Universelt design handler om tryghed og opmærksomhed på en tilpas mængde sansestimuli. Det mener arkitekt og sundhedsfaglig rådgiver, Charlotte Rahr Mortensen. Hun er optaget af ud fra evidensbaseret viden at skabe løsninger, der passer til alle, men i særdeleshed sårbare brugeres behov. Det fortæller hun om i dette Indblik.
Medicinsk akutsygeplejerske, demensarkitekt og sundhedsarkitekt er nogle af de titler, som Charlotte Rahr Mortensen har haft. Hun gik på arkitektskolen, før hun læste til sygeplejerske, men vendte tilbage og fortsatte sine studier som arkitekt. Altid kombinerer hun de to uddannelser, hvad enten hun har designet en sundhedsklinik i Burundi eller udviklet projekter hos Syddansk Sundhedsinnovation. Det gør hun også i sit eget firma RAHR Arkitekter, hvor hun som arkitekt og sundhedsfaglig rådgiver bl.a. løser opgaver om brugerinvolvering og demensvenlig indretning.
”Mit fokus er, hvad man kan gøre ved det byggede miljø hovedsageligt på plejehjem ift. dem, der skal bo der og besøge det – hvad er deres behov, værdier og grundlag? Derefter ser jeg på indretningen, hvordan man skal indrette og organisere rummene, og hvordan gøres det bedst muligt i forhold til de behov, der er. Her laver jeg en brugerinddragelse, og jeg ser på, hvad deres behov er både i akustik, belysning, farver og indretning. Jeg arbejder også med at sætte eksisterende plejehjem op på et niveau, som er tidssvarende med alt den viden, vi har fra forskningen og evidensbaseret viden.
Når jeg kigger på brugernes behov, står det klart, at de ofte er meget dårlige, når først de kommer på plejehjem. Det kan skyldes en fysisk funktionsnedsættelse eller kognitive problemer, så de har brug for at føle, at de bor et sted, hvor de er trygge. Tryghed skabes bl.a. via genkendelige fysiske rammer, men den mellemmenneskelige relation er det allervigtigste. Det betyder, at de fysiske rammer skal give mulighed for et fællesareal. Der skal f.eks. være plads til, at de kan ligge på sofaen og få en lur, mens de kan mærke, at der er nogen, der bevæger sig rundt omkring dem. Det skaber tryghed.
For at sikre sig, at det er et godt sted at være, må man medtænke alle sanser i byggeriet. Hvis der f.eks. både skal være et køkken, hvor der også skal være spisestue og stue, så er der ikke plads til 12 beboere plus 2-4 plejere i det rum. Nogle af beboerne har kognitive udfordringer og de får simpelthen for mange sanseindtryk! De her mennesker, de bor der 24/7. De har ikke arbejde, hvor de lige kan trække sig væk fra eller få en pause, så derfor rådgiver jeg også i, hvordan man kan medtænke sanserne på en god måde.”
Hvis alting er kridhvidt, og vi har et lyst vindue, så kan det hele sejle. Hvor er væggen? Hvor er udgangen? Hvis døren også er hvid, så risikerer man let, at man ikke ved, hvor man skal gå hen, så har man allerede mistet min orientering.
”Jeg har arbejdet med universelt design i plejehjem, men jeg har også arbejdet med det ift. unge og autister. Efterfølgende har jeg kunnet se, hvor stor værdi det gav, når de fysiske rammer var i orden. Rammerne er både vigtige for, hvordan mennesker agerer, men også for, hvordan de kan orientere sig. Hvis de ikke kan orientere sig i et rum, fordi der ikke er nogen guidelines, så bliver de mennesker utrygge i kroppen, og det er svært at sætte ord på, hvis man er kognitivt udfordret, som nogle af brugerne er, f.eks. hvis de har en hjerneskade, et medfødt handicap eller demens. Det kan også være svært stressede mennesker, som der har en nedsat kognitiv funktion pga. stressen. De har ekstra brug for tryghed, og det kan være, at de bliver urolige, utrygge, fordi de ikke kan se, hvor væggen starter, og hvor gulvet slutter, eller de tror at der et hul i gulvet osv.
Men universelt design er noget, vi alle har gavn af i vores hverdag. Universelt design er godt for de særligt sårbare, men det hjælper også andre i hverdagen til at få noget ro og mindre stress. Farver på væggene er et godt eksempel på noget, der kan hjælpe folk. Hvis alting er kridhvidt, og vi har et lyst vindue, så kan det hele sejle. Hvor er væggen? Hvor er udgangen? Hvis døren også er hvid, så risikerer man let, at man ikke ved, hvor man skal gå hen, så har man allerede mistet min orientering. Det er vigtigt at have en forståelse for farvernes flader og overgange.”
”Økonomi. Lige nu er vi oppe imod en kæmpe krise, udgifter til byggematerialer, klimaet, der forandrer sig og sætter nye rammer for byggeriet osv. Når det kommer til økonomien, er det enormt vigtigt at inddrage brugerne fra start og høre om deres ønsker og behov, så man ikke skal gøre det bagefter, for så bliver det nemlig enormt kostbart. Man siger, at en tredjedel af byggeprojektet skal anvendes på planlægning – det er jeg enig i, og den skal indeholde brugerundersøgelse, designfasen og projekteringsfasen.
Brugerundersøgelsen er en af grundstenene for alle de efterfølgende faser, og brugerundersøgelsen sikrer også, at arkitekturen og indretningen udformes optimalt i første omgang og dermed sikrer gode brugbare fysiske rammer, der er mest muligt imødekommende for alle de forskellige brugergrupper i dette tilfælde fra beboer til personale. Uden brugerinddragelse kan man risikere, at når de tager huset i brug, er det nødvendigt at skulle ændre rum og indretning. Noget som er meget økonomisk krævende, og ofte ikke bliver gjort.”
”At det er meget væsentligt, at arkitekturen kan bruges af husets brugere, og at man indtænker det fra begyndelsen i designfasen. Som sundhedsfaglig har jeg i praksis set, hvor stor indvirkning universelt design har på menneskers oplevelse af tid og sted, orientering og velvære. Og er det nogle gode oplevelser, er det grundstenene for, at man kan have et stressfrit, velfungerende og tilpas liv.
Det kan også være mindre tiltag. En spisebordssituation på et plejehjem er et godt eksempel på et mindre tiltag, der skabte en forskel. En dame på plejehjemmet var lysfølsom og kunne derfor ikke holde ud at sidde ved vinduet. Der var også for meget vind op af husfacaden, så man kunne ikke lave noget lysafskærming udenfor. Den lysfølsomhed gjorde, at hun syntes, at det var fysisk ubehageligt at være der. Når lyset kom, kom den udadreagerende adfærd også, og hun kunne ikke forklare sig verbalt pga. demens. Vi valgte derfor at udskifte det tunge mørke gardin med et tolagsgardin, hvor man nemmere kunne regulere lysindfaldet efter de forskellige beboeres behov. Det blev mere behageligt for hende.”
