Kampen om byrummet: Kan vi skabe plads til alle i byen?

Artikel
Den tomme grund på Jagtvej 69. På husmuren står malet "Plutokrati" med store bogstaver og små bede er opstået på pladsen.

Offentlige byrum repræsenterer en kampplads mellem modstridende behov – med socialt velstillede gruppers behov for tryghed på den ene side og socialt udsatte gruppers behov for et sted at være på den anden. Det stiller designere og planlæggere over for et vanskeligt dilemma: Hvem skal prioriteres højest?

Mange af os vil kunne nikke genkendende til barndommens opdragende devise: Ryk en balle, så er der plads til alle. Og planlægning af byens rum kan måske netop ses som designerens pendant hertil: Hvis alle skal have lov at være her, skal alle også have rum og fysisk mulighed for det. Og det er designerens og planlæggerens ansvar at sørge for, at mangfoldighed også er mulig i praksis og ikke kun på tegnebrættet. For mens design skaber inklusion af nogle, udfordrer urbanisering, gentrificering og renoveringer storbyens mangfoldighed.

Det er et interessant og læringsrigt spændingsfelt at være sig bevidst. For det kræver særlig omtanke for og empati med alle brugeres behov at skabe plads til alle byens brugere, og ikke kun dem, der er politisk fordelagtige. 

Åbne byrum er et af de mest tydelige steder for mangfoldige brugergrupper – alle og enhver bruger, gør ophold i eller passerer gennem byen. Alle aldre og alle kroppe er til stede og har en ret til byrummet, og derfor er diversitet en faktor i byplanlægningen. Men med stigende urbanisering og en aldrende befolkning bliver denne udfordring ikke nemmere: For hvem skal prioriteres højest i de rum, hvor modstridende behov bogstaveligt talt kæmper om pladsen – eliten, der driver udviklingen, eller de socialgrupper, den fortrænger? 

I en klumme på Danske Landskabsarkitekter foreslår Susanne Renée Grunkin, landskabsarkitekt MDL, daværende formand Danske Landskabsarkitekter og Kathrine Elnegaard, studerende på BA Designkultur på Syddansk Universitet Kolding, at man tackler den udfordring ved at prioritere inklusionen:

“Det kan man eksempelvis gøre ved at tænke multifunktionelt og rekreativt, så pladser og steder ikke er forbeholdt enkelte befolkningsgrupper, men i stedet byder op til socialt samvær, hvor alle føler sig velkommen og accepteret.” 

Men det er, som klummeskribenterne pointerer, en udfordring at inkludere alle i fællesskabet.

Et helle for udvikling og samfundets forventninger

Gennem de seneste årtier har især de store byer gennemgået store forandringer med stigende lejlighedspriser og en drastisk ændring i demografi til følge. Der er rift om pladsen, for vi bliver hele tiden flere og flere mennesker. I takt med det inddrager vi stadig flere af byens “sprækker” – de u-designede mellemrum, som i udgangspunktet ikke er tiltænkt en defineret funktion, men snarere udmærker sig ved deres fravær af plan eller design. 

For den mere privilegerede del af byens indbyggere udgør byrummene et afbræk, et (grønt) pusterum eller simpelthen en forskønnende baggrundskulisse i et hektisk hverdagsliv til og fra arbejde med børn og indkøbsposer på cykelstyret. For andre er byrummet rammen om deres liv; deres dagligstue, køkken og soveværelse. For nogle socialt udsatte grupper udspiller hele livet sig netop uden for det traditionelle hjems fire vægge og livet på gaden (u-)muliggøres gennem det design, byplanlæggere udtænker. Hvor torvets bænk for nogle af os er er en åben invitation, er det for andre den eneste mulighed for at sidde med støttet ryg. 

Hos Jon Dag Rasmussen, ph.d i sociologi og adjunkt ved BUILD, Aalborg Universitet, optræder de mere u-designede byrum som eksempelvis byggetomten eller gadehjørnet som steder med en særlig kvalitet¹, fordi de ikke stiller nogen krav til en særlig adfærd eller aktivitet. Og af den grund kan de give mulighed for, at mangfoldigheden kan findes i byerne. Omvendt kan man i undersøgelsen “Byen som dagligstue?” også læse erfaringer fra brugergrupper, der sætter pris på godt design, der gør plads til dem og deres behov. Og om at de sætter pris på blomsterbedet ved deres faste bænk. Som en af de interviewede i undersøgelsen fortalte:

“Jeg plejede at komme på Rungsted Plads. Der var sgu flot med tulipaner og det hele, men så fjernede de bænkene. Så nu kommer jeg her i Sumpen i stedet for. Hvis vi fik nogle nye bænke her, og måske nogle blomster – vi kunne jo bare passe dem selv – så ville folk udefra måske også se på os på en anden måde.”² 

Men det er ikke kun socialt udsatte, der er tiltrukket af de rum, der minder om en anden tid. Også journalisten og debattøren Ditte Giese, som kan siges at være en af en kulturel elite, sværmer om de u-designede byrum i en klumme: 

“Jernbanebyen er den skønne plet mellem Vestre Fængsel og Fisketorvet, som jeg personligt i årevis er cyklet igennem med en tydelig Olsen Banden-state-of-mind, fordi der ligger de der små gule huse til folk, der arbejdede ved de danske statsbaner med udsigt til godsbaneterrænet, og der er så herligt rodet og øde og ikke-planlagt. Men DSB har for længst solgt ud af arvesølvet (den gule by), og nu skal der naturligvis bygges en moderne bydel. Som bliver endnu et ekko af noget, der var stort og ægte engang, men nu er urbant og pop-up og street. Projektet Jernbanebyen lyder da både grønt og bæredygtigt og andre buzzwords, men vidner om endnu en historisk lomme, der forsvinder. Endnu et pusterum i byen der skal fyldes ud. Og snart kan vi slet ikke se, at København engang var en arbejderby med værfter og fabrikker og mænd med beskidte næver og oaser hvor man kunne sætte sig i solen og bare være uden straks at skulle købe kaffe til 50 kroner.“

At lade disse steder være kan også have fordele for andre end byens menneskelige indbyggere: De giver nemlig også grobund for mere vild natur, og vi ser ofte, hvordan naturen og biodiversiteten trives, når natur får lov at være natur frem for kultur i indskrænkende plantekasser og veltrimmede bede. 

Disse oplevelser fra begge sider af Københavns demografi bærer vidne om, at de u-udfyldte steder på bykortet kan noget særligt – og måske rummer de endda et potentiale for at holde liv i storbyens mangfoldighed. 

Den tomme grund på Jagtvej 69 på Nørrebro er et eksempel på en af storbyens "sprækker". Foto: Camilla Zuleger

Gadens kolde krig

Byplanlægning og vækst inddrager de u-designede, u-intenderede og mere vilde steder, der inviterer til en anden måde at være til stede i byen på. Og samtidig med det går også de designede steder som parken eller togperronen i en mere uniform retning. De er udfordret af det, arkitektur- og mobilitetsforsker Ole B. Jensen kalder ’dark design’, men som også kendes som ‘fjendtlig arkitektur’ – begreber, der dækker over designstrategier og -løsninger, der har til hensigt at begrænse anvendelsen af offentligt tilgængelige rum for bestemte grupper af mennesker, der af den ene eller anden grund betragtes som uønskede deltagere. Målgruppen for de ekskluderende og ’mørke’ designs kan fx være hjemløse, unge mennesker, særlige ældre eller andre grupper, som med deres blotte tilstedeværelse og aktivitet udgør uønskede indslag i bylivet. 

Det klassiske eller mest velkendte eksempel på ‘dark design’ er armlænene på bænke. Men også her er det svært at fælde en entydig dom: For mens armlæn på den ene side gør det umuligt at sove på bænken, er de på den anden side fremragende for den ældre, der har brug for støtte til at rejse sig op, når toget ruller ind. 

Vi ser også, hvordan bænke på offentlige pladser bliver flyttet, så det er svært at sidde i en gruppe eller helt bliver fjernet. Men som forfatterne til “Byen som dagligstue?” bemærker, så løser man ikke problemet med socialt udsatte grupper ved at fjerne deres siddemulighed – man flytter det blot. 

Den amerikanske forfatter og teoretiker Mike Davis har også sammenfattet dette fænomen under “gadens kolde krig” – den proces, der sigter mod simpelthen at fjerne hjemløse fra bybilledet for at gøre plads til højere socioøkonomiske grupper.³

Det er selvfølgelig først og fremmest et politisk spørgsmål, men i kampen for at mindske ulighed og følge FN’s overordnede mål om ikke at lade nogen i stikken, må der nødvendigvis også tænkes på socialt dårligere stillede grupper. I antologibidraget “Retten til byen” af Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen sætter de fokus på den fortrængning af mindre velstillede mennesker, der er sket på Vesterbro, til fordel for højtuddannede og mere velhavende mennesker. Deres opfordring lyder, at “en visionær bypolitik [må] tage udgangspunkt i kollektive rettigheder og om ikke ekskludere, så i det mindste udfordre elitens individuelle ret til byen.”⁴

“Inklusion går begge veje” 

Som forfatterne bag den 10-år gamle undersøgelse “Byen som dagligstue?” påpegede, er det vigtigt ikke kun at “planlægge for det samfund, vi gerne vil have, men også for det, der allerede findes. Og hvordan gør man så det?”⁵

Pointen med inkluderende design er netop, at den ikke skal være inkluderende for de fleste, men også for dem, der lever i periferien. Ægte mangfoldighed opnås kun ved at give plads til dem, der har nogle andre behov end os selv – og det behøver ikke at betyde, at man giver afkald på egne behov. Derfor har Gehl Architects i samarbejde med SPUR udviklet et toolkit, der fokuserer på sameksistens frem for tryghed og netop har til formål at skabe og inspirere til områder, hvor alle har det godt – fra den hjemløse til børnefamilien.

I Grunkins og Elnegaards klumme præsenteres vi for et eksempel, hvor det er lykkedes  – et byrumsdesign i Bolbro, der har givet læ og afskærmning for en gruppe af socialt udsatte og samtidig skabt et opholdsrum, der ikke giver anledning til utryghed hos øvrige grupper. Som Grunkin og Elnegaard opfordrer til, så findes løsningen i kompromiset og det gode, mangfoldige design: 

“Jo mere vi byder op til sameksistens og inklusion, jo mere bliver vi bevidste om hinanden som en bred gruppe af samfundsborgere og ”inklusion går begge veje”, som en borger skarpt pointerede på et møde i arbejdsgruppen.”

¹ Rasmussen, J. D. (2018). Ældre, der lever deres vågne timer på gaden. I S. Glasdam, & F. F. Jacobsen (red.), Gerontologi: perspektiver på ældre mennesker (s. 188-206). Gad.

² Stender, M. (2010). Byen som dagligstue: Byfornyelse med plads til socialt udsatte, s. 8

³ Larsen, H. G., & Lund Hansen, A. (2012). Retten til byen. I J. Andersen, M. Freudendal-Pedersen, L. Koefoed, &J. Larsen (red.), Byen i bevægelse: Mobilitet - politik - performativitet (s. 131-147), s. 137

⁴ Larsen, H. G., & Lund Hansen, A. (2012). Retten til byen. I J. Andersen, M. Freudendal-Pedersen, L. Koefoed, &J. Larsen (red.), Byen i bevægelse: Mobilitet - politik - performativitet (s. 131-147), s. 145

⁵ Stender, M. (2010). Byen som dagligstue: Byfornyelse med plads til socialt udsatte, s. 6

Mange af os vil kunne nikke genkendende til barndommens opdragende devise: Ryk en balle, så er der plads til alle. Og planlægning af byens rum kan måske netop ses som designerens pendant hertil: Hvis alle skal have lov at være her, skal alle også have rum og fysisk mulighed for det. Og det er designerens og planlæggerens ansvar at sørge for, at mangfoldighed også er mulig i praksis og ikke kun på tegnebrættet. For mens design skaber inklusion af nogle, udfordrer urbanisering, gentrificering og renoveringer storbyens mangfoldighed.

Det er et interessant og læringsrigt spændingsfelt at være sig bevidst. For det kræver særlig omtanke for og empati med alle brugeres behov at skabe plads til alle byens brugere, og ikke kun dem, der er politisk fordelagtige. 

Åbne byrum er et af de mest tydelige steder for mangfoldige brugergrupper – alle og enhver bruger, gør ophold i eller passerer gennem byen. Alle aldre og alle kroppe er til stede og har en ret til byrummet, og derfor er diversitet en faktor i byplanlægningen. Men med stigende urbanisering og en aldrende befolkning bliver denne udfordring ikke nemmere: For hvem skal prioriteres højest i de rum, hvor modstridende behov bogstaveligt talt kæmper om pladsen – eliten, der driver udviklingen, eller de socialgrupper, den fortrænger? 

I en klumme på Danske Landskabsarkitekter foreslår Susanne Renée Grunkin, landskabsarkitekt MDL, daværende formand Danske Landskabsarkitekter og Kathrine Elnegaard, studerende på BA Designkultur på Syddansk Universitet Kolding, at man tackler den udfordring ved at prioritere inklusionen:

“Det kan man eksempelvis gøre ved at tænke multifunktionelt og rekreativt, så pladser og steder ikke er forbeholdt enkelte befolkningsgrupper, men i stedet byder op til socialt samvær, hvor alle føler sig velkommen og accepteret.” 

Men det er, som klummeskribenterne pointerer, en udfordring at inkludere alle i fællesskabet.

Et helle for udvikling og samfundets forventninger

Gennem de seneste årtier har især de store byer gennemgået store forandringer med stigende lejlighedspriser og en drastisk ændring i demografi til følge. Der er rift om pladsen, for vi bliver hele tiden flere og flere mennesker. I takt med det inddrager vi stadig flere af byens “sprækker” – de u-designede mellemrum, som i udgangspunktet ikke er tiltænkt en defineret funktion, men snarere udmærker sig ved deres fravær af plan eller design. 

For den mere privilegerede del af byens indbyggere udgør byrummene et afbræk, et (grønt) pusterum eller simpelthen en forskønnende baggrundskulisse i et hektisk hverdagsliv til og fra arbejde med børn og indkøbsposer på cykelstyret. For andre er byrummet rammen om deres liv; deres dagligstue, køkken og soveværelse. For nogle socialt udsatte grupper udspiller hele livet sig netop uden for det traditionelle hjems fire vægge og livet på gaden (u-)muliggøres gennem det design, byplanlæggere udtænker. Hvor torvets bænk for nogle af os er er en åben invitation, er det for andre den eneste mulighed for at sidde med støttet ryg. 

Hos Jon Dag Rasmussen, ph.d i sociologi og adjunkt ved BUILD, Aalborg Universitet, optræder de mere u-designede byrum som eksempelvis byggetomten eller gadehjørnet som steder med en særlig kvalitet¹, fordi de ikke stiller nogen krav til en særlig adfærd eller aktivitet. Og af den grund kan de give mulighed for, at mangfoldigheden kan findes i byerne. Omvendt kan man i undersøgelsen “Byen som dagligstue?” også læse erfaringer fra brugergrupper, der sætter pris på godt design, der gør plads til dem og deres behov. Og om at de sætter pris på blomsterbedet ved deres faste bænk. Som en af de interviewede i undersøgelsen fortalte:

“Jeg plejede at komme på Rungsted Plads. Der var sgu flot med tulipaner og det hele, men så fjernede de bænkene. Så nu kommer jeg her i Sumpen i stedet for. Hvis vi fik nogle nye bænke her, og måske nogle blomster – vi kunne jo bare passe dem selv – så ville folk udefra måske også se på os på en anden måde.”² 

Men det er ikke kun socialt udsatte, der er tiltrukket af de rum, der minder om en anden tid. Også journalisten og debattøren Ditte Giese, som kan siges at være en af en kulturel elite, sværmer om de u-designede byrum i en klumme: 

“Jernbanebyen er den skønne plet mellem Vestre Fængsel og Fisketorvet, som jeg personligt i årevis er cyklet igennem med en tydelig Olsen Banden-state-of-mind, fordi der ligger de der små gule huse til folk, der arbejdede ved de danske statsbaner med udsigt til godsbaneterrænet, og der er så herligt rodet og øde og ikke-planlagt. Men DSB har for længst solgt ud af arvesølvet (den gule by), og nu skal der naturligvis bygges en moderne bydel. Som bliver endnu et ekko af noget, der var stort og ægte engang, men nu er urbant og pop-up og street. Projektet Jernbanebyen lyder da både grønt og bæredygtigt og andre buzzwords, men vidner om endnu en historisk lomme, der forsvinder. Endnu et pusterum i byen der skal fyldes ud. Og snart kan vi slet ikke se, at København engang var en arbejderby med værfter og fabrikker og mænd med beskidte næver og oaser hvor man kunne sætte sig i solen og bare være uden straks at skulle købe kaffe til 50 kroner.“

At lade disse steder være kan også have fordele for andre end byens menneskelige indbyggere: De giver nemlig også grobund for mere vild natur, og vi ser ofte, hvordan naturen og biodiversiteten trives, når natur får lov at være natur frem for kultur i indskrænkende plantekasser og veltrimmede bede. 

Disse oplevelser fra begge sider af Københavns demografi bærer vidne om, at de u-udfyldte steder på bykortet kan noget særligt – og måske rummer de endda et potentiale for at holde liv i storbyens mangfoldighed. 

Den tomme grund på Jagtvej 69 på Nørrebro er et eksempel på en af storbyens "sprækker". Foto: Camilla Zuleger

Gadens kolde krig

Byplanlægning og vækst inddrager de u-designede, u-intenderede og mere vilde steder, der inviterer til en anden måde at være til stede i byen på. Og samtidig med det går også de designede steder som parken eller togperronen i en mere uniform retning. De er udfordret af det, arkitektur- og mobilitetsforsker Ole B. Jensen kalder ’dark design’, men som også kendes som ‘fjendtlig arkitektur’ – begreber, der dækker over designstrategier og -løsninger, der har til hensigt at begrænse anvendelsen af offentligt tilgængelige rum for bestemte grupper af mennesker, der af den ene eller anden grund betragtes som uønskede deltagere. Målgruppen for de ekskluderende og ’mørke’ designs kan fx være hjemløse, unge mennesker, særlige ældre eller andre grupper, som med deres blotte tilstedeværelse og aktivitet udgør uønskede indslag i bylivet. 

Det klassiske eller mest velkendte eksempel på ‘dark design’ er armlænene på bænke. Men også her er det svært at fælde en entydig dom: For mens armlæn på den ene side gør det umuligt at sove på bænken, er de på den anden side fremragende for den ældre, der har brug for støtte til at rejse sig op, når toget ruller ind. 

Vi ser også, hvordan bænke på offentlige pladser bliver flyttet, så det er svært at sidde i en gruppe eller helt bliver fjernet. Men som forfatterne til “Byen som dagligstue?” bemærker, så løser man ikke problemet med socialt udsatte grupper ved at fjerne deres siddemulighed – man flytter det blot. 

Den amerikanske forfatter og teoretiker Mike Davis har også sammenfattet dette fænomen under “gadens kolde krig” – den proces, der sigter mod simpelthen at fjerne hjemløse fra bybilledet for at gøre plads til højere socioøkonomiske grupper.³

Det er selvfølgelig først og fremmest et politisk spørgsmål, men i kampen for at mindske ulighed og følge FN’s overordnede mål om ikke at lade nogen i stikken, må der nødvendigvis også tænkes på socialt dårligere stillede grupper. I antologibidraget “Retten til byen” af Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen sætter de fokus på den fortrængning af mindre velstillede mennesker, der er sket på Vesterbro, til fordel for højtuddannede og mere velhavende mennesker. Deres opfordring lyder, at “en visionær bypolitik [må] tage udgangspunkt i kollektive rettigheder og om ikke ekskludere, så i det mindste udfordre elitens individuelle ret til byen.”⁴

“Inklusion går begge veje” 

Som forfatterne bag den 10-år gamle undersøgelse “Byen som dagligstue?” påpegede, er det vigtigt ikke kun at “planlægge for det samfund, vi gerne vil have, men også for det, der allerede findes. Og hvordan gør man så det?”⁵

Pointen med inkluderende design er netop, at den ikke skal være inkluderende for de fleste, men også for dem, der lever i periferien. Ægte mangfoldighed opnås kun ved at give plads til dem, der har nogle andre behov end os selv – og det behøver ikke at betyde, at man giver afkald på egne behov. Derfor har Gehl Architects i samarbejde med SPUR udviklet et toolkit, der fokuserer på sameksistens frem for tryghed og netop har til formål at skabe og inspirere til områder, hvor alle har det godt – fra den hjemløse til børnefamilien.

I Grunkins og Elnegaards klumme præsenteres vi for et eksempel, hvor det er lykkedes  – et byrumsdesign i Bolbro, der har givet læ og afskærmning for en gruppe af socialt udsatte og samtidig skabt et opholdsrum, der ikke giver anledning til utryghed hos øvrige grupper. Som Grunkin og Elnegaard opfordrer til, så findes løsningen i kompromiset og det gode, mangfoldige design: 

“Jo mere vi byder op til sameksistens og inklusion, jo mere bliver vi bevidste om hinanden som en bred gruppe af samfundsborgere og ”inklusion går begge veje”, som en borger skarpt pointerede på et møde i arbejdsgruppen.”

Jagtvej 69 står stadig tom mange år efter rydningen af Ungdomshuset i 2007. Foto: Camilla Zuleger

Video

No items found.

Galleri

No items found.
No items found.
Arkitekt
Bygherre / ordregiver
Ingeniør
Entrepenør
Med støtte fra
Realiseret

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at kigge på

Disclaimer

Rumsans ønsker at inspirere og informere om universelt design. Selv når der blot er tale om en detalje, tager vi den med, hvis det kan være til inspiration for andre.