Følelsen af hjem i midlertidig bolig

Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.

Et krisecenter er et sted, man søger hen som sidste udvej. Men det er også et sted, der skal skabe mulighed for at genfinde rodfæste og finde vej tilbage til sit liv og selv. Her kan følelsen af at kunne føle sig hjemme og have plads til hverdagens små ritualer få betydning. Hvordan man kan føle sig hjemme i en bolig, man ved er midlertidig, er omdrejningspunktet i afgangsprojektet "Elements of Home" af Lin Halding Andersson fra Det Kongelige Akademi i København. 

Hun har undersøgt potentialet i at transformere Gasværksvejens Skole i København til et krisecenter for kvinder, hvor rummene både beskytter beboerne og giver dem plads til at sætte deres eget præg. Med afsæt i traume-informerede designprincipper og samtaler med kvinder, der selv har boet på krisecenter, udviklede hun ni rumlige elementer, der skal hjælpe beboerne med at genopbygge et trygt forhold til det at have et hjem.

Hvad var det konkrete afsæt for dit projekt? 

"Da jeg skulle i gang med mit afgangsprojekt, stod jeg selv midt i en stor livsomvæltning og en flytning. Jeg var samtidig i gang med at læse Virginia Woolfs “ A room of ones own” og var meget optaget af vigtigheden i at have en base, et hjem. Jeg begyndte at lægge mærke til de små ting, jeg selv gjorde hver dag, for at føle mig hjemme. Med inspiration fra Alison og Peter Smithsons “small pleasures of life”, begyndte jeg at registrere små hjemlige ritualer, og det blev også min indgangsvinkel til projektet, research og interviews. 

Mit afgangsprojekt “Elements of Home” udforsker, hvordan rumlige elementer kan skabe en følelse af hjem i midlertidige boliger. Ved at omdanne den tidligere Gasværksvejens Skole til et krisecenter for kvinder anvender jeg traume-informerede designprincipper for at fremme sikkerhed og trivsel. Jeg bruger ofte min egen livserfaring som pejling i mine projekter, men det er også vigtigt at kunne lægge det til side igen: jeg designer til en specifik brugergruppe, og det er vigtigt for mig at sætte mig ind i deres behov. Derfor var det meget værdifuldt at få kontakt til kvinder, der havde erfaring fra tidligere ophold på krisecentre."

Kan du pege på nogle konkrete designvalg i projektet, der direkte udspringer af at tænke i mangfoldighed eller inklusion?

"Projektet indeholder ni rumlige elementer, der alle har til formål at skabe balance mellem privatliv og samvær, fleksibilitet og stabilitet samt det institutionelle og det hjemlige. Alle elementer er skabt med et bevidst henblik på, at det skal favne alle beboere, men uden at det bliver sterilt." 

"En kvinde jeg interviewede fortalte, at hun var meget paranoid den første tid efter at være ankommet til et krisecenter; personalet havde sat et navneskilt op på hendes dør med hendes og datterens navn. Hun valgte at tage det ned med det samme, da det gjorde hende utryg; hvad nu, hvis hendes eks fandt ud af, hvor de opholdt sig, og kunne genkende lige netop deres dør. På den baggrund udviklede jeg et designkoncept, hvor hver dør har sin egen farve via et lille udhæng over døren. De forskellige farver gør det lettere at huske, hvor man bor, og skaber et tilhørsforhold uden at afsløre identiteten. Samtidig er det en reference til den klassiske hoveddør, der markerer tærsklen til den private sfære og byder en velkommen.

Et andet eksempel er Kammerlampen, som er et element specifikt designet til overlevere af partnervold og deres børn. Det er en ledsager, der kan stå på et bord, hænge ved sengen som en natlampe eller bæres gennem mørke gange, hvor den giver tryghed og orientering. Papirskærmen fungerer som et lærred for personlig udfoldelse, hvor hver bruger kan sætte sine egne spor, minder og historier på. Dermed bliver lampe en poetisk og subtil måde at opfylde brugernes behov på."

Lad os sige, at dit projekt står realiseret i morgen – hvad ville effekten af det byggeri være?

"Helt konkret ville flere overlevere af partnervold kunne få et midlertidigt hjem i København. Derudover ville det sætte spot på hvordan man kan transformere ved at tænke i rumlige elementer, i stedet for at bygge nyt, samt hvordan man designer til en specifik brugergruppe, der kan have forskellige behov og præferencer. Mennesker er ikke maskiner, der passer ind i den samme arkitektoniske boks: vi er levende, foranderlige væsener, og det skal vores omgivelser kunne afspejle." 

"Den tyske sociolog Hartmut Rosa arbejder med to begreber jeg har været inspireret af: Resonans og “Spielraum” (spillerum). I mit projekt handler resonans om at skabe mulighed for samklang mellem mennesket og dets omgivelser dvs. her et bomiljø, som man kan gå i dialog med, og som får lov til at blive mere end en passiv ramme.  

Fordi rum, møbler og objekter danner en atmosfære, som berører os følelsesmæssigt, og som vi præger med vores eget liv. Resonans kræver sanselighed: at røre ved træ, passe sine planter eller at redde sin seng skaber forbindelse og nærvær. Resonans kræver et fysisk spillerum, hvor man kan sætte sit eget aftryk. Det kan fx være, at kunne flytte rundt på møbler, hænge personlige billeder op eller lade tingene rode midlertidigt. Det samme er gældende i traume-informerede designprincipper: at have autonomi er essentielt for mennesker, der har overlevet partnervold, og igen skal opbygge et trygt forhold til deres hjem. 

Så forhåbentligt ville effekten været: mere resonans og mere spillerum, der understøtter heling for beboerne og gør deres midlertidige bolig til et vigtigt skridt på vejen til at skabe et trygt, permanent hjem." 

Hvis en af dine fremtidige kolleger i branchen skulle tage én ting med sig fra dit projekt ind i deres eget arbejde, hvad ville du så sende videre?

"Tænk småt! Og her mener jeg ikke uambitiøst eller tilbageskuende; men, at det er vigtigt at tænke den kropslige skala ind. Tænk i teksturer, sanser, behov. Sæt dig i brugerens sted: Hvilke daglige ritualer finder sted? Hvor skal potteplanten så? Hvor hænger man jakken?  

I projektet har jeg bevidst arbejdet med elementernes polyvalens; altså hvordan forskellige elementer kan bruges på forskellige måder, uden at de skifter form. Fx kan en seng både bruges som seng, daybed og spisebordsbænk. Møblers og rumlige elementers kraft kan konkret være med til at støtte specifikke brugergrupper, være rumskabende og give karakter. 

Masterplaner og gennemtænkte plantegninger er vigtigt, men magien ligger tit i detaljen: at man kan mærke, at det her er designet af et menneske, at der er tænkt over tingene. Den fornemmeste opgave, vi har som arkitekter og designere, er sommetider at gøre så lidt som muligt med bedst mulig effekt."