Man kan lære af dem, som kom før én, som mange gange har trådt de samme stier, som man er ved at begive sig ud på. Men man kan også lære ved at betragte de uprøvede, dem hvis nysgerrighed ikke er tynget af krav, standarder og økonomi. Derfor sætter vi fokus på tre udvalgte afgangsprojekter fra Det Kongelige Akademi i København, som forenes i en fælles omsorg for den menneskelige mangfoldighed. Denne artikel er første i rækken, hvor vi møder Emilie Hauge og Jeppe Johansen.
Vi taler generelt om at tabe eller miste synet. Det gælder i arkitekturen som i resten af samfundet. Men vi taler sjældent om det, man måske får i stedet, når man oplever verden med alt andet end øjnene. Den – eller rettere: de mange – sanseoplevelser er i fokus i afgangsprojektet “Follow the Sound of Yellow” af Emilie Kjærgaard Hauge og Jeppe Chorchendorff Vinholdt Johansen fra Det Kongelige Akademi i København.
De satte sig for at undersøge, hvordan en folkeskole i København kunne blive ikke alene mere inkluderende over for en bredere gruppe af elever, og samtidig langt mere interessant, når bygninger ikke kun var nogle, der rummede undervisning, men også oplevelser for hele kroppen.
For Emilie startede projektet med en observation af en manglende diversitet på arkitektskolen og i arkitektbranchen. Dette satte gang i en undren: Hvad går tabt i arkitekturen, når dem der bruger bygningerne ikke er repræsenteret på arkitektskolerne? Hvis arkitekter skal tegne byrum og bygninger for alle, er vi nødt til at invitere flere mennesker ind i arkitektfaget. Men hvordan gør vi det, hvis vores sprog og repræsentationsformer ikke inviterer alle ind? Her blev det interessant at undersøge det særligt kontrastfulde møde mellem blinde mennesker og et fag, der er så visuelt præget. For Jeppe startede projektet med en interesse for hvilke rumligheder og kvaliteter, der ville komme ud af at tegne et arkitekturprojekt med udgangspunkt i en anden måde at opleve verden på. Sammen oversatte vi disse mange tanker til et spørgsmål som kunne danne grundlag for vores afgangsprojekt:
“Hvordan kan blinde menneskers oplevelser være med til at bringe nye perspektiver ind i arkitektfaget og dermed skabe en rigere og mere multisensorisk arkitekturoplevelse for alle?”
I vores indledende undersøgelser ledte vi efter eksisterende eksempler på arkitektur for blinde. Her stødte vi på enkelte blinde arkitekter, såsom Chris Downey. Vi havde til at starte med svært ved at forstå, hvordan man kunne arbejde med arkitektur uden synet – en forundring vi også mødte hos vores medstuderende og vejledere. For os understregede dette, hvor visuelt arkitektfaget er, og hvor skolede vi er i at tænke arkitektur gennem visuelle medier. Når arkitekturen i så høj grad fokuserer på det visuelle, risikerer vi at miste den kropslige relation til rum, og vi bliver reduceret til observatører. Den yderste konsekvens af dette er, at mennesker med nedsat syn helt ekskluderes fra offentlige rum og bygninger og fra selve arkitekturfaget.
Sammen har vi reflekteret og snakket om vores ansvar som arkitekter, og hvordan vi ubevidst kan risikere at ekskludere bestemte grupper fra byrum og bygninger, hvis vi ikke er bevidste om de oplevelser og udfordringer disse grupper kan have. Vi har dertil haft mange overvejelser og refleksioner om projektets ståsted ift. tilgængelighed.
For os blev det vigtigt at brede tilgængelighedsbegrebet ud, så det ikke handler om at kompensere blinde mennesker for deres manglende syn i det byggede miljø, men om hvordan deres perspektiver kan inkluderes på lige fod med seende mennesker. Det handler ikke kun om at tilgængeliggøre bygningerne fysisk, det handler om at skabe spændende arkitekturoplevelser, der kan opleves på tværs af forskellige udgangspunkter.
Projektet er udviklet i to sideløbende spor, som begge arbejder med inklusion i arkitektfaget. I det ene spor har vi undersøgt, hvordan arkitektur kan repræsenteres non-visuelt. Blinde individer interagerer normalt først med arkitektur, når den står færdigbygget, fordi selve projektmaterialet som regel er udarbejdet visuelt. Vi har derfor udarbejdet taktile plantegninger, taktile visualiseringer og lydfiler til at kommunikere projektet på flere måder end bare gennem det visuelle. Ved udstillingen af vores afgangsprojekt har vi opfordret til at røre ved projektmaterialet, forstå materialiteterne og rumlighederne gennem fingrene og lytte til de forskellige lydrum, vi har forsøgt at skabe. Det har samtidig fået os til at tænke over arkitekturen på anderledes måder, end vi er vant til.
I det andet spor har vi arbejdet med en transformation af Sortedamsskolen og Remisen på Østerbro i København, som tager blinde individers oplevelser og perspektiver ind som designgrundlag. Vi har derfor fokuseret på oplevelsen af arkitekturen gennem andre sanser end synssansen. Som metode har vi arbejdet ud fra forskellige sanserum som en måde at udvikle rigere arkitekturoplevelser og mere inkluderende læringsrum for alle. Konkret betyder det løsninger, der gør det muligt at have en fysisk oplevelse af stedet gennem bevægelse, temperatur fx skift mellem inde og ude, auditive elementer fx et springvand, lugte fx fra vægbeklædning i brændt kork, taktilitet og et fravær af sanseindtryk i pusterum.
Vi har arbejdet med projektet som et eksperiment, hvilket har gjort at vi turde skubbe mere til grænserne for, hvad arkitektur kan være, end vi nok ellers ville have gjort. Hvis projektet stod realiseret i morgen, håber vi at transformationen af Sortedamskolen og Remisen vil skabe et mere tilgængeligt skole- og kulturmiljø, hvor arkitekturen kan opleves igennem flere sanser.
Bygningerne er tegnet til at blive rørt ved, lugtet til, lyttet til og bevæget igennem. Med auditive pejlemærker, kinæstetiske gangforløb og multisensoriske samlingsrum kan alle orientere sig og opleve arkitekturen på tværs af sanser. Dette vil forhåbentligt give mennesker både med og uden nedsat syn en oplevelse af arkitekturen som en helhed og en oplevelse af at kunne bevæge sig igennem bygningerne på egne præmisser. Samtidig håber vi det vil give børn og voksne med funktionsnedsættelser en oplevelse af at være i rum, der også tager udgangspunkt i deres måde at være i verden på – ikke gennem særskilte enkeltløsninger, men gennem hele bygningen.
Ved at arkitekturen tilbyder forskellige måder at deltage i folkeskolen på, kan der skabes bedre plads til børns mange forskellige lærings- og sociale behov.
Tilgængelighed i offentlige byggerier er nødvendigt for de få, men godt for alle. Dog kan tilgængelighed hurtigt blive reduceret til ledelinjer og påsatte ramper, hvilket understreger den binære opdeling, som vi ønsker at udfordre – mellem dem med og uden funktionsnedsættelse. Vi håber at vores projekt kan inspirere til at tænke menneskers forskellige behov ind som en grundpræmis i arkitekturfaget, som kan være med til at skabe flere fælles rumlige oplevelser mellem mennesker med vidt forskellige oplevelser af verden.
Vi håber, at projektet kan inspirere andre til at overveje det ansvar, vi, som arbejder med det byggede miljø, har, og hvilke perspektiver og mennesker vi kan komme til at glemme, når vi tegner byer og bygninger. Hvis vi indtænker inklusion helt fra starten af, kan vi integrere tilgængeligheden i arkitekturen på en måde, der skaber mere værdi for alle.
Grundlæggende ønsker vi med projektet at inspirere andre til at gøre op med nogle af arkitektfagets dogmer og invitere mere diversitet ind i faget. Dette gælder både i designet af bygninger, men også i repræsentationsformer og samarbejder.
.jpg)
