Musikhusparken i Aarhus er et nyt mødested, der forbinder byens kulturinstitutioner og giver plads til både store begivenheder og små hverdagsoplevelser. Men det mest interessante er måske, hvordan parkens design løser tilgængelighedsudfordringer på simple og elegante måder.
Rådgivere: Schønherr Landskabsarkitekter i samarbejde med HABITATS, Artelia og billedkunstner Morten Stræde
Entreprenør: OKNygaard.
Bygherrerådgiver: KUBEN managment
Støttet af: Realdania, Salling Fondene og NRGi
Da Musikhuset i Aarhus blev indviet i 1982, havde landskabsarkitekt og professor Sven Hansen tegnet haveanlægget foran musikhuset, som var inspireret af både renæssancen og barokken. I forbindelse med udvidelsen af ARoS og anlæggelsen af det store kunstværk “The Dome, a Skyspace” af James Turell skulle anlægget gentænkes, så det matcher den nye kontekst.
Målet har været at få skabt et uderum til kulturelle aktiviteter for byens borgere, som ikke var til stede tidligere, hvor anlægget bestod af et bassin og en ankomstzone.
Efter ti år uden den store renovering har området foran Musikhuset fået et løft, der binder ARoS, Musikhuset og Rådhusparken sammen i én sammenhængende grøn akse. Selvom parken endnu ikke er helt færdig – der mangler blandt andet legeplads og skøjtebane – viser den allerede nu, hvordan gennemtænkt design kan skabe rum for alle.
Vandspejle i byrummet ender ofte med at blive indhegnet af sikkerhedshensyn. I Musikhusparken har man løst dette anderledes. Vandspejlet har små øer, der indbyder til leg og fungerer som perfekte fotografikulisser – som da et kor fra European Choir Games nyligt benyttede området.
Det smarte ligger i detaljerne: hvor vandspejlet grænser op til gangzoner, er der en kant, som kan mærkes med fødderne. På langsiden løber en fordybning mellem kant og sti, så man opdager kanten i tide og undgår våde sokker. Det er et eksempel på, hvordan universelt design ikke behøver at være synligt eller generende, men blot virker.
Ved stejle skråninger, hvor en lige rampe ville blive for stejl, er serpentinestien et oplagt valg. I Musikhusparken slynger stien sig gennem landskabet og gør den stejle bakke tilgængelig for kørestolsbrugere, barnevogne og andre, der har svært ved trapper.
Undervejs tilbyder stien bænke i hvert sving – et sted at hvile benene og nyde udsigten over parken. Har man travlt, kan man stadig vælge trappen langs Musikhusets facade. Begge ruter er belagt med jetbrændte chaussesten, der giver en jævn overflade, som er behagelig at køre på og samtidig passer ind i områdets æstetik.
Stierne i Musikhusparken har mange steder ophøjede kanter af chaussesten, et motiv der også er tilstede i Rådhusparken på den anden side af gaden. Det er ikke kun smukt, det er også funktionelt. Kanterne gør to ting samtidig: de sørger for afvanding og skaber en afgrænsning, der kan mærkes.
Særligt de steder, hvor der er højdeforskel til græsplænen, opdager man med fødderne eller mobilitystokken, hvis man er på vej ud over kanten. Det er en diskret måde at guide folk på, som virker for alle – uanset om man ser godt, skidt eller slet ikke.
Musikhusparken er resultatet af en usædvanlig bred borgerinddragelse. Ud over traditionelle borgermøder sendte Aarhus Kommune spørgeskemaer til 10.000 borgere og opstillede fire telefonbokse ved Musikhuset, hvor folk kunne indtale beskeder med deres ønsker for parken.
Studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev sat til at udforske brugernes behov, og blandt de indtalte beskeder var et forslag om at binde Musikhusparken sammen med Rådhusparken. Mange ønskede sig plads til koncerter og hyggelige opholdsområder, og selvom det ikke alle ønsker er opfyldt, giver parken nu mulighed for store arrangementer og mangfoldige hverdagsoplevelser.
Musikhusparken er et eksempel på, at inkluderende design ikke handler om at tilføje specielle løsninger og i stedet tænke gode funktioner ind fra begyndelsen i de grundlæggende designbeslutninger om belægning, kanter, stigninger og siddepladser.
Serpentinestien, der slynger sig af sted, blev foreslået af kommunens tilgængelighedsråd. Fordi den kan optage et stort terrænspring uden at blive for stejl. Samtidig er den et arkitektonisk element, der giver en anden bevægelse end en lige rampe.
I Musikhusparken inviterer vandet og øerne i vandspejlet til leg og udforskning. Langs hovedstierne er der en kant, som bliver en naturlig ledeline, der advarer - fordi man opdager kanten inden, uheldet er ude. Fra Musikhusparken er der kig mod Rådhusparken.
I udformningen af stierne i Musikhusparken, er der arbejdet videre med et motiv fra Rådhusparken, hvor belægningen ikke kun er noget man går på, men noget som følger terrænet. Det udnyttes til at skabe overgange, som kan mærkes. Har man brug for et hvil, står en bænk klar, som selvfølgelig er genbrug fra det oprindelige haveanlæg.
Med serpentinestien kan man opleve stedet i roligt tempo. Men trappen langs Musikhuset tilbyder et alternativ.
Afvandingsløsningen fungerer her som en ekstra advarsel langs vandspejlet samtidig, som den supplerer kanten i beton.
Her kan man faktisk sidde på kanten langs stien, selvom den måske er lidt kold og ujævn.
Serpentinestien, der slynger sig af sted, blev foreslået af kommunens tilgængelighedsråd. Fordi den kan optage et stort terrænspring uden at blive for stejl. Samtidig er den et arkitektonisk element, der giver en anden bevægelse end en lige rampe.
I Musikhusparken inviterer vandet og øerne i vandspejlet til leg og udforskning. Langs hovedstierne er der en kant, som bliver en naturlig ledeline, der advarer - fordi man opdager kanten inden, uheldet er ude. Fra Musikhusparken er der kig mod Rådhusparken.
I udformningen af stierne i Musikhusparken, er der arbejdet videre med et motiv fra Rådhusparken, hvor belægningen ikke kun er noget man går på, men noget som følger terrænet. Det udnyttes til at skabe overgange, som kan mærkes. Har man brug for et hvil, står en bænk klar, som selvfølgelig er genbrug fra det oprindelige haveanlæg.
Med serpentinestien kan man opleve stedet i roligt tempo. Men trappen langs Musikhuset tilbyder et alternativ.
Afvandingsløsningen fungerer her som en ekstra advarsel langs vandspejlet samtidig, som den supplerer kanten i beton.
Her kan man faktisk sidde på kanten langs stien, selvom den måske er lidt kold og ujævn.
