Når vi designer for yderpositioner, skaber vi løsninger der gavner os alle. Vi ser det igen og igen: det, vi designer for få, ender med at blive hverdagsløsninger for mange.
Hver dag designer arkitekter bygninger til mennesker, de aldrig har mødt. Et kontorhus skal fungere for den 23-årige praktikant med manglende hørelse og den 58-årige direktør med slidgigt. En skole skal rumme barnet med ADHD og barnet, der netop er kommet til Danmark. Et bibliotek skal kunne bruges af den blinde borger, den ordblinde studerende og den ældre med begyndende demens.
Udfordringen er grundlæggende: Vi designer for et samfund i konstant forandring, befolket af mennesker med vidt forskellige forudsætninger. Hvordan sikrer vi, at byggeriet imødekommer denne mangfoldighed? Og hvordan undgår vi at designe til “gennemsnitsbrugeren”, som i virkeligheden slet ikke eksisterer
Universelt design tilbyder et sprog for denne menneskelige mangfoldighed – en forståelsesramme til at designe for flest mulige og lægge fundamentet for ligeværdige oplevelser.
Mennesker er forskellige – ikke bare i forhold til fysiske, sanselige og kognitive færdigheder, men på tværs af en lang række dimensioner. Køn, alder, sprog, kognitive forhold, kultur, uddannelse, socioøkonomisk baggrund, midlertidige forhold (som en brækket arm eller et migræneanfald), graviditet, sygdom. Alt det påvirker, hvordan vi interagerer med det miljø, vi er i.
Samtidig ændrer menneskers behov sig gennem livet. En ung studerende bliver til en arbejdende, stresset forælder, og senere til en pensionist med svær gigt i hænderne. Den morgenfriske håndværker, der springer op ad trapperne to trin ad gangen, bliver afhængig af en kørestol efter et uheldigt fald på den sorte skipiste. Den samme person kan på forskellige tidspunkter have vidt forskellige forudsætninger for at navigere i bygninger og uderum.
Universelt design anerkender denne diversitet som en grundbetingelse. I stedet for at se menneskelig variation som et problem, der skal håndteres, er udgangspunktet, at diversitet er normalen. Målet er derfor at skabe arkitektur, der er robust nok til at rumme denne variation.
En tilgang til at designe for mangfoldighed er at identificere og arbejde med yderpositioner – altså mennesker med markante eller specifikke behov, der udfordrer konventionelle løsninger.
Rationalet bag denne tilgang er, at når vi designer for ekstreme brugerbehov, skaber vi ofte løsninger, der gavner langt flere. Engang var stemmekontrol et værktøj til mennesker, der af forskellige årsager ikke kunne betjene maskiner med hænderne. I dag bruger vi næsten alle stemmekontrol i højere eller mindre grad. Vi tænder lys, vi sætter alarmer, vi spørger vores telefoner til råds.
I arkitekturen ser vi et mønster gå igen. Når vi designer for mennesker med betydelige funktionsnedsættelser, opdager vi løsninger, der forbedrer brugbarheden for alle. En person med kørestol har brug for elevator, men det samme har forældre med barnevogne, ældre med dårligt hjerte, håndværkere med tunge materialer og eller enhver anden, der kommer træt hjem med indkøbsposer.
Der findes ikke et perfekt universelt design. Selv når man arbejder intentionelt med universelt design, vil der opstå situationer med modstridende hensyn. Nogle har brug for meget lys, andre er lysfølsomme. Nogle har brug for lydstimuli, andre bliver overstimulerede. Her handler det om at tilbyde valgmuligheder – forskellige rum til forskellige behov, justerbare lysforhold, mulighed for at trække sig tilbage.
Økonomiske begrænsninger og eksisterende bygningsforhold kan også sætte grænser. Men selv når kompromiser er nødvendige, hjælper et mangfoldighedsmindset til at træffe mere informerede valg. Ved at være eksplicit om, hvem der bliver inkluderet og hvem der møder barrierer, kan konsekvenserne af designvalg blive synlige.
Et almindeligt modargument er, at universelt design er dyrere. Men erfaringer viser det modsatte: Når universelt design tænkes ind fra begyndelsen, er omkostningerne ofte neutrale eller endda lavere. Som Per Ravn fra CUBO Arkitekter har udtalt i en video, så koster det ikke ekstra at placere receptionen der, hvor man kan finde den.
Det er først, når vi efterfølgende skal rette designet, at omkostningerne løber løbsk. En rampe, der skal tilføjes, er både dyr og potentielt æstetisk utilfredsstillende. Et akustikloft der skal eftermonteres, er dyrere end at indtænke lydforhold fra start.
Dertil kommer de skjulte omkostninger ved ikke at designe til mangfoldighed: medarbejdere, der bliver sygemeldt på grund af dårlig akustik eller stressende miljøer. Eller de tabte indtægter ved gæster, der fravælger et hotel, fordi bygningen er utilgængelig.
Ifølge en undersøgelse fra VIVE i 2023 mener lidt flere en fjerdedel af befolkningen, at de har en form for funktionsnedsættelse eller handicap. Hvis vi medregner midlertidige udfordringer (pludseligt opståede skader eller sygdomme) og situationelle barrierer (mørke, støj, sprogforskelle), har vi alle brug for inkluderende omgivelser på et eller andet tidspunkt i livet.
Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til universelt design. Spørgsmålet er, om vi har råd til alternativet?
Det kræver en vilje til at udfordre ens egne antagelser om, hvad der er "normalt" eller "standard." Det kræver nysgerrighed over for, hvordan andre mennesker oplever et rum eller miljø. Det kræver ydmyghed og systematik gennem hele designprocessen.
Men det giver også unikke muligheder. Når arkitektur lykkes med at være inkluderende, oplever flere mennesker velvære, selvstændighed og værdighed i deres hverdag.
Inkluderende arkitektur bidrager til et samfund, hvor deltagelse ikke afhænger af, hvilken krop man tilfældigvis er født med, eller hvilke livsomstændigheder man står i. At designe for menneskelig mangfoldighed er ikke en særlig disciplin inden for arkitekturen – det er god arkitektur. Det er arkitektur, der tager sit samfundsansvar alvorligt. Det er arkitektur, der skaber værdi for flest mulige mennesker.
