Forskere har udviklet systematisk tilgang til at designe med plantedufte og hjælpe landskabsarkitekter og byplanlæggere med at tænke dufte ind i byens grønne områder.
Duften af blomstrende lind rammer dig som en væg af sødme, når du træder ind under træets krone en varm sommerdag. Det er ikke tilfældigt – det er bevidst design.
Der er stigende interesse fra landskabsarkitekter og byplanlæggere for duftlandskaber. Vi har været vant til, at byer er præget af trafik-, industri- og affaldslugte, men det betyder ikke, at byer bare skal lugte tilfældigt. For mennesker har både brug for sundhedsfremmende luft og for sanselige oplevelser, også duftmæssigt.
Grønne tiltag vinder frem i byplanlægningen, men dufte bliver stadigvæk ikke bevidst indarbejdet og anerkendt for deres rolle i at styrke både vores livskvalitet og urbane økosystemer. Det vil ny forskning ændre på.
Inden vi kigger på modellen, tager vi lige et skridt tilbage. For hvorfor giver det mening at integrere dufte i byerne? Det handler ikke bare om, at det kan være skønt og sanseligt, men også sundhedsfremmende.
Forskning viser, at dufte fra blomster og blade kan sænke blodtryk og reducere stresshormoner. Plantedufte påvirker også vores psykiske sundhed ved at vække positive følelser. Covid-pandemien skærpede vores fokus på kvaliteten af den luft, vi indånder, og dermed også på duftenes potentielle sundhedseffekter.
Men duftdesign handler ikke kun om menneskers trivsel. Det handler også om biodiversitet. Mens mange træer og buske i byen formerer sig ved hjælp af vindbestøvning, hvilket sender millioner af pollenkorn ud i luften til gene for allergikere, tiltrækker duftende blomster i stedet bestøvere som bier og sommerfugle. Samtidig bruger planterne duften fra blade, rødder og bark til at forsvare sig mod skadedyr og sygdomme.
Forskerne Victoria Linn Lygum og Jieling Xiang har udviklet en systematisk arbejdsmodel til duftdesign, der kan bruges i planlægningen, designet og driften af byens grønne områder. Modellen består af fem elementer, der alle påvirker hinanden i designprocessen.
1. Overordnet formål og kontekst
Duftdesign skal altid ses i sammenhæng med stedets formål og brugere. En terapihave stiller andre krav end en offentlig park eller et historisk haveanlæg. Dette første skridt sætter præmissen for alle efterfølgende valg af plantedufte, og derfor udgør dette punkt rammen for de efterfølgende fire.
2. Vælg dufte efter ønsket effekt
Plantedufte kan bruges på mange måder i byens grønne områder. De kan udgøre landmarks, bidrage til en bestemt atmosfære, have sundhedsfremmende effekter og øge biodiversiteten. I denne udvælgelse er det relevant at overveje duftes kulturelle, sundhedsmæssige og biologiske betydning.
3. Understøt duftspredningen
Hvordan og hvornår en plante frigiver sin duft, afhænger af den specifikke art – uanset om der er tale om duft fra en blomst, blade eller andre plantedele. Ud over optimale vækstbetingelser er placeringen af planten afgørende, fordi duftfrigivelsen kan stimuleres af forhold som lys, temperatur, vind, regn og berøring.
4. Tilpas duftoplevelsen
Arbejdet med duftlandskaber kan låne begreber fra parfumeindustrien. Plantedufte kan kategoriseres som intense, tørre, friske eller søde – hver med deres egne undergrupper. Ligesom en parfumør kan landskabsarkitekten arbejde med top-, mellem- og bundnoter og næsten komponere en duftpartitur for et område.
5. Skab kontakt til duftene
Dufte opstår og forsvinder i takt med planternes livscyklus og døgnrytme. Vores kontakt med plantedufte afhænger af frigivelse, koncentration af duft og fysisk tilgængelighed. Mange planter kræver berøring for at frigive deres duft, andre dufter af sig selv på bestemte tidspunkter.
Tidsperspektivet er afgørende i duftdesign. Nogle roser dufter mest om aftenen, figenblade afgiver deres milde, kokosagtige duft i sommervarmen og ved berøring, mens lind indhyller forbipasserende i sødme uden videre stimuli.
Denne variation kan bruges strategisk til at understøtte specifikke aktiviteter. I et boligområde kan man placere planter, der dufter sent på dagen ved terrasser og opholdsarealer, mens planter med stærkest morgenduft placeres langs stier og cykelveje.
Men duftdesign byder også på udfordringer. Koncentrationen skal være høj nok til at være mærkbar, men ikke så intens at den bliver overvældende. Placeringen er afgørende – dufte skal kunne nå næsen, hvilket kan kræve kreative løsninger som højbede, pergola eller trædesten. Det gør også den fysiske tilgængelighed central, for hvis vi skal kunne opfange dufte, skal de nå op til vores næser.
Vejrforhold spiller også ind. Vind kan sprede dufte for tyndt, men også hjælpe med at transportere dem. Regn kan både forøge og mindske duftintensiteten afhængigt af planten.
Og så er der driften. Duftlandskaber kræver vedligeholdelse, der tager højde for, at beskæring og pleje påvirker duftproduktionen. En forkert beskåret lavendel kan påvirke vækst og dermed også duftevne.
På krisecentret for kvinder udsat for vold har landskabsarkitekterne bevidst designet haven med duftende planter. Lavendelhækken langs stien er ikke bare dekorativ. Når hækken blomstrer, frigives blomsterduften i solskin og varme. Ellers kan man ved at strejfe hækken med sine fødder og skinneben frigive duften i bladene. Farmakologisk har den søde og aromatiske duft en afslappende effekt.
Det handler om at skabe et rum, der støtter op om kvindernes helingsproces gennem positivt distraherende oplevelser.
Branchen er langt fra en verden, hvor planter, dyr og mennesker lever i perfekt balance. Men duftdesign kan være et skridt på vejen. Det handler om at anerkende, at vi som mennesker har brug for mere end bare funktionelle grønne områder. Vi har brug for rum, der appellerer til alle vores sanser. Samtidig er vi afhængige af velfungerende økosystemer og en opretholdelse af biodiversiteten.
Den nye forskningsmodel giver landskabsarkitekter og byplanlæggere konkrete redskaber til at arbejde systematisk med duftdesign. Måske er fremtidens by ikke kun grønnere, men også mere velduftende og artsrige – hvis byggebranchen tør satse på at designe for næsen og ikke kun for øjet.
Artiklen bygger på en artikel publiceret i Urban Science
1Lygum, V. L., & Xiao, J. (2025). Creating Smellscapes with Plants: A Landscape Architectural Framework. Urban Science, 9(3), 68. https://doi.org/10.3390/urbansci9030068
En plantedufts karakter varierer alt efter hvilken art og sort, der er tale om. Overordnet set kan de være svære at klassificere. Et bud er dog følgende fire kategorier, der hver har tre underkategorier: intens (chokolade, berusende, krydret), tør (harpiksagtig, aromatisk, anisagtig), frisk (mintagtig, grøn, citrus) og sød (blød, frugtig, let).
Denne klassificering af plantedufte kan være en hjælp i udvælgelsen og sammensætningen af dufte i designet af en bestemt oplevelse på samme måde, som man fx arbejder med farver og farveskala.
Plantedufte er så komplekse at de er oplevelsesrige i sig selv, men man kan dog også lade sig inspirere af den måde, man typisk sammensætter parfumer. Her blander man en top-, mellem- og bundnote. Topnoter de dufte, der fordamper hurtigst. Ofte er de friske og lette dufte. Mellemnoter er lidt mindre volatile og er tit mere fyldige, hvorimod bundnoter fordamper langsomst og er dybe i karakteren.
