På restaurant

Det er lang tid siden, at Lise kørte med tog alene. Siden hun begyndte at vise tegn på demens, har hun helst ville følges med én, men nu ville hun alligevel kaste sig ud i det for ikke at gå glip af familiefrokosten. Hun har forberedt sig godt hjemmefra og kender sin ruteplan, og nu er hun faktisk begyndt at glæde sig til at opleve noget nyt. Med sin Solsikkesnor om halsen håber hun, at hendes omgivelser hjælper på vej, hvis det skulle glippe undervejs. Hendes søn Thomas har lovet at hente hende på stationen.

Da de ankommer ved restaurantens parkeringsplads, finder Thomas en parkeringsplads tæt på det store indgangsparti, hvor både hans svigerfar Torben, som sidder i kørestol, hans søn William på løbecykel og datter Ella på 18 måneder i sin klapvogn kan komme ind. Med i flokken er også Thomas’ mand, Mikkel og Mikkels forældre, Dorte og Torben. Efter restauranten Solsiden fik gode anmeldelser, har de glædet sig til at spise familiefrokost her. Lyst, luftigt og med højt til loftet – både konkret og i overført betydning. Anmeldelsen fremhævede ikke bare den gode mad, men også at der her var gjort noget ud af at skabe rum for alle, også de mindste.

"Vi har reserveret bord til seks personer plus den lille her," siger Thomas til værten, som smiler imødekommende. "Har I nogle præferencer?" Dorte træder frem: "Gerne et sted med lidt afstand til køkkenet, hvis muligt?" Lise tilføjer stille: "Og gerne ikke for mange mennesker omkring os." Hun er lidt nervøs for, hvordan hun vil klare den sociale situation, men den tidlige frokosttid betyder, at restauranten ikke er fyldt op endnu. Værten nikker forstående og fører dem til en halvt afskærmet bås med store vinduer, der lader lys strømme ind. Familien fordeler sig omkring bordet, og Thomas kan mærke, hvordan alle finder sig til rette i det rolige hjørne.

William spotter hurtigt legehjørnet og kigger spørgende på Thomas. "Når vi har bestilt," lover Mikkel. Mens de taler om, hvad de skal spise, kaster børnene sig over farveblyanterne, der står i en krukke midt på bordet. Udover den halve væg er bordet afgrænset af nogle store, grønne planter, der giver en behagelig, men meget afdæmpet duft fra sig. Ella sidder trygt i sin højstol, mens klapvognen er parkeret ude i garderoben.

Dorte studerer menukortet, som får hendes ansigt til at lyse. “Det lyder godt nok alt sammen dejligt,” siger hun. Tjeneren bemærker hendes koncentration om menukortet og tilbyder et menukort med større skrift. Hun smiler taknemmeligt, men det går fint nu med dagslyset.

Imens læser Thomas højt fra menukortet for både børn og Mikkel. Siden en arbejdsulykke for nogle år tilbage, har Mikkel stærkt nedsat syn. Derfor har de også kun sjældent været ude at spise, fordi det kræver alt for meget energi at være i store, åbne rum med meget larm. Men her kan Mikkel faktisk følge samtalen om bordet, uden at de andre lyde forstyrrer. Lise følger også godt med i samtalen – den rolige atmosfære og det mindre antal gæster gør det nemmere for hende at koncentrere sig.

William har forladt selskabet til fordel for den lille legeplads. Torben hører ikke længere så godt, men er positivt overrasket over, at han nemt kan følge med, selvom børn leger i baggrunden. Der må være tænkt over akustikken i det her lokale, tænker han, og ser sig omkring. Tekstilbeklædte vægge og akustikplader i loftet bidrager nok en del. Men her er heller ingen tomme vægge eller metalflader, så lydene bliver fragtet på en behagelig måde gennem lokalet. Lise nyder den rolige atmosfære – hun ved, at hvis hun bliver forvirret eller urolig, kan hun altid trække sig tilbage til toiletterne for at samle sig.

Da Ella bliver urolig, tager Dorte hende med på toilettet. Da de kommer tilbage, fortæller hun smilende: "De har da også tænkt på det hele derude. Sådan var det ikke dengang med dig,” smiler Dorte og klapper Mikkel på skulderen. "Det er de små ting, der gør forskellen, når man har små børn,” nikker Torben. Samtalen drejer sig hen på dengang, Thomas og Mikkel var små, og både Dorte og Lise byder ind med anekdoter, der får dem alle til at grine. Det er fantastisk at kunne bidrage og være sammen med de andre, tænker Lise.