I Københavns nye Center for Sundhed skal arkitekturen hjælpe borgerne i alle aldre med livsstilsrelaterede sygdomme med at få nye vaner – og give dem lyst til at vende tilbage igen og igen.
Landskabsarkitekt: Bisgaard Landskabsarkitekter Aps
Ingeniører: ABC Rådgivende Ingeniører, Spangenberg & Madsen
Entreprenør: Einar Kornerup A/S
Wayfinding: Le Bureau ApS
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Hvordan designer man en bygning, der får mennesker til at ville ændre deres vaner?
Det var udfordringen på tegnebrættet for Center for Sundhed på Nørrebro i København. Her skal borgere fra 0-100 år med livsstilssygdomme som type 2-diabetes lære at lave sund mad, komme i form og mødes med andre i samme situation. Bygningen skal ikke bare rumme funktioner – den skal aktivt understøtte adfærdsændringer.
Der er intet revolutionerende i ideen om, at arkitektur påvirker vores adfærd, følelser og fysiske helbred. Men den er alligevel central, når det handler om at skabe lyst til at træffe nye valg og vende tilbage igen og igen.
Center for Sundhed blev taget i brug i efteråret 2024 og rummer Center for Børn og Unges Sundhed samt en del af Center for Diabetes og Hjertesygdomme. De i alt 2.910 kvadratmeter tilbyder både undervisningslokaler, individuelle samtaleforløb, fælleskøkken og træningsfaciliteter. Borgerne kan også bruge huset om aftenen, hvis de har brug for det.
Med så bred en brugergruppe har det været en bunden opgave at tænke mangfoldighed, men udfordringen er blevet løst gennem kloge og behagelige designvalg. Det kommer særligt til udtryk i grebet og stemningen i huset.
Når man træder ind i centeret, møder man et atrium på 15 meters højde. Det er stort – men ikke for stort. Den markante limtræskonstruktion, opdeler rummet visuelt i en rytme, så det føles let at overskue.
Hovedrummet tager imod uden at overvælde. Til den ene side er der en stor siddetrappe med integrerede siddepladser, til den anden et køkken. De forskellige zoner gør det nemt at orientere sig, og der er ingen lange, ensformige korridorer.
For borgere i sårbare situationer – uanset om man er 10 år og overvægtig, eller 53 og lige har fået konstateret diabetes – kan overskuelighed reducere stress og angst. Man kan hurtigt få overblik over, hvor man skal hen, og hvor man kan finde hjælp.
Det kan være meningsfuldt at se byggeriet i lyset af Steinfelds og Maisels otte mål for universelt design. For her er tænkt over helheden: Den rummer forskellige kroppe, skaber komfort, understøtter sundhed, indtænker ligetil brug og forståelse og fremmer velvære. At bygningen er rummelig har både fysiske og psykiske eller sociale dimensioner. Her er plads til både store og små, gående og kørende, og mennesker, der føler sig utrygge i en ny situation eller er overvældet af store rum.
I stedet for lange korridorer har bygningen skiftende rum med visuel forbindelse til Hjerterummet, bygningens centrale atrium. Man kan se, hvor man skal hen, men også opdage andre dele af bygningen undervejs.
Variationen i rumoplevelser gør det naturligt at bevæge sig rundt og støde på andre mennesker. Det understøtter både fysisk aktivitet og sociale møder, som også kan ses som to centrale komponenter i livsstilsændringer.
Her optræder derfor endnu et Steinfelds og Maisels sjette mål: social integration. Bygningen skal skabe muligheder for at møde andre og indgå i fællesskaber på tværs uden at tvinge folk sammen. I stedet gør bygningen det nemt og naturligt at interagere, hvis man ønsker det.
Vægge og lofter er beklædt med træ – nogle perforerede for at regulere akustikken. Sammen med dagslyset gennem store vinduer skaber det en atmosfære, der føles mere som et offentligt hus end en institution.
De sorte trapper, skilte, armaturer og dør- og vinduesrammer giver kontrast til træet og hjælper med orienteringen. Kontrasten gør det nemmere at finde vej for mennesker med nedsat syn, men også lettere for alle at navigere i rummet.
Bygningen tilbyder både fælleskøkken til madlavning, træningsfaciliteter og mindre samtalerum, hvor medarbejdere kan møde borgere. Der kan trækkes gardiner for, så der skærmes, når der er behov for privatliv.
Nogle borgere har brug for at være i fællesskaber, andre har brug for ro og privathed. Nogle har brug for at træne, andre har brug for at lære at lave mad. Bygningen rummer alle disse behov på samme tid.
Bygningen som helhed understøtter velvære og sundhed i kraft af sin stemning og rumlighed Men der er lige et aber dabei, da den på nogle få, men vigtige punkter gør det modsatte. Det gælder særligt de vertikale forbindelser, som kunne have været langt mere sundhedsfremmende, for de åbne trapper i sort metal er ikke inviterende for alle i kraft af sine åbne stødtrin og fraværet af gribeegnede håndlister.
Det kan virke banalt, men det er to elementer, som er afgørende for en sikker og tryg oplevelse på en trappe. Og først når trygheden er på plads, kan trapper opfordre brugerne til bevægelse frem for at tage elevatoren. Det er relevant i alle bygninger, men særligt her.
Center for Sundhed viser principper, der rækker langt ud over sin type: Overskuelighed, variation, materialer, der skaber atmosfære, og rum, der kan tilpasses forskellige behov. Det er ikke en opskrift på sundhedsbyggeri. Det er grundlæggende elementer i al slags byggeri, som alle mennesker kan bruge, deltage i og blive del af et fællesskab.
Diabetes er en kronisk stofskiftesygdom, hvor blodets indhold af sukker er højere end normalt. Det høje sukkerindhold skyldes enten mangel på insulin eller nedsat evne til at udnytte det. Sygdommen inddeles i type-1, hvor kroppen ikke selv producerer insulin, og type-2, hvor kroppen har nedsat følsomhed over for insulin.
Omkring 380.000 danskere har diabetes, heraf cirka 90 procent med type 2-diabetes og 10 procent med type 1-diabetes. Antallet er fordoblet over de seneste 10 år og forventes at stige til 430.000 i 2030, hvis udviklingen ikke bremses.
Baseret på tal fra Videncenter for Diabetes og Sundhedsstyrelsen
Atriet nærmest omfavner den besøgende i en varm velkomsthilsen. Siddetrappen er husets omdrejningspunkt og særligt god ved større arrangementer. Trappen bliver også brugt som et sted, hvor brugerne slår sig ned, når de venter. Overalt i huset er der kig til de øvrige etager.
De store vinduespartier i stueetagen lukker en masse dagslys ind og bidrager til visionen om, at centret skal åbne sig for lokalområdet. Samtidig skaber de også visuel forbindelse mellem inde og ude, så det er nemmere at orientere sig. Gardinet giver et fleksibelt rum. Værnet ved gangbroerne er tilpas højt ift. at skabe kig på tværs, samtidig med at det ikke inviterer børn til at klatre op.
Alle steder er der gode lysforhold og et kig ud. Nogle steder er der desuden kig ind fra en gangzone eller udefra.
Træningssalen tilbyder et råt rum til de mere fysiske aktiviteter. Elevatoren går ikke helt ned i salen. Men i forbindelse med salens siddetrappe med tilskuerpladser, er der etableret en løfteplatform, så alle på hjul også kan deltage.
Overalt er der hjørner, kroge, nicher og indhak, hvor man kan trække sig tilbage eller mødes to og to. Tilsammen tilbyder de en høj grad af valgmulighed.
Fra en sundhedsmæssig vinkel er det bedre at tage trappen end elevatoren. Her har nogle brugere mere brug for støtte fra gode håndlister end andre. Men denne trappe er uden håndlister. I stedet er man nødt til at holde fast i overkanten af værnet, som ikke er gribeegnet. Det er værnet langs alle gangbroer og ved siddetrappen derimod.
De sorte trapper giver en fin og god kontrast til rummet og er nemme at opdage. Alligevel er det muligt at slå hovedet under trapperne, hvis man ikke kan se eller blot er uopmærksom. Trappen har et let udtryk grundet fraværet af stødtrin, så man kan kigge igennem den. Men risikoen for at hænge fast med en fod øges. Reolen bag glasset skaber en fin overgang til træningskøkkenet.
Mellem bjælkerne på øverste etage opstår hyggelige nicher med bænke og fin udsigt. Men man skal være opmærksom på skråvæggen, når man rejser sig fra bænken eller går forbi en åben dør for at undgå at slå hovedet. Gardiner kan trækkes for i samtalerum, så der opstår et skærmet rum. Slangevinderskabet er fint sort som døre, lamper og skilte.
Mange steder er der en siddemulighed også ved ankomsten. Udgangsdøren ligger meget tæt på trapperne. Skiltet fungerer som en form for advarsel, så man ikke kommer for tæt på trapperne ved en fejl. Oprindelig var det ikke meningen, at indgangen/udgangen skulle placeres her.
Her er valgmulighed. For træningstrappen til højre tilbyder en alternativ og mere stradbaserende tur. Hvis trappen til venstre havde haft håndliste i begge sider, ville flere kunne bruge den og færre værre nødsaget til at vælge elevatoren i stedet.
Hovedindgangen ligger på havesiden. Der er adgang via en sti eller langs bygningen. Får man brug for at sidde ned undervejs, er det muligt på den murede kant. I dag er græsplænen møbleret med borde og stole, så møder kan foregå ude.
Overalt er der skilte, som guider på vej. Pile med bølger og knuder er tænkt som en opfordring til bevægelse rundt i bygningen.
Atriet nærmest omfavner den besøgende i en varm velkomsthilsen. Siddetrappen er husets omdrejningspunkt og særligt god ved større arrangementer. Trappen bliver også brugt som et sted, hvor brugerne slår sig ned, når de venter. Overalt i huset er der kig til de øvrige etager.
De store vinduespartier i stueetagen lukker en masse dagslys ind og bidrager til visionen om, at centret skal åbne sig for lokalområdet. Samtidig skaber de også visuel forbindelse mellem inde og ude, så det er nemmere at orientere sig. Gardinet giver et fleksibelt rum. Værnet ved gangbroerne er tilpas højt ift. at skabe kig på tværs, samtidig med at det ikke inviterer børn til at klatre op.
Alle steder er der gode lysforhold og et kig ud. Nogle steder er der desuden kig ind fra en gangzone eller udefra.
Træningssalen tilbyder et råt rum til de mere fysiske aktiviteter. Elevatoren går ikke helt ned i salen. Men i forbindelse med salens siddetrappe med tilskuerpladser, er der etableret en løfteplatform, så alle på hjul også kan deltage.
Overalt er der hjørner, kroge, nicher og indhak, hvor man kan trække sig tilbage eller mødes to og to. Tilsammen tilbyder de en høj grad af valgmulighed.
Fra en sundhedsmæssig vinkel er det bedre at tage trappen end elevatoren. Her har nogle brugere mere brug for støtte fra gode håndlister end andre. Men denne trappe er uden håndlister. I stedet er man nødt til at holde fast i overkanten af værnet, som ikke er gribeegnet. Det er værnet langs alle gangbroer og ved siddetrappen derimod.
De sorte trapper giver en fin og god kontrast til rummet og er nemme at opdage. Alligevel er det muligt at slå hovedet under trapperne, hvis man ikke kan se eller blot er uopmærksom. Trappen har et let udtryk grundet fraværet af stødtrin, så man kan kigge igennem den. Men risikoen for at hænge fast med en fod øges. Reolen bag glasset skaber en fin overgang til træningskøkkenet.
Mellem bjælkerne på øverste etage opstår hyggelige nicher med bænke og fin udsigt. Men man skal være opmærksom på skråvæggen, når man rejser sig fra bænken eller går forbi en åben dør for at undgå at slå hovedet. Gardiner kan trækkes for i samtalerum, så der opstår et skærmet rum. Slangevinderskabet er fint sort som døre, lamper og skilte.
Mange steder er der en siddemulighed også ved ankomsten. Udgangsdøren ligger meget tæt på trapperne. Skiltet fungerer som en form for advarsel, så man ikke kommer for tæt på trapperne ved en fejl. Oprindelig var det ikke meningen, at indgangen/udgangen skulle placeres her.
Her er valgmulighed. For træningstrappen til højre tilbyder en alternativ og mere stradbaserende tur. Hvis trappen til venstre havde haft håndliste i begge sider, ville flere kunne bruge den og færre værre nødsaget til at vælge elevatoren i stedet.
Hovedindgangen ligger på havesiden. Der er adgang via en sti eller langs bygningen. Får man brug for at sidde ned undervejs, er det muligt på den murede kant. I dag er græsplænen møbleret med borde og stole, så møder kan foregå ude.
Overalt er der skilte, som guider på vej. Pile med bølger og knuder er tænkt som en opfordring til bevægelse rundt i bygningen.
