Det fysiske miljø skaber forudsætning for deltagelse

En gymnasieelev i kørestol kan ikke komme ind i faglokalerne. En ældre mand med gangbesvær vælger teaterstykket fra, fordi han ikke kan nå på toilettet i pausen. Chefen med kemisk overfølsomhed bliver nødt til at forlade mødet, fordi der er blevet gjort rent med kradse kemikalier. Det fysiske miljø afgør hver dag, hvem der kan deltage i samfundet – og hvem der bliver holdt udenfor.

Når vi taler om deltagelse i arkitekturen, handler det ikke om at skabe tilgængelige indgange til en bygning. Det handler om at skabe mulighed for, at alle mennesker kan få en uddannelse, have et arbejde, deltage i kulturlivet og samfundsaktiviteter.

At gå på arbejde, i skole eller ud og handle er helt forskellige oplevelser afhængigt af, om man er barn, voksen eller ældre. Om man sidder i klapvogn, kørestol eller ikke kan se. Om man let kan afkode sine omgivelser eller kun kan koncentrere sig om én ting ad gangen. Om man kan klare sig selv, eller om man har brug for en ekstra hånd.

Her bliver det tydeligt, at designvalg har direkte konsekvenser for, hvem der kan deltage, og hvem der møder barrierer.

Den forståelse er ikke ny, men social bæredygtighed og inklusion har rykket sig fra at være en eftertanke til et centralt samfundsmål. For arkitekter og designere rejser det et spørgsmål: Hvordan forholder det byggede miljø sig til den mangfoldighed af mennesker, der skal bruge det?

Handicap som kløft mellem menneske og muligheder

For at forstå forholdet mellem menneske og det fysiske miljø kan vi bruge GAP-modellen, som taler om handicap som et gap (på dansk, gab) – en kløft mellem en persons forudsætninger og formåen og de krav, som det fysiske og sociale miljø stiller.

GAP-modellen visualiserer handicap som afstanden mellem to faktorer: På den ene side står personens forudsætninger – den enkeltes krop, sanser, kognition. På den anden side står miljøets udformning, hvor eksempelvis trapper fordrer, at man kan gå, og skilte forudsætter læseevner. Et handicap opstår i denne forståelse, når designet af det fysiske miljø ikke matcher en persons fysiske, sanselige eller kognitive evner og formåen.

Når en person i kørestol møder en bygning med en trappe, opstår et gap – bygningen passer ikke til personens formåen. Men var bygningen udformet med en rampe, ville gabet slet ikke være til stede. På samme måde opstår et gap for en person, når skilte kun er på et sprog, vedkommende ikke forstår. Med skilte på flere sprog eller piktogrammer forsvinder gabet.

Hvis de fysiske omgivelser ikke imødekommer alle, har det en konkret konsekvens for de personer, der ikke kan være med. Men det kan også have psykologiske konsekvenser i form af bekymring, usikkerhed eller følelsen af at være uvelkommen.

Arkitekturens rolle i social bæredygtighed

Den relationelle forståelse af handicap placerer et ansvar hos arkitekter, designere, ingeniører og entreprenører. Ikke fordi det er deres "skyld," når barrierer opstår, men fordi designvalg har konsekvenser for menneskers liv og muligheder.

Social bæredygtighed handler grundlæggende om at skabe samfund, hvor alle kan deltage og bidrage. Her spiller arkitekturen en central rolle, for ved at foretage bevidste designvalg kan vi øge inklusionen og skabe mere ligeværdige vilkår for deltagelse.

Når vi designer for yderpositioner – for eksempel til mennesker med betydelige funktionsnedsættelser – skaber vi ofte løsninger, der gavner langt bredere. Tag et eksempel som døre, som åbnes ved bevægelsessensor eller knap. De hjælper ikke kun mennesker, der ikke har kræfter til at åbne en tung dør med armen, men også forældre med barnevogne, travle pendlere med hænderne fulde og ældre med rollatorer. Det er essensen af universelt design: Når vi designer for mangfoldighed, skaber vi løsninger, der gør hverdagen lettere for alle.

Nogle gange handler det også om at tilbyde valgmuligheder, så alle kan vælge det, der passer dem.

Det byggede miljø er aldrig neutralt. Det favoriserer nogle kroppe og udelukker andre. Men gennem bevidste designvalg kan vi skabe arkitektur, der understøtter menneskelig mangfoldighed frem for at begrænse den. Det er ikke bare et teknisk spørgsmål om ramper og skiltning. Det er fundamentalt et spørgsmål om, hvilket samfund vi ønsker at skabe, og hvem der får lov til at være en del af det.

Universelt design som strategi

Arkitektur er naturligvis ikke den eneste faktor, hvis der opstår en kløft mellem et menneske og samfundet. Men den kan både bidrage til at mindske den og forstørre den. I det felt kommer universelt design ind som både filosofi og praktisk tilgang. For arkitekturen kan både udligne kløften og tilbyde et rum, hvor man bliver stimuleret og får mulighed for at øve sig. Når vi designer miljøer, der både understøtter og udfordrer, giver vi mennesker mulighed for at udvikle sig. Det kan fx være muligheden for, at teenageren med angst kan deltage på kanten af fællesskabet – i en niche eller anden form for afgrænsning – og øve sig i at være med i den store aktivitet over tid.

Det er vigtigt at understrege, at de forskellige løsninger skal føles ligeværdige. For selvfølgelig skal der være mulighed for at tilbyde en længere omvej med en smuk udsigt frem mod indgangen – men den kortere, mindre krævende vej, skal ikke give brugeren følelsen af at være mindre velkommen end de andre. Det samme gælder trappen, der kan give sundhedsfordele for mange. Men kørestolsbrugeren eller den rejsende med tunge kufferter skal ikke være forvist til vareelevatoren på bagtrappen.

Universelt design handler ikke om at skabe særlige løsninger til særlige grupper. Derimod har universelt design det som ambition at ramme så bredt som muligt – vel vidende, at ideen om at skabe et design, der virkelig kan bruges af alle, er en utopi. Molly Folette Story, James Mueller og Ronald Mace (1998) har defineret det således:

“Universelt design kan defineres som designet af produkter og miljøer, der kan bruges af flest mulige mennesker på tværs af alder og funktionsniveau. Universelt design respekterer menneskelig mangfoldighed og fremmer inklusionen af alle mennesker i alle livets aktiviteter.”

Når vi designer for diversitet fra begyndelsen, skaber vi ikke bare tilgængelighed – vi skaber værdighed, selvstændighed og ligeværdighed. Det handler om at anerkende menneskelig mangfoldighed som et udgangspunkt frem for at betragte den som en undtagelse, som vi skal håndtere efterfølgende.

Denne vision kan virke abstrakt, og derfor er det også en tilgang, der løbende er blevet og bliver videreudviklet på. Blandt andet med udviklingen af otte helt overordnede mål, som man kan bruge i designprocessen. De otte mål bygger på definitionen: Universelt design er en proces, der muliggør og styrker en mangfoldig befolkning ved at forbedre menneskelig performance, sundhed og trivsel samt social deltagelse.”

De otte mål for universelt design

Det er de amerikanske forskere Edward Steinfeld og Jordana Maisel har formuleret otte mål for universelt design: passe til alle kroppe, komfort, bevidsthed, forståelse, velvære, social integration, personalisering og respekt for konteksten.

Målene adresserer både funktionelle og oplevelsesmæssige dimensioner. 'Passe til alle kroppe' betyder eksempelvis, at dørgreb på døre skal kunne bruges både af børn og voksne, af højre- og venstrehåndede, af personer der går, og personer i kørestol. 'Bevidsthed' handler om, at bygningen kommunikerer til flere sanser, ikke visuelt, men også taktilt og akustisk.

Som helhed handler målene om fysisk støtte og sikkerhed, men også om, hvordan design kan fremme social deltagelse, øge sundhed, skabe trivsel og respektere forskellige kulturelle kontekster. Tilsammen tilbyder de en forståelsesramme for, hvordan arkitektur kan imødekomme individuelle forudsætninger og dermed mindske gabet mellem det enkelte menneske og samfundets krav.

Der findes rigtig mange gode løsninger på den samme arkitektoniske udfordring. Derfor samler vi på Rumsans konkrete eksempler på, hvordan brugernes behov er blevet fortolket arkitektonisk i Danmark og i udlandet. Det er både cases, hvor der aktivt er blevet arbejdet med universelt design, og tilfælde, hvor det ikke har været et nedfældet princip, men hvor løsningen alligevel tilbyder en gennemtænkt mulighed for alle.