Hvordan kan vi designe inkluderende wayfinding for alle?

Eksempel
En sti ved indgangen til et hospital. Til højre er der et oversigtskilt.
No items found.

Når vi skal finde vej i det byggede miljø, opstår en dialog mellem os selv og bygningen. Og den dialog kan designere, arkitekter og planlæggere underbygge med forskellige arkitektoniske greb, som støtter orienteringen og wayfinding. Men hvad sker der egentlig, når vi skal finde vej? Og hvordan kan vi designe, så den proces bliver så let og intuitiv som muligt for alle – uanset evner og forudsætninger? Det har Triagonal undersøgt gennem et studie af evidensbaseret litteratur om, hvordan mennesker navigerer og orienterer sig i rum.

De fleste af os har oplevet at stå forvirrede og søgende i forhallen på et nyt hospital eller i en terminalbygning i en fremmed lufthavn. Vi ved, hvor vi skal hen – vi har måske nummeret på en specifik hospitalsstue eller en gate – men hvordan finder vi vej til målet? Med en dybere forståelse for, hvordan mennesker orienterer sig og navigerer, er det muligt at designe rumlige forløb, hvor de fleste mennesker nemmest muligt kan finde vej – uanset deres forudsætninger. 

Gennem designede arkitektoniske greb kan dialogen mellem personlige faktorer og de fysiske omgivelser understøttes. Når vi tænker denne dialog mellem brugeren og stedet ind i arkitekturen, mindsker vi behovet for at tilføje wayfinding-elementer som et ekstra informationslag. I de tilfælde hvor et bygningsværks særlige kompleksitet nødvendiggør tydeligere navigation, kan den samme forståelse bruges til at designe en wayfinding-strategi med respekt for det enkelte rumforløb og dets arkitektoniske kvaliteter, men også for stedets brugere og deres individuelle behov. 

Wayfinding-loop

Når mennesker skal finde vej, opstår en dialog mellem personen og rummet, de skal finde vej i. Her går en proces i gang, som forskeren Muna Al Ibrahim¹ kalder ”the wayfinding loop”. Først scanner vi, ofte ubevidst, vores omgivelser for tegn, som kan give os et hint om, hvor vi skal hen. Et tegn fra omgivelserne kan fx være skilte. Men det kan også være udsyn gennem et vindue, eller en stor genkendelig sølje midt i rummet, der hjælper os med at forstå, hvor vi er i en bygning, og hvor vi skal hen derfra. Dernæst bevæger vi os i den retning, vi vurderer er den rigtige. På vejen indsamles hele tiden ny viden, som kan bekræfte os i, at vi er på rette vej, eller indikerer, at ruten må lægges om. På den måde er der løbende en cirkulær proces mellem planlægningog udførelse af planen, indtil vi når vores mål. Det omgivende rum kommunikerer på den måde med brugeren gennem tegn fra arkitekturen og indretningen, og brugeren aflæser tegnene med udgangspunkt i egne erfaringer og evner.  

Tegning af en person som kigger mod alle de forskellige faktorer, der har en betydning eks. sanselige og fysiske evner.
Triagonals model for intuitiv wayfinding. Modellen illustrerer de personlige, fysiske og samspillende faktorer, der har betydning for menneskers evne til at orientere sig og finde vej.

Relationen mellem bygget miljø og bruger

Med en forståelse for den dialog, der opstår mellem stedet og brugeren, har designere, arkitekter og planlæggere mulighed for at gøre navigation i byggede rum nemmere og mere intuitiv for alle uanset evner og forudsætninger. Det gør vi ved at tilføje design, som understøtter samspillet mellem de personlige og fysiske faktorer som det er illustreret i modellen ovenfor. 

Ved at tage højde for faktorer som sigtelinjer og pejlemærker kan vi understøtte brugernes navigation ved at skabe synlighed og genkendelighed af vigtige destinationer. Kan man se hele vejen til destinationen, har man ikke behov for ekstra information. Ved at se på grundplan og indretning kan vi også skabe steder, som er forskelligartede og nemmere at kende fra hinanden. Store bygninger som hospitaler og lufthavne er ofte særligt komplekse på grund afderes størrelse og ensartede indretning. Hvis vi ikke får hjælp til at kende forskel på forskellige steder i bygningerne bliver det sværere at afgøre om man er det rigtige sted. At tilføje elementer, som bidrager til forskellighed og mindeværdighed kan på den måde være med til at gøre stederne nemmere at orientere sig i, uden at øge kompleksiteten af grundplanen eller antallet af beslutningspunkter². De forskellige detaljer bliver en del af vores mentale oversigtskort – vores kognitive kort - over stedet, som hele tiden bliver mere og mere detaljeret jo mere information vi får om stedet. Det er evnen til at lave kognitive kort som gør, at vi med tiden ikke længere kigger på skilte og kort, men i stedet kan huske ruten ud fra de forskellige mindeværdige elementer i rummet. Elementer som kan designes specifik til rummet så de både bidrager til stedets helhedsudtryk og understøtter brugernes navigation³.

Man ser op i et atrie med balkonger til hver side og en gangbro igennem luften.
Det store åbne rum i Den Sorte Diamant, med sit udsyn til flere etager og til vandet, er et godt eksempel på, hvordan sigtelinjer og pejlemærker understøtter orienteringen på et stort sted med mange forskellige brugere. Foto: Triagonal Information Design

Derudover kan der med kreativ indretning tilføjes et ekstra vejvisende lag gennem eksempelvis lyssætning, møblering eller andre designede elementer, så de skaber hensigtsmæssige flows gennem rummene. Man bør også tage navngivning af destinationerne i betragtning, da vi her kommunikerer direkte med brugerne. Mens fx latinske betegnelser er meningsfulde for sundhedsfagligt personale, så ringer betegnelserne sjældent en klokke hos dem, der har mest behov for hjælp til at finde vej. 

Alt det nævnte er arkitektoniske greb, som letter navigationen i det byggede miljø uden at tilføje skiltning, men som forbedrer stedets brugssignal eller ”affordance”, som det er beskrevet af forskeren James Gibson⁴. Alle ting har et brugssignal, en slags invitation til, hvordan de kan bruges. Tekanden med sin tud og håndtag gør det oplagt at holde ved håndtaget og hælde af tuden – den har et tydeligt og genkendeligt brugssignal. Som designere har vi mulighed for at arbejde med ting og steders brugssignaler for at få dem til at invitere til en bestemt brug eller adfærd.

Men tekanden kan også bruges som vase til blomster, hvis det er det brugeren har brug for, selvom det ikke er den brug, der var tiltænkt, da tekanden blev designet. Brugernes opfattelse af et steds affordance spiller på den måde sammen med deres individuelle evner, erfaringer og perspektiver. Nogle har fløjet på sommerferie med familien i årevis og ved, hvad de møder i lufthavnen, oghvordan deres ”brugerrejse” kommer til at se ud. Andre har måske aldrig fløjet, men er vant til at navigere i andre komplekse miljøer og har på den måde opbygget deres personlige erfaring med at finde vej og orientere sig. For andre med fx nedsat eller intet syn kan erfaringerne fra de selv samme situationer være kendetegnet af andre ting. Fx vil lyse og skinnende flader ofte blive aflæst som vinduer fordi det er det erfaringer har lært dem⁵. Det er sådanne oplevelser, der er med til at forme vores forventninger til det at finde vej. Vores erfaringer og forventninger påvirker også vores følelsesmæssige tilstand, alt efter om vi tidligere har haft gode eller dårlige oplevelser i lignende situationer. 

Intuitiv wayfinding for alle

Alle kan blive udfordrede og stressede, når det handler om at finde vej til et ukendt sted for første gang. Derudover kan forskellige mentale og fysiske begrænsninger også påvirke menneskers evne til at orientere sig og modtage wayfinding-information fra omgivelserne. Særligt på hospitaler kan man være meget følelsesmæssigt påvirket af det, der skal ske. Følelser som påvirker vores evne til at fokusere, orientere os og tage ny information ind. Hvis der derudover ikke er de nødvendige hjælpemidler til at vise vej frem til det pågældende sted, bliver vi endnu mere påvirkede. Derfor er det vigtigt, at steder designes og indrettes sådan, at de kommunikerer så tydeligt, intuitivt og enkelt som muligt til så mange brugere som muligt i tråd med principperne for universelt design. Ved at have øje på brugernes adfærd og behov kan designere, arkitekter og planlæggere designe rum og wayfinding, så stedets affordance er tydelig og intuitiv at afkode for så mange bruger som muligt og samtidig invitere til den adfærd, som bedst understøtter det enkelte steds funktion. Når det lykkes os at designe rum og wayfinding, som intuitivt kan aflæses af brugerne, mindsker vi oplevelsen af stress og skaber derigennem mere tryghed og forbedrer oplevelsen for brugerne.

Kig igennem et atrie med ovenlys og markante søjler. Til højre er der skiltning ifm. en rulletrappe.
På Başakşehir City Hospital i Istanbul tager wayfinding-systematikken udgangspunkt i et system, der kombinerer tal, bogstaver og farver. Disse koder står tydeligt og er fremhævet over den supplerende information. Derudover er der suppleret med piktogrammer, hvor det er muligt. Foto: Rönesans Group

¹ Ibrahim 2019. Effects of Art and Design on Orientation in Healthcare Architecture.

² Baskaya, Wilson & Özcan 2004. Wayfinding in an Unfamiliar Environment.

³ Rooke 2012. Improving Wayfinding in Old and Complex Hospital Environments.

⁴ Trettvik 2001. En økologisk tilgang til perception og aktivitet.

⁵ Amimona 2020. Interview med talsperson for den græske organisation Amimona.

⁶ Mollerup 2009. Wayshowing > Wayfinding. 

⁷ Cho 2016. Understanding the relationship between signage and mobile map for indoor wayfinding.

⁸ Arthur & Passini 1992. People, Signs, and Architecture.

De fleste af os har oplevet at stå forvirrede og søgende i forhallen på et nyt hospital eller i en terminalbygning i en fremmed lufthavn. Vi ved, hvor vi skal hen – vi har måske nummeret på en specifik hospitalsstue eller en gate – men hvordan finder vi vej til målet? Med en dybere forståelse for, hvordan mennesker orienterer sig og navigerer, er det muligt at designe rumlige forløb, hvor de fleste mennesker nemmest muligt kan finde vej – uanset deres forudsætninger. 

Gennem designede arkitektoniske greb kan dialogen mellem personlige faktorer og de fysiske omgivelser understøttes. Når vi tænker denne dialog mellem brugeren og stedet ind i arkitekturen, mindsker vi behovet for at tilføje wayfinding-elementer som et ekstra informationslag. I de tilfælde hvor et bygningsværks særlige kompleksitet nødvendiggør tydeligere navigation, kan den samme forståelse bruges til at designe en wayfinding-strategi med respekt for det enkelte rumforløb og dets arkitektoniske kvaliteter, men også for stedets brugere og deres individuelle behov. 

Wayfinding-loop

Når mennesker skal finde vej, opstår en dialog mellem personen og rummet, de skal finde vej i. Her går en proces i gang, som forskeren Muna Al Ibrahim¹ kalder ”the wayfinding loop”. Først scanner vi, ofte ubevidst, vores omgivelser for tegn, som kan give os et hint om, hvor vi skal hen. Et tegn fra omgivelserne kan fx være skilte. Men det kan også være udsyn gennem et vindue, eller en stor genkendelig sølje midt i rummet, der hjælper os med at forstå, hvor vi er i en bygning, og hvor vi skal hen derfra. Dernæst bevæger vi os i den retning, vi vurderer er den rigtige. På vejen indsamles hele tiden ny viden, som kan bekræfte os i, at vi er på rette vej, eller indikerer, at ruten må lægges om. På den måde er der løbende en cirkulær proces mellem planlægningog udførelse af planen, indtil vi når vores mål. Det omgivende rum kommunikerer på den måde med brugeren gennem tegn fra arkitekturen og indretningen, og brugeren aflæser tegnene med udgangspunkt i egne erfaringer og evner.  

Tegning af en person som kigger mod alle de forskellige faktorer, der har en betydning eks. sanselige og fysiske evner.
Triagonals model for intuitiv wayfinding. Modellen illustrerer de personlige, fysiske og samspillende faktorer, der har betydning for menneskers evne til at orientere sig og finde vej.

Relationen mellem bygget miljø og bruger

Med en forståelse for den dialog, der opstår mellem stedet og brugeren, har designere, arkitekter og planlæggere mulighed for at gøre navigation i byggede rum nemmere og mere intuitiv for alle uanset evner og forudsætninger. Det gør vi ved at tilføje design, som understøtter samspillet mellem de personlige og fysiske faktorer som det er illustreret i modellen ovenfor. 

Ved at tage højde for faktorer som sigtelinjer og pejlemærker kan vi understøtte brugernes navigation ved at skabe synlighed og genkendelighed af vigtige destinationer. Kan man se hele vejen til destinationen, har man ikke behov for ekstra information. Ved at se på grundplan og indretning kan vi også skabe steder, som er forskelligartede og nemmere at kende fra hinanden. Store bygninger som hospitaler og lufthavne er ofte særligt komplekse på grund afderes størrelse og ensartede indretning. Hvis vi ikke får hjælp til at kende forskel på forskellige steder i bygningerne bliver det sværere at afgøre om man er det rigtige sted. At tilføje elementer, som bidrager til forskellighed og mindeværdighed kan på den måde være med til at gøre stederne nemmere at orientere sig i, uden at øge kompleksiteten af grundplanen eller antallet af beslutningspunkter². De forskellige detaljer bliver en del af vores mentale oversigtskort – vores kognitive kort - over stedet, som hele tiden bliver mere og mere detaljeret jo mere information vi får om stedet. Det er evnen til at lave kognitive kort som gør, at vi med tiden ikke længere kigger på skilte og kort, men i stedet kan huske ruten ud fra de forskellige mindeværdige elementer i rummet. Elementer som kan designes specifik til rummet så de både bidrager til stedets helhedsudtryk og understøtter brugernes navigation³.

Man ser op i et atrie med balkonger til hver side og en gangbro igennem luften.
Det store åbne rum i Den Sorte Diamant, med sit udsyn til flere etager og til vandet, er et godt eksempel på, hvordan sigtelinjer og pejlemærker understøtter orienteringen på et stort sted med mange forskellige brugere. Foto: Triagonal Information Design

Derudover kan der med kreativ indretning tilføjes et ekstra vejvisende lag gennem eksempelvis lyssætning, møblering eller andre designede elementer, så de skaber hensigtsmæssige flows gennem rummene. Man bør også tage navngivning af destinationerne i betragtning, da vi her kommunikerer direkte med brugerne. Mens fx latinske betegnelser er meningsfulde for sundhedsfagligt personale, så ringer betegnelserne sjældent en klokke hos dem, der har mest behov for hjælp til at finde vej. 

Alt det nævnte er arkitektoniske greb, som letter navigationen i det byggede miljø uden at tilføje skiltning, men som forbedrer stedets brugssignal eller ”affordance”, som det er beskrevet af forskeren James Gibson⁴. Alle ting har et brugssignal, en slags invitation til, hvordan de kan bruges. Tekanden med sin tud og håndtag gør det oplagt at holde ved håndtaget og hælde af tuden – den har et tydeligt og genkendeligt brugssignal. Som designere har vi mulighed for at arbejde med ting og steders brugssignaler for at få dem til at invitere til en bestemt brug eller adfærd.

Men tekanden kan også bruges som vase til blomster, hvis det er det brugeren har brug for, selvom det ikke er den brug, der var tiltænkt, da tekanden blev designet. Brugernes opfattelse af et steds affordance spiller på den måde sammen med deres individuelle evner, erfaringer og perspektiver. Nogle har fløjet på sommerferie med familien i årevis og ved, hvad de møder i lufthavnen, oghvordan deres ”brugerrejse” kommer til at se ud. Andre har måske aldrig fløjet, men er vant til at navigere i andre komplekse miljøer og har på den måde opbygget deres personlige erfaring med at finde vej og orientere sig. For andre med fx nedsat eller intet syn kan erfaringerne fra de selv samme situationer være kendetegnet af andre ting. Fx vil lyse og skinnende flader ofte blive aflæst som vinduer fordi det er det erfaringer har lært dem⁵. Det er sådanne oplevelser, der er med til at forme vores forventninger til det at finde vej. Vores erfaringer og forventninger påvirker også vores følelsesmæssige tilstand, alt efter om vi tidligere har haft gode eller dårlige oplevelser i lignende situationer. 

Intuitiv wayfinding for alle

Alle kan blive udfordrede og stressede, når det handler om at finde vej til et ukendt sted for første gang. Derudover kan forskellige mentale og fysiske begrænsninger også påvirke menneskers evne til at orientere sig og modtage wayfinding-information fra omgivelserne. Særligt på hospitaler kan man være meget følelsesmæssigt påvirket af det, der skal ske. Følelser som påvirker vores evne til at fokusere, orientere os og tage ny information ind. Hvis der derudover ikke er de nødvendige hjælpemidler til at vise vej frem til det pågældende sted, bliver vi endnu mere påvirkede. Derfor er det vigtigt, at steder designes og indrettes sådan, at de kommunikerer så tydeligt, intuitivt og enkelt som muligt til så mange brugere som muligt i tråd med principperne for universelt design. Ved at have øje på brugernes adfærd og behov kan designere, arkitekter og planlæggere designe rum og wayfinding, så stedets affordance er tydelig og intuitiv at afkode for så mange bruger som muligt og samtidig invitere til den adfærd, som bedst understøtter det enkelte steds funktion. Når det lykkes os at designe rum og wayfinding, som intuitivt kan aflæses af brugerne, mindsker vi oplevelsen af stress og skaber derigennem mere tryghed og forbedrer oplevelsen for brugerne.

Kig igennem et atrie med ovenlys og markante søjler. Til højre er der skiltning ifm. en rulletrappe.
På Başakşehir City Hospital i Istanbul tager wayfinding-systematikken udgangspunkt i et system, der kombinerer tal, bogstaver og farver. Disse koder står tydeligt og er fremhævet over den supplerende information. Derudover er der suppleret med piktogrammer, hvor det er muligt. Foto: Rönesans Group

Syv designprincipper

Med udgangspunkt i litteraturstudiet og erfaringer fra praksis har vi hos Triagonal udledt syv principper, som vi arbejder med for at gøre navigation enklere og tydeligere for så mange forskellige brugere som muligt.

1. Logik

Når man navngiver områder og destinationer er det særligt vigtigt at bruge en logisk og ensartet systematik, som brugeren let kan afkode. En logisk opbygning skaber forudsigelighed og gør, at brugerne intuitivt ved, hvor deskal lede efter deres næste destination. Står man eksempelvis ved afsnit A, forventer man, at afsnit B er i nærheden⁶.

2. Informationsstrategier

Hvis man anvender en kombination afvirkemidler, fx farver, bogstaver, tal, forhøjede mønstre på gulve eller vægge, lyd eller piktogrammer³, sikrer man, at så mange som muligt, uanset forudsætninger, kan afkode wayfinding-systematikken. Det gør, at eksempelvis ordblinde kan navigere efter farvekoder fremfor bogstaver eller brugere, både med og uden nedsat syn, vil kunne navigere efter farvede, forhøjede mønstre på vægge eller gulv. Forskellige virkemidler giver brugerne mulighed for atnavigere, efter hvad der gør dem mest trygge¹.

3. Rumlige elementer

Ved at inkludere karakteristiske rumlige elementer i wayfinding-strategien kan vi understøtte stedets affordance og skabe optimale bruger-flow. Det kan eksempelvis være at farvekode afdelinger, brug af kunsteller supergrafik på vægge eller gulv, lyssætning eller møblering¹. Disse elementer kan nudge vores adfærd og styrke vores evne til at orientere os, fordi de fungerer som pejlemærker på rejsen og understøtter vores hukommelse. Når dette bliver respektfuldt integreret i arkitekturen, opnår vien synergieffekt, fremfor at wayfinding bliver et visuelt afkoblet ekstra lag.

4. Forberedelse

Et ordsprog siger, at ”eksamen er en festdag for den velforberedte”, og det gælder også for wayfinding. Det understøtter evnen til at navigere, når brugere på forhånd får mulighed for at finde information (fx digitalt) om deres ”rejse”, hvad der skal ske, og hvad de kan forvente. 

5. Overblik

Et oversigtskort kan styrke orienteringsevnen ved at give nye besøgende et hurtigt overblik over ruten til deres destination og de forskellige destinationers placering i forhold til hinanden. Overblikket bliver på den måde en del af vores mentale oversigtskort – vores kognitive kort - over stedet. I mange tilfælde kan et oversigtskort placeres allerede udenfor bygningen, fx på parkeringspladsen, så brugerne instinktivt ved, hvad de skal lede efter så snart de træder ind i bygningen⁷. Gøres kortet taktilt med eksempelvis vægge og døre i relief, vil blinde og svagtseende også kunne danne sig overblik, og være bedre forberedt på rutens forløb. Sådanne kort vil kunne placeres flere steder i bygningen for at gøre mængden af information mere overskuelig og tilgængelig⁵.

6. Informationshierarkier

Det er vigtigt, at wayfinding-information bliver præsenteret hierarkisk, så man skal forholde sig til så lidt og så præcis information som muligt³. Det gøres ved at prioritere hvilken information, der skal bruges af alle og hvilken information, der kun skal bruges af nogen på det bestemte sted. Når hierarkiet er på plads kan man gøre forskelligheden mellem de forskellige typer information tydelig ved hjælp af fx farver eller skriftstørrelser. Stressede situationer nedsætter vores evne til at tage information ind, så ved at skabe et klart hierarki mellem forskellige typer information kan vi nemmere afkode, hvilken information, der er vigtigst for os på hvilket sted⁸. 

7. Trinvis navigation

Også kendt som progressive disclosure. Der er ofte et stort antal slutdestinationer i eksempelvis hospitaler og lufthavne. Derfor kan man anvende trinvis navigation som et middel til at reducere mængden af information ved hvert enkelt beslutningspunkt. Det gør man ved at bryde rejsen ned i nogle naturlige del-destinationer i stedet for fx at skilte mod hver enkelt sengestue i indgangshallen på et hospital.  fx: Indgang - Bygningsfløj - Opholdsareal - Etage - Venteområde – Destination. I Indgangen kan man så skilte mod de forskellige bygningsfløje, og i den rette bygningsfløj kan man skilte mod opholdsarealer osv.

Foto: Alex BP Foto

Video

No items found.

Galleri

No items found.
No items found.

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at kigge på

Disclaimer

Rumsans ønsker at inspirere og informere om universelt design. Selv når der blot er tale om en detalje, tager vi den med, hvis det kan være til inspiration for andre.