Personaer og pædagogisk commissioning: Universelt design som værdi på Stensagerskolen

Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.

Stensagerskolen stod overfor store udfordringer med et dårligt arbejdsmiljø og vold mod personalet, der var en direkte følge af utilstrækkelige fysiske rammer. Flytningen til den tidligere Tovshøjskolenvar et længe ventet projekt, der skulle forbedre forholdene for både elever og personale. 

Anne Marie Due Schmidt var projektleder og senere bygningschef i Aarhus Kommune under udviklingen og renoveringen af Tovshøjskolen, nu Stensagerskolen. Rumsans har talt med hende for at blive klogere på bygherrens rolle i projekter, hvor arealoptimering og inkluderende arkitektur er i fokus. 

For Aarhus Kommune havde en klar ambition om at implementere universelt design for at skabe et godt og trygt miljø for alle brugergrupper baseret på et princip om ligeværdighed. I stedet for at se tilgængelighed som en begrænsning, blev universelt design defineret som en værdi gennem hele projektet.

Finmasket elevforståelse

Arbejdet med transformeringen af rummene havde en lang forudgående proces, som handlede om at forstå de elever og undervisere, der havde deres daglige liv på skolen. Det omfattede bl.a. udviklingen af detaljerede personaer for at opnå en fælles brugerforståelse og sprog, brugen af mock-ups til at teste og afprøve specifikke rum som hygiejnerummet, og et stærkt fokus på "pædagogisk commissioning", der sikrede en grundig ibrugtagning af den nye bygning og indarbejdelse af pædagogikken i de fysiske rammer. 

“Der var store problemer med skolen, særligt med vold mod personalet. Der var simpelthen rigtig mange elementer af, at der var et dårligt arbejdsmiljø for undervisere, lærere og pædagoger, simpelthen fordi de ikke havde de rigtige fysiske rammer.” 

Men hvordan ser “de rigtige fysiske rammer” ud, når man skal rumme ikke bare forskellige behov, men ofte også modsatrettede behov hos en elevgruppe, der alle har fysiske eller kognitive funktionsnedsættelser i bagagen – og nogle endda begge dele? 

“På Stensagerskolen har de en helt vildt finmasket forståelse af deres elever. Så vi får etableret nogle personaer, som nok er noget af det, som har hjulpet os allerbedst i processen,” fortæller Anne Marie Due Schmidt. “Det gjorde jo også, at vi fik et fælles sprog med skolen, for når vi skulle tale om et hygiejnerum, kunne vi i stedet spørge ‘Jamen, hvordan ville Arthur fungere her?'"

Der blev udviklet i alt seks personaer af elever, som befinder sig på forskellige stadier af forskellige parametre – fra fuldstændigt selvhjulpne, motoriske eller socialt til helt afhængige af hjælp. 

Personaerne er et forsøg på at kondensere forskellige typer af børn med en kombination af fysiske og kognitive udfordringer. Hver enkelt persona er skabt ud fra syv skalaer, som bl.a. sprog og kommunikation og sanser, men også selvskadende adfærd og ‘almindeligt dagligt liv’. 

At lære at bebo og bruge bygningen

Et ofte overset, men helt centralt element i succesfuldt byggeri, særligt når komplekse brugergrupper er involveret, er selve ibrugtagningen. På Stensagerskolen var der fra Anne Marie Due Schmidts  og Aarhus Kommunes en tidlig og vedholdende opmærksomhed på netop denne fase.

“Man glemmer rigtig tit denne periode efter overlevering af bygningen, men for en gruppe som Stensagerskolens elever, der ofte har autistiske træk og er særligt sårbare, er alene det at skulle flytte voldsomt. Derfor var det afgørende at have en strategi for, hvordan personalet kunne klædes på til at flytte ind og lære at bruge bygningen og de nye fysiske rammer i samspil med deres pædagogiske praksis,” siger Anne Marie Due Schmidt.

Bygherreafdelingen i Aarhus Kommune havde generelt fokus på ibrugtagnings-perioden. For Stensagerskolen fyldte dette aspekt endnu mere, og det blev håndteret gennem en række tiltag:

• Integration af pædagogik og rum: Den pædagogiske vision, anført af skolelederen, var tæt forbundet med arbejdet med de fysiske rum. Personalet arbejdede med en ny organisationsstruktur og de udviklede personaer på pædagogiske dage, hvilket hjalp med at forberede dem på at arbejde på nye måder i de nye omgivelser.
• En lang, tryg indflytning: Selve indflytningsperioden blev planlagt til at strække sig over længere tid. Man flyttede for eksempel ind med SFO'en hen over en sommerferie for at teste ting af.
• Prøvedage og "rollespil": Personalet fik mulighed for at have nogle prøvedage på skolen, inden de reelt flyttede ind. Hvordan er det egentlig, vi arbejder med det her?. Dette gav konkret erfaring med at bruge rummene som tænkt.
• Fokus på detaljen: En del af ibrugtagningen handlede om at sikre implementeringen af vigtige detaljer som eksempelvis piktogrammer, der blev ensrettet over hele skolen for at skabe genkendelighed og tryghed for både børn og voksne. 
  

Selvom projektet stødte på forsinkelser, blandt andet grundet en entreprenørkonkurs og corona-pandemien, understregede dette blot behovet for en gennemtænkt og tidsmæssigt realistisk indflytningsplan. 

“Det var afgørende at sikre, at personalet "rent faktisk kunne komme på plads" og at der ikke stod u-udpakkede kasser eller var uorden, da selv små forstyrrelser "kan ødelægge hele dagen for den her gruppe,” fortæller Anne Marie Due Schmidt.

Den grundlæggende pointe var at anerkende, at man skal lære at bruge en bygning, som også handler om at forstå den bagvedliggende tanke med designet og om at øve sig i at udnytte de nye muligheder. Bygherren var bevidst om, at dette kræver tid og åbenhed for, at der måske undervejs skal justeres en lille smule, efterhånden som man bliver klogere på, hvordan bygningen fungerer i praksis.

Læs også: Renoveringen af Stensagerskolen gør en forskel i hverdagen 

Ingen legepladsremedier til større børn

Mens meget af projektet på Stensagerskolen fokuserede på de indendørs rammer og deres samspil med pædagogikken, var udearealerne også en vigtig del af visionen.

Skolens placering tæt på eksisterende idrætsfaciliteter, herunder en hal brugt af en handicaporganisation og et varmtvandsbassin, gav allerede gode muligheder for fysisk aktivitet og inklusion i foreningslivet. Desuden blev der i designet tænkt i at skabe en sammenhæng mellem inde og ude, med udgange fra alle klasselokaler og varierede uderum, der kunne give eleverne mulighed for gradvist at indtage verden.

Dog stødte man på en væsentlig udfordring, især når det kom til legepladsudstyr til de ældre elever. Anne Marie Due Schmidt beskriver, hvordan man hurtigt opdagede et hul i markedet: 

"Der findes faktisk ikke ret mange legepladsremedier, som er kraftige nok til, at man kan bruge dem som voksne. For en gruppe elever, hvoraf mange er store børn, måske 16 år eller ældre, og som ofte har brug for at have en pædagog med sig op på et legeredskab, er standardudstyr simpelthen ikke dimensioneret korrekt,” påpeger hun. 

Denne manglende produktudvikling havde Anne Marie Due Schmidt håbet, at det ville være muligt at finansiere gennem fondsmidler. Men desværre lykkedes det ikke, og derfor, siger Anne Marie Due Schmidt, er udearealerne ikke der, hvor de havde håbet: 

“Selvom udearealerne faktisk spillede noget af en rolle i projektets udvikling, og var tænkt ind i designet, fik vi dem ikke aktiveret i så høj grad, som vi gerne ville have gjort, fordi vi håbede på, at der kom nogle fondsmidler til dem, og det gjorde det bare ikke.”

Overføringer til den almene skole

Stensagerskolen er en specialskole med en elevgruppe med meget specifikke behov. Men faktisk mener Anne Marie Due Schmidt, at også den almene folkeskole kan lære noget af arbejdet med skolen og dens elever. 

Gennem hele processen har der været fokus på balancen mellem individet og fællesskabet. Selvom der var øje for individuelle behov, var opgaven at skabe løsninger, der rummede flere. Det betyder for eksempel, at skolens design bygger på et modulært princip, hvor man relativt nemt og ligetil kan ændre rummenes inddeling og muligheder ved hjælp af gardiner og skinner. 

"Mange af de her løsninger, som vi nu har lavet til specialbørn, kunne i virkeligheden være rigtig gode til det almene område"

Fordelt over hele skolen finder man også små huse – rumligheder, der er tænkt til at give den enkelte elev et frirum for sig selv, uden at de ekskluderer sig selv fuldstændig fra fællesskabet. 

“Det element kan jeg rigtig godt lide, og jeg tænker, at mange af de her løsninger, som vi nu har lavet til specialbørn, kunne i virkeligheden være rigtig gode til det almene område,” siger Anne Marie Due Schmidt, der samtidig peger på, at det her område i høj grad mangler viden. 

En evaluering af skolens nye muligheder viser, at de er lykkes med at komme mange af de substantielle problemer til livs, og trivslen i både elev- og medarbejdergruppen er øget. I dag står de overfor den udfordring, at de allerede er vokset ud af bygningerne. Men med en vigtig og lærerig proces bag sig har de måske skabt grobunden for at kunne skabe endnu en ny, omsorgs- og indsigtsfuld designproces, der skaber social forandring.