Ny publikation fra Realdania skal inspirere til at arbejde aldersinkluderende gennem centrale overvejelser, der med udgangspunkt i stedets karakter og atmosfære skaber steder, hvor alle kan mødes – helt i tråd med universelt design.
Vi bliver flere og flere ældre. 10 % af den danske befolkning viser tegn på ensomhed og 5 % på social isolation. I begge kategorier dominerer den ældre del af befolkningen. Realdanias igangværende kampagne 'Steder vi mødes' tager fat i den stigende ensomhed i vores samfund, en aldrende befolkning samt en by- og samfundsudvikling, der synes at trække os længere og længere fra hinanden. I kampagnen støtter de udviklingen af syv inkluderende og ældrevenlige mødesteder i landet for netop at modarbejde den stigende tendens med færre fysiske mødesteder.
Udgivelsen er skabt af tegnestuen dominique+serena for Realdania med bidrag fra kultursociolog, ph.d. og direktør og forskningsleder for Fonden Ensomme Gamles Værn, Christine E. Swane.
Det spørgsmål stiller Christine E. Swane, i den korte udgivelses introduktion. Hun besvarer sit eget spørgsmål ved at foreslå begrebet alderinkluderende som en betegnelse for steder, hvor alle, som har lyst, kan mødes.
dominique+serena har i flere år arbejdet med og udgivet bøger om aldersinkluderende byrum og praksis. Nu har de sammen med Christine E. Swane skrevet en vejledning, der zoomer ind på de vigtige overvejelser og forhold, man skal være opmærksom på, når målet er at skabe steder, vi kan mødes, steder hvor vi kan “være og gøre noget sammen, sanse smukke omgivelser og leve gode liv. På tværs af alder, sygdom og svækkelse,” som Christine E. Swane skriver.
I udgivelsen gennemgår Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena en række forhold med betydning for inkluderende mødesteder som aktiviteter, størrelser, målgruppens alder, rollefordelinger, fysiske barrierer, komfort, merværdi og kvaliteter. Her har de fokus på fysiske aspekter som fysiske og sociale tærskler, overgangs- og mellemzoner samt den overordnede rumlige situation.
De adresserer forskellighed, og hvordan stedet understøtter forskellige behov og vilkår for deltagelse, eksempelvis. Herunder at der kan være behov for både de strukturerede og mindre strukturerede aktiviteter og måder at deltage på. Nogle mennesker vil have behov for at kunne se på, mens andre kaster sig ud i det med det samme. Det er altså et perspektiv, som ligger i naturlig forlængelse af universelt design, eksempelvis i form af Steinfeld & Maisels otte mål, der opfordrer til at skabe steder, der er behagelige for alle kroppe og tager højde for den sociale kontekst.
Ved at tage udgangspunkt i oplevelsen af stedet og dets lyde, rumlighed, stoflighed og dufte kan disse kvaliteter bidrage til at give stedet forskellige karakterer og atmosfærer, som kan understøtte den fælles samhørighed mellem stedets brugere. Alt i alt 12 fine overvejelser, som præsenteres under de forskellige overskrifter:
Christine E. Swane udfolder de to nøglebegreber for kampagnen, alderdom og ensomhed. Her udfordrer hun på den ene side eksisterende ældrebilleder, som enten repræsenterer den sygdomsramte eller evige ungdom. Hun pointerer at disse billeder skal balanceres i en ny forståelse af det lange liv. På den anden side peger hun på ensomhed som en subjektiv oplevelse, der ikke bestemmes af antallet af personer, som er til stede. Her kan fællesskabet noget, hvis man inviteres til at deltage og selv bidrage med viden og omsorg.