Ny forskning fra BUILD, Aalborg Universitet nuancerer ældreboligernes designlogik. Det afgørende for, om ældre kan blive i eget hjem, er ikke håndlister og niveaufri adgang. Det er fællesskab, sanseindtryk og adgang til et meningsfuldt hverdagsliv.
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
En trappe er ikke bare en barriere. Den er også en mulighed for at vedligeholde styrke og balance hver dag. En have er ikke bare et hyggeligt tillæg. Adgang til natur, lys og bevægelse udendørs har en dokumenteret gavnlig effekt for kognitiv funktion. Og manglende adgang til det grønne udgør en reel sundhedsrisiko.
Det er udgangspunktet i rapporten Ældres behov for at blive i egen bolig udgivet af BUILD ved Aalborg Universitet med støtte fra Landsbyggefonden. Rapporten er baseret på 36 kvalitative interviews med ældre beboere, administrative medarbejdere og fagprofessionelle på tværs af fem almene bebyggelser – fra lejligheder på Østerbro til rækkehuse i Nordjylland. Den er udarbejdet af Anne Kathrine Frandsen, Cora Valloire, Victoria Linn Lygum, Turid Borgestrand Øien og Nanet Mathiasen.
Rapporten tager afsæt i universelt design og et salutogenetisk perspektiv, en tilgang, der fokuserer på at fremme sundheden og ikke bare afhjælpe eksisterende symptomer.
På den baggrund konkluderer rapporten, at godt design for ældre ikke alene handler om at eliminere det besværlige, men om at muliggøre det meningsfulde.
Traditionel tilgængelighed, det vil sige fx niveau adgang, håndlister, og brede døråbninger, er ikke uvæsentligt. Men det handler i første linje om at muliggøre at kunne handle, deltage i fællesaktiviteter, få besøg eller gå en tur i haven.
Et af rapportens mest markante fund er, at livskvaliteten i høj grad ikke befinder sig inde i boligen, men uden for den. Terrasse, altan, gårdhave, stier i nærområdet og adgang til butikker og aktivitetstilbud udgør en stor del af det, der giver hverdagen indhold og mening.
Rapporten identificerer 11 temaer fordelt på sociale, sensoriske og funktionelle behov. De seks første – fællesskab, støttende netværk, tryghed, faciliteter i nærområdet, grønne områder og komfort – handler om grundlæggende livskvalitet. De fem sidste – barrierefri forhold, støtte, rummelighed, justeringer og multisanselige løsninger – handler om de fysiske forudsætninger for at få den livskvalitet opfyldt. Det er en vigtig rækkefølge. De fysiske greb er midler, ikke mål.
Et centralt budskab er også, at ældre ikke udgør en homogen brugergruppe. En beboer med AMD – en øjensygdom der påvirker centralsynet – har helt andre behov end en med grøn stær, selvom begge har nedsat syn.
Det understreger, at godt design ikke er standardiserede, men varierede løsninger, der giver mulighed for at forstå og bruge rum og objekter på flere måder. Det er præcis her, universelt design adskiller sig fra klassisk tilgængelighed. Det er ikke én løsning tilpasset den funktionsmæssigt laveste fællesnævner, men et repertoire af muligheder, der aktiverer flere sanser og understøtter en mangfoldighed af kroppe og kognitive og sanselige niveauer og præferencer.
For arkitekter og designere er rapporten en invitation til at stille et andet spørgsmål end det sædvanlige. Ikke blot: kan man komme ind? Men at man i stedet undersøger mulighederne for, hvad kan man gøre, når man er der?
I forlængelse af rapporten er der udgivet et principkatalog, udviklet til brug ved renovering af almene boliger, der omsætter rapportens 11 temaer til konkrete løsninger. Det gennemgår vi i denne artikel.
