrt, fordi vi skulle skifte dem alle sammen til branddøre… Det er en helt anden historie.” 

Workshoppen med eleverne gav arkitekterne en hel ny forståelse for behovene. Foto: Carlberg

Magien opstår i mødet mellem perspektiver 

I dag står Malene Frank gerne ved, at hendes nye, midlertidige job som bygherre var en stor udfordring. En, som hun i dag ikke ville have været foruden, men også én, som gav nogle meget lange dage. Men det nye perspektiv har beriget hendes arbejde, og hun bruger indsigter fra processen i dag.

Det har været kendetegnende for processen, at mange forskellige perspektiver har mødtes. Det forsøgte man at imødekomme gennem workshops, hvor arkitekterne lærte skolen og eleverne at kende, men også senere, hvor man gjorde noget ud af, at håndværkerne forstod, hvad det var for en skole. Netop det, mener hun, er også en nøgle til succes med et byggeri af den her karakter: evne til at indtage andre menneskers perspektiv.

“Man skal øve sig i at træde ud af det faglige perspektiv, og så besøge brugerne. Det var både eleverne og os som medarbejdere. Men rådgivere og håndværkere skal besøge brugerne i deres perspektiv, inden man træder tilbage i sin egen faglighed. Fordi det er jo i mødet, at det magiske opstår,” opfordrer hun. 

“Jeg kunne slet ikke forestille mig at gøre det på en anden måde i dag,” lyder det mange gange fra Malene Frank i løbet af interviewet, som gerne sender opmuntrende ord videre til andre, nye bygherre: 

“I skal virkelig glæde jer, for det er så lærerigt og spændende.” Men hun peger også på vigtigheden af opbakning i organisationen, da hun afslutter:

"Det kunne kun lade sig gøre på grund af den store indsats fra alle på skolen."

Malene Frank

Forstander på Sofie Rifbjerg Efterskole, der er en skole for elever med særlige undervisningsbehov.

Film

No items found.
No items found.
No items found.

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at læse