Som pårørende til en person med særlige behov får man et unikt indblik i, hvordan arkitektur fungerer i praksis. Gennem besøg hos min søster, der bor på botilbuddet 'Det nye Ebberød', har jeg oplevet både arkitekturens styrker og begrænsninger og set, hvor afgørende de fysiske rammer er for livskvalitet og trivsel.
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Min søster har Downs syndrom og atypisk autisme, hvilket gør, at hun har særlige krav til sine omgivelser. Hun har brug for forudsigelighed og ro, og sensoriske stimuli som høje lyde, dagslys og mange mennesker kan skabe utryghed og stress. Derfor er det afgørende, at arkitekturen understøtter hendes behov for tryghed og stabilitet.
Hun bor i 'Det nye Ebberød' – et botilbud for borgere med multiple handicap og ældre med udviklingshæmning. Projektet omfatter 111 boliger fordelt på tre etaper i U-formede bygninger med fælles ankomstpladser og gårdhaver. Med fokus på dagslys, udsigt til Rude Skov samt optimal akustik og belysning har arkitekterne forsøgt at skabe rammer for ro og tryghed.
Som pårørende har jeg gennem mine besøg fået indsigt i, hvordan disse arkitektoniske valg fungerer i praksis – både når de lykkes, og der hvor der kunne gøres mere.
Når jeg besøger min søster, tager jeg toget til Birkerød og cykler videre gennem landskabet til hendes hjem, en lav bebyggelse i en lysning ved Rude Skov. Fra cykelskuret, som både fungerer som ankomstplads og afskærmning mod gårdhaven, træder jeg ind ad en lav havelåge og går videre gennem gårdhaven til den afdeling, hvor min søster bor. Hun deler entré og fællesrum med to andre beboere, alle med behov for en-til-en-støtte.
Fællesrummet er lyst med gulv-til-loft-vinduer i den ene side med udgang til haven. Ved siden af vinduerne er der placeret et sofahjørne og et større bord til aktiviteter. Rummet er stort, idet det var meningen, at der skulle have været et fælleskøkken, som aldrig blev realiseret – et kompromis, der har betydning for hverdagslivet her.
Min søsters lejlighed ligger midt i fløjen, modsat udgangen til haven. Jeg ringer altid på – nogle gange mødes jeg af hendes pædagog, andre gange åbner hun selv. Vi starter som regel i entréen, hvor hun har et mindre tekøkken. Her brygger vi te eller kaffe, og hun har ofte forberedt frugt og lidt sødt, som vi nyder sammen i hendes stue.
Det hjemlige præg i hendes lejlighed giver sig til udtryk via forskellige stationer: tekøkkenet som samlingspunkt, spisebordet som kreativt rum, og det lille spejlbord i hjørnet, hvor hun gerne sidder og betragter sig selv samt får sat hår, som hun holder meget af.
Stuen er smal med udsigt til skoven og en altan med bænk og bord. Om sommeren står der et lille badebassin, hvor hun kan køle sig. Lejlighedens placering og indretning muliggør dette udsyn og tæt kontakt til de grønne omgivelser – et af de mest vellykkede elementer ved hendes bolig. Samtidig er der en velovervejet adskillelse mellem private og fælles arealer, hvilket især mærkes, når jeg er på besøg.
Det betyder meget, at jeg kan trække mig tilbage med min søster i hendes private rum og stadig være tæt på personalet. Vi ser ud på skov og grønt, hvorved vi ikke skal forholde os til andre bygninger og mennesker.
Men en nyanlagt sti har bragt flere lyde med sig – især børns råb og hvin fra leg – som kan overstimulere min søster og få hende til at lukke vinduer, døre og gardiner, selv i hede sommermåneder. Her bliver arkitekturens udfordringer tydelige. De store vinduespartier, som ellers skaber forbindelse til naturen, mangler tilstrækkelig afskærmning. Min søsters afdeling deler gårdhaven med de omkringliggende afdelinger, hvorfor der kan være en del aktivitet på varme solskinsdage.
Ved spisebordet hænger min søsters collager – udklip fra tilbudsaviser, hun har kreeret med sine pædagoger. Hun peger, kommenterer med tegn og inviterer på den måde til samtale med mig. Noget af det mest vellykkede ved hendes bolig er netop, at den giver mulighed for at skabe et personligt hjem.
Der er plads til hendes egne kreationer, som hun stolt viser frem på væggene, og praktiske elementer som opslagstavler med piktogrammer, der gør hverdagen mere overskuelig for hende. Det er små greb, som skaber stor værdi for, at hun lykkes i sin hverdag.
Soveværelset rummer hendes musikanlæg, som hun til tider skruer højt op for, når hun har behov for at være alene. Ved vinduet står en lænestol og en kommode. Hun har plads til at danse og bevæge sig frit, når hun lytter til musik, som hun holder meget af. Hun kan også dyrke gymnastik på gulvet, hvis hun ikke har overskud til at gå i fælleshuset, hvor der er flere muligheder for at stimulere alle beboere musikalsk og motionsmæssigt.
Akustikken mellem lejlighederne og fællesområdet fungerer heldigvis godt. Når vi lukker døren, lukkes der også helt for lydene udefra – både fra naboerne og fællesområdet. Det skaber ro og understøtter min søsters behov for afskærmning fra lyde.
Badeværelset er rummeligt og vigtigt for hende, idet det er et rum, hvor hun dels bliver kølet af og dels kan høre sig selv, idet hun til tider giver en hylende lyd, som kan være en måde for hende at bearbejde indtryk.
Det er et særligt behov for min søster at kunne lukke lyde fra gården ude samt afskærme sig fra lyset. Men når gardiner trækkes for og dørene holdes lukkede i hendes lejlighed og i fællesarealerne på grund af lyd og lys fra gården, bliver der mangel på dagslys og frisk luft. Atmosfæren i rummene bliver meget tung, særligt på de varme sommerdage.
En optimal løsning til glasfacaderne mod gårdhaven ville være udvendige, justerbare skodder i træ – inspireret af syd- og sydeuropæisk solafskærmning. Skodderne ville kunne give effektiv afskærmning af både solindfald og visuel uro, uden at dagslyset kompromitteres, og de ville samtidig medvirke til at reducere varmeophobning i de indvendige rum.
Det største savn er dog det fælles køkken, som aldrig blev realiseret. Mad er en stor glæde i min søsters – og i det hele taget beboernes – liv: både at tilberede, servere og nyde den.
Det er også her, min søster og de andre to beboere i hendes bo-gruppe kunne komme hinanden ved og dermed også udvikle deres sociale kompetencer i eget tempo. I stedet må de hente mad og kage i de andre afdelinger via et rullebord. Et køkken kunne have skabt mere samvær og endnu mere ro for de tre beboere.
Som pårørende oplever jeg, hvordan arkitekturen både kan understøtte og udfordre mennesker med særlige behov. De vellykkede elementer – det personlige præg, forbindelsen til naturen, den akustiske adskillelse – viser, hvor stor forskel gennemtænkt design gør. Samtidig illustrerer udfordringerne med lys- og lydafskærmning samt det manglende køkken, hvor vigtigt det er at tænke helhedsorienteret og forstå beboernes specifikke behov. Gennem mine besøg hos min søster ser jeg, hvordan arkitektur ikke blot handler om funktion, men om at skabe rammer for et værdigt og meningsfuldt liv.
Ved besøg fra pårørende skal fornemmelsen af institution være så minimal som muligt – uden at det besværliggør personalets arbejde. Det er vigtigt, at pårørende får fornemmelsen af ’hjemlig hygge’. Det skaber tryghed at vide, at deres søskende eller barn bor i gode rammer. På den måde lægger omgivelserne op til nærvær og ro – ligesom i dit eget hjem.
Alle fotos i artiklen er godkendt af leder Ronnie Vilstrup Andersen samt søsters værge og mor Eva Billesbølle Tworek.
_hjemmeside.jpg)
