Efter den gennemgribende renovering er Stensagerskolens fysiske rammer blevet evalueret. Resultaterne peger entydigt på, at bygningen ikke blot skaber tryghed og overskuelighed for eleverne, men også styrker fællesskabet, reducerer magtanvendelser og understøtter en mere bevidst pædagogisk praksis.
Evaluering: Danske Center for Undervisningsmiljø, støttet af den A.P. Møllerske Støttefond
Inventarprojektet ‘Ud af boksen’ støttet af den A.P. Møllerske Støttefond
Rådgivere: MOE
OLLENDORFF ARK
BY+LAND
Ergoterapeut Ulla Sparholt
Psykomotoriskterapeut Hanne Kolls
Proces Arkitekter
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Da specialskolen Stensagerskolen flyttede ind i den tidligere Tovshøjskole i Aarhus, var det ikke blot en anden fysisk ramme. Det var begyndelsen på en ny fortælling om, hvad bygninger kan betyde for læring, tryghed og deltagelse. En evaluering foretaget af Dansk Center for Undervisningsmiljø dokumenterer, hvordan de fysiske rammer og det udviklede inventarprojekt ‘Ud af boksen’ har bidraget til at mindske magtanvendelser, styrke fællesskaber og gøre personalet klogere på samspillet mellem rum og pædagogik.
Stensagerskolens nye fysiske miljø er nøje planlagt – fra klyngestrukturen og de visuelle linjer til brugen af varme materialer og nicher til ro og tilbagetrækning. Men ifølge evalueringen er det ikke alene indretningen i sig selv, der skaber resultater. Det er i mødet mellem rum og refleksion, at bygningen begynder at virke.
Et af projektets konkrete mål var at nedbringe antallet af magtanvendelser og voldsindberetninger. Evalueringen viser, at det i høj grad er lykkedes – særligt i de tre klasser, som har været en del af et særligt opfølgningsforløb. Her er antallet af voldsindberetninger faldet med 33,3 %, mens magtanvendelser på hele skolen er reduceret med 42,9 %.
Det skal nævnes, at resultaterne er påvirket af fravær hos enkelte elever, men alligevel er mønstret tydeligt: De nye rammer, kombineret med en bevidst ibrugtagningsproces, har gjort en mærkbar forskel i hverdagen.
Et særligt greb på skolen er de såkaldte “tryghedszoner”: mindre rum-i-rum, nicher og grupperum, der giver eleverne mulighed for at trække sig tilbage uden at være nødt til at isolere sig helt. Evalueringen fremhæver, at eleverne i dag i højere grad kan opholde sig på kanten af fællesskabet og let glide ind og ud af det på deres egne præmisser, fordi de både kan høre og se, hvad der foregår i klassen.
Tidligere kunne en pause betyde isolation, da elever måtte bevæge sig væk fra klassen. Nu kan de være til stede, men på afstand. Personalet oplever samtidig, at de har lettere adgang til eleverne, fordi alle opholder sig i det samme overordnede rum. Den detalje understøtter både pædagogisk nærhed og samarbejdet mellem kolleger.
Skolens strukturering i klynger er mere end en organisatorisk idé – det er en strategi for inklusion, omsat konkret i det fysiske miljø. Klasselokalet er basen, men med direkte adgang til fællesrummet, som deles af tre klasser. Her har personalet mulighed for at arbejde med elevernes sociale kompetencer i stigende grad af offentlighed: Nogle elever har sit eget rum, som er privat og dermed trygt. I klassen møder eleven klassekammerater, hvilket kan forstås som et semi-offentligt sted. I fællesrummet er der elever fra klyngens klasser og er dermed mere offentligt. Det sidste og mest offentlige niveau er den store samlingssal, hvor alle skolens elever kan mødes.
Et vigtigt element i denne udvikling er de “børnehuse” i fællesrummet, som fungerer som tryghedsøer. Her kan elever sidde afskærmet, ligge på maven og være med, uden at være midt i det hele. Det akustiske materiale indvendigt dæmper lyden og fremmer intimiteten. Evalueringen viser, at netop denne opbygning giver elever mod på at begive sig på sociale ekspeditioner, fordi de har en sikker base at vende tilbage til.
Et andet centralt fund i evalueringen er personalets oplevelse af bedre sensoriske forhold. Lydmiljøet er forbedret markant, og rummenes visuelle ro, blandt andet fraværet af åbne reoler og unødvendige stimuli, skaber færre konflikter og mere overskud. Kun materialer, der understøtter det pædagogiske arbejde, må hænges op. På den måde bliver rummet en regulerende medspiller i stedet for en distraherende modstander, hvilket giver personalet mulighed for at bruge tid på noget andet.
Personalet fortæller, at de ikke længere er mentalt udmattede på samme måde, og at eleverne i højere grad er selvhjulpne, netop fordi miljøet hjælper dem med at navigere deres hverdag.
Selv skolens garderober er gentænkt. Hvor de før var fælles og uoverskuelige, har hver elev nu sin egen garderobeplads – en lille enhed, som kan tilpasses den enkeltes behov. Der er tænkt i både afskærmning og relationer, så man fx kan støtte venskaber ved at placere to elever tæt på hinanden eller opsætte ekstra afskærmning for dem, som har brug for det. Skemaer med piktogrammer hjælper eleverne til selv at gennemføre dagens rutiner og giver personalet en konkret støtte til at guide uden at afbryde.
Der er stadig fysiske detaljer, som kunne forbedres – det gælder blandt andet plads til gummistøvler – men funktionelt set er garderoben i dag et aktivt element i den pædagogiske praksis.
Skolen igangsatte en målrettet ibrugtagningsproces, hvor personalet blev klædt på til at forstå, anvende og justere deres brug af rummene. Med vejledninger, videoer og workshops før og efter indflytningen blev der etableret en fælles forståelse for, hvad rummene var tiltænkt, og hvordan de kunne bringes i spil. Evalueringen viser, at denne bevidsthed har været afgørende for at udnytte rummenes potentiale.
“Refleksion i forhold til brugen af rummene har været vigtigt for at få det fulde udbytte af rummenes potentiale.” (Evalueringen, s. 49)
Også den daværende bygherre Anne Marie Due Schmidt fremhæver vigtigheden af, at man lærer at bruge en bygning – og at den proces får lov til at tage tid, træning og refleksion.
Evalueringen bekræfter, at de klasser, der har haft ekstra supervision og sparring, er længere fremme i at bruge rummene som aktive medspillere. Og netop derfor fremhæver rapporten betydningen af løbende refleksion og videndeling, hvis hele skolens personale skal bringes med.
“Det er ikke kun vigtigt at indrette de fysiske rammer, men også reflektere over, hvordan de tages i brug.”
(Evalueringen, s. 49)
Du finder evalueringen her.
I et forløb med psykolog Jesper Birch arbejdede personalet i tre klasser med det såkaldte intimitetsspektrum – et redskab, der kan hjælpe med at forstå, hvad det vil sige at deltage i et fællesskab, når man har et udviklingshandicap.
Spektret rummer fire niveauer:
Modellen hjalp personalet til at sætte mål for den enkelte elevs sociale udvikling og identificere både fysiske og mentale barrierer for intimitet med afsæt i neurologen og børnepsykiateren Barry Perrys begreb om intimitetsbarrierer. På den måde kunne de målrette støtten og bruge rummene aktivt i deres pædagogiske arbejde.
Evalueringen fremhæver, at denne refleksion over samspillet mellem rum og pædagogik har givet et markant løft i de tre klasser, og at det er en forudsætning for at udnytte bygningens fulde potentiale.
Tovshøjskolen i Brabrand stod klar i 1976. I dag huser den udover Stensagerskolen også en tandklinik, svømmehal og andre idrætsfaciliteter.
Omobygningen har skabt valgmuligheder, som ikke var til stede tidligere. Nogle elever har deres eget sted i et af de mange mindre rum, som har forskellig indretning.
De små huse skaber et trygt sted i det store fællesskab, hvor man lidt på afstand kan fornemme fællesskabet inden, at man måske vælger at deltage fuldt ud. Samtidlig tilbyder de små huse også en tilbagetrækningsmulighed.
At kunne trække sig tilbage men stadig være tæt på gruppen er en mulighed, som udnyttes i forhold til klasselokalet.
Selvom man har trukket sig tilbage, er det stadig muligt at kigge ud og se, hvad der sker udenfor.
Der er god plads i garderoben, som også udnyttes som et læringsrum. Det savnede man det gamle sted.
Garderobesystemet muliggør, at der kan opsættes ekstra afskærmning til de elever, som har ekstra brug for ikke at blive distraheret. Samtidig er personalet bevidst om at understøtte venskaber mellem elever, ved at de har garderobe ved siden af hinanden.
Selvom man har trukket sig tilbage, er det stadig muligt at kigge ud og se, hvad der sker udenfor.
Tovshøjskolen i Brabrand stod klar i 1976. I dag huser den udover Stensagerskolen også en tandklinik, svømmehal og andre idrætsfaciliteter.
De små huse skaber et trygt sted i det store fællesskab, hvor man lidt på afstand kan fornemme fællesskabet inden, at man måske vælger at deltage fuldt ud. Samtidlig tilbyder de små huse også en tilbagetrækningsmulighed.
Eleverne kommer fra hele byen, så det kræver gode forhold for af-og påsætning til busserne.
Overalt er der tænkt i gode lydforhold med forskellige typer af akustiskregulerende plader. Systemet i loftet muliggør, at forskellige træning-og legeremedier kan ophænges og anvendes i skolens hverdag.
Garderobesystemet muliggør, at der kan opsættes ekstra afskærmning til de elever, som har ekstra brug for ikke at blive distraheret. Samtidig er personalet bevidst om at understøtte venskaber mellem elever, ved at de har garderobe ved siden af hinanden.
Der er god plads i garderoben, som også udnyttes som et læringsrum. Det savnede man det gamle sted.
_hjemmeside.jpg)
