I et forsøg på at lade skellet mellem en plejeinstitution og verden udenfor forsvinde er den prisvindende demenslandsby Carpe Diem i Norge et bud på fremtidens sundhedstilbud. Med fokus på at skabe hjem og lyst til at være, er det blevet en livlig landsby – for beboere, deres venner og familie og det omkringliggende lokalsamfund.
Bjørbekk & Lindheim landskapsarkitekter
CADI interiørarkitekter
Norconsult
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Den lille landsby Carpe Diem på 18.000 m2 er skabt til at give mennesker, der lever med demens, et rigt liv med plads til at udforske deres interesser som hidtil. Det er et grundlæggende kendetegn ved stedet, at det netop ikke skal ligne en institution, men derimod være et lille bofællesskab, præcis som man kan finde dem over hele verden.
Når du kommer til receptionen og kigger videre ind, har du allerede visuel kontakt til gårdrummet. Man træder ud på pladsen, der mest af alt ligner et hyggeligt byrum, omgivet af beplantning, med levende små butiksfacader og indrettet med faste bænke og stole. Forskelligartede facader giver indtryk af at befinde sig i et bykvarter og ikke inde i en institution.
Pladsen omkranses af tre-etages bygningskroppe til tre af siderne, og mod syd fortsætter gårdrummet ned mellem lavere bygningskroppe i to etager. Her begynder en snoet vandresti der bugter sig mellem træerne og drejer blidt til højre, mens kvarteret fortsætter med rundt som en middelalderbys snoede gader.
Det lille lokalsamfund skal netop være et trygt og overskueligt område, hvor beboerne kan indgå i sociale fællesskaber og samtidig være mest muligt selvhjulpne. Med fysiske rammer der skaber muligheder for mestring i hverdagen. Hvert nabolag har sin identitet, herunder er indgangspartierne udformet med små variationer med hensyn til farver, beplantning og dufte, nogle steder akkompagneret af vand på forskellig vis – så man også igennem sanserne kan kende vejen hjem.
De forskellige bofællesskaber er indrettet med unikke stemninger og detaljer, der kan give beboerne en hjemlig følelse. Ikke mindst som naturlig følge af at hver bolig er indrettet med beboernes private møbler, undtagen sengen, et natbord og et garderobeskab.
Fordelingsgange og fælles opholdsrum har kunst på væggene, der er brugt træ i indretningen og farverige tekstiler, der er med til at skabe følelsen af hjemlig hygge. Køkkenerne er indrettet over den samme mal i alle boligområderne men i forskellige farver og med forskellige greb og kakler, som passer til det pågældende fællesskabs stil og kan hjælpe med at huske på om man hører til i det gule eller grønne køkken. Farverne hjælper også beboere og pårørende at orientere sig i bebyggelsen.
Gårdrummet bliver naturligt afgrænset til alle sider af den omkransende række af bygninger, så beboerne kan bevæge sig frit på området. Det indre gårdrum er holdt i en små-by-skala og giver associationer til den traditionelle norske have-by og rummer et torv, grønne områder og stier, der snor sig gennem landskabet.
Der har været stort fokus på den fysiske uro, der kan være hos den demente og at imødekomme deres behov for at kunne bevæge sig rundt uden at føle sig begrænset. Med mottoet ’Lad dem vandre’ er der arbejdet med bevægelser både i uderum og fællesarealer. De dårligste beboere bor på 1. sal, som er indrettet som plejehjem, mens beboerne i stueetagen generelt er meget fysisk raske og aktive med den yngste beboer på 47 år.
Følelsen af et normalt lokalsamfund styrkes af at invitere området ind, gæster udefra kan bruge faciliteter og udeområder, fx børnehaver og mødregrupper benytter tilbuddet flittigt. Der er lagt op til, at pårørende og frivillige skal kunne benytte aktivitetslokaler, samt cafe og butikker sammen med beboerne. Pårørende ses som en vigtig ressource for beboerne og fællesskabet, og der er fokus på et godt samarbejde mellem pårørende, de ansatte og frivillige i arbejdet omkring beboerne. Fællesskabet støttes blandt andet gennem fire fællessamlinger og to årlige fællesmøder for pårørende samt en venneforening bestående af pårørende og øvrige interessenter. Låner man lokaler, fx ’Grendahuset’ (forsamlingshuset) til en konfirmationsfest, betaler man tilbage ved at stege vafler eller være med som støtte til et arrangement.
Carpe Diem Demenslandsby indeholder en række funktioner og faciliteter, som man normalvis ikke ser i et plejehjem. Det handler om at skabe en sammenhæng til den verden, som beboerne kender. Frem for et fremmed plejehjem, møder de en virkelighed, som minder om den, de flyttede fra. Ud over forsamlingshuset er der fx frisør, pub, café og steder til hobbyvirksomhed. Der holdes ferniseringer når kunstværker skiftes ud og der inviteres til koncerter. Der er skabt rammer for mange aktiviteter udendørs, til friluftsliv med gapahuk, hønsegård, have-aktiviteter med at holde køkkenhave, frugthave eller blomsterhave, samt udendørs værksteder, hvor man kan endda være med til at vaske bil eller pudse båd inde på gårdspladsen. Mange af beboerne har været vant til havearbejde eller at ordne ting i værkstedet, sysler der kan fortsætte i plejehjems-regi.
Her er plads til 158 beboere, fordelt på 19 bofællesskaber: 17 bofællesskaber med otte beboere af relativt aktive ældre, mens to bofællesskaber med 11 beboere har pleje og omsorg døgnet rundt. Der findes desuden 20 pladser i dagcenter for mennesker med demens, som fortsat bor derhjemme.
Demenslandsbyen er inspireret af De Hogeweyk i Holland. Den norske udgave er dog blevet til i samspil med både politikere, pårørende, ansatte og frivillige, som tilsammen kom op med hele 255 ideer til fremtidens demenstilbud.
Norges første demenslandsby stod færdig i efteråret 2020 og er bygget med inspiration fra demenslandsbyer i Holland. Den første af sin slags er De Hogeweyk, der har gjort følelsen af at have et hjem og en hverdag til en grundsten i deres landsbytanke.
Ideen om en demenslandsby er at lade mennesker, der lever med demens i forskellig grad, flytte ind i noget, de kender – egne møbler, egne ting og plads til, at deres familie og venner kan, og har lyst til at, komme på besøg. Det er et forsøg på at lade sundhedsbyggeri være mindre institutionelt og mere hjemligt og personligt. I 2006 begyndte man at bygge de boliger og omgivelser, der i dag udgør De Hogeweyk, som siden hen har inspireret demenslandsbyer over hele verden.
Skalaskiftet fra torvet til boligerne er med til at forstærke rumforløbet og oplevelsen af et naturligt sammenhængende og varieret byrum. Det er en tryg ramme for beboerne at udfolde sig i - og det opleves umiddelbart ikke som lukket. Byrum, stiforløb og haver understøtter et mangfoldigt udbud af aktiviteter og bliver flittigt brugt.
Der er arbejdet på mange forskellige typologier fra middelalderbyen eller landsbyen: Menneskelig skala i sti, haver og bygninger, variation i materialevalg og facadebearbejdning, men på en måde, hvor det til sammen skaber en helhedsbetonet oplevelse.
På vandrestien passerer man en række forskellige haverum som her, hvor gadekæret er et af de let genkendelige steder. Udover de visuelle oplevelser er der fokus på at støtte andre sanseoplevelser gennem forskelle i den taktile belægning samt et varieret duft- og lydmiljø.
Torvet tilbyder en ramme for en række forskellige begivenheder. Nogle gange er det aktiviteter med deltagelse fra pårørende og kvarterets øvrige beboere – fra børnehaven til fællesskaber for ældre – eller som her, udendørs stolegymnastik for beboerne.
Ud til torvet ligger en række funktioner, man genkender fra den lille by som dagligvareforretningen, pubben og frisøren. Byrumsinventaret giver mulighed for forskellige type af ophold midt i begivenhederne eller lidt på afstand.
Landsbyen skal også kunne bruges efter solnedgang og året rundt. Derfor er der arbejdet med kunstlyset, så man kan færdes sikkert hele døgnet, og det føles trygt.
Det enkelte bofælleskab har sin egen farvepalette for at skabe genkendelighed for beboerne. I køkkenerne er der for eksempel arbejdet med forskellige indretningsstile og farver, der giver en hjemlig stemning langt fra det mere traditionelle, institutionsprægede plejecenter.
Landsbyen skal også kunne bruges efter solnedgang og året rundt. Derfor er der arbejdet med kunstlyset, så man kan færdes sikkert hele døgnet, og det føles trygt.
Torvet tilbyder en ramme for en række forskellige begivenheder. Nogle gange er det aktiviteter med deltagelse fra pårørende og kvarterets øvrige beboere – fra børnehaven til fællesskaber for ældre – eller som her, udendørs stolegymnastik for beboerne.
Ud til torvet ligger en række funktioner, man genkender fra den lille by som dagligvareforretningen, pubben og frisøren. Byrumsinventaret giver mulighed for forskellige type af ophold midt i begivenhederne eller lidt på afstand.
Der er arbejdet på mange forskellige typologier fra middelalderbyen eller landsbyen: Menneskelig skala i sti, haver og bygninger, variation i materialevalg og facadebearbejdning, men på en måde, hvor det til sammen skaber en helhedsbetonet oplevelse.
Det enkelte bofælleskab har sin egen farvepalette for at skabe genkendelighed for beboerne. I køkkenerne er der for eksempel arbejdet med forskellige indretningsstile og farver, der giver en hjemlig stemning langt fra det mere traditionelle, institutionsprægede plejecenter.
Skalaskiftet fra torvet til boligerne er med til at forstærke rumforløbet og oplevelsen af et naturligt sammenhængende og varieret byrum. Det er en tryg ramme for beboerne at udfolde sig i - og det opleves umiddelbart ikke som lukket. Byrum, stiforløb og haver understøtter et mangfoldigt udbud af aktiviteter og bliver flittigt brugt.
På vandrestien passerer man en række forskellige haverum som her, hvor gadekæret er et af de let genkendelige steder. Udover de visuelle oplevelser er der fokus på at støtte andre sanseoplevelser gennem forskelle i den taktile belægning samt et varieret duft- og lydmiljø.
