Som restaureringsarkitekt oplever Philipp Hesse, at universelt design ræsonnerer godt med kulturarv og eksisterende bygninger på flere planer. Først og fremmest ud fra en bæredygtighedsvinkel – men også fordi, der er et potentiale i de gamle bygninger. Det fortæller han om i dette Indblik.
Philipp Hesse er tysk arkitekt med base i København. Her står han bag tegnestuen ”HEJ Arkitekter”, som har specialiseret sig i kulturarv. Derfor er han også medlem af den danske afdeling af ICOMOS. Både i sit virke på tegnestuen og som underviser på arkitektskolen i Erfurt ”Fachhochschule Erfurt”, har han fokus på universelt design og arkitekturens inkluderende rolle. Det kommer bl.a. til udtryk i, at han i undervisningen af de studerende lægger vægt på, at universelt design ikke er en niche, men noget som berører os alle.
”Arkitektur, byrum og vores kulturlandskab former vores identitet og opfattelse af vores byggede miljø. Her spiller især vores eksisterende bygningsmasse en bærende rolle. I min uddannelse på forskellige arkitektskoler i Tyskland spillede universelt design dog ingen betydelig rolle og blev kun tilbudt som et frivilligt weekendseminar. Jeg arbejder med fokus på eksisterende bygninger, for det meste bevaringsværdige og fredede ejendomme. Her er jeg mest optaget af udviklingen af eksisterende potentialer. Ofte har historiske bygninger også et stort potentiale med hensyn til universelt design, f.eks. arbejder jeg med et slot. Her er de historiske døre ofte mere end 90 centimeter og på den måde fremmer de tilgængeligheden. Hvert rum har desuden sin egen akustik, lugt og lysforhold, som hjælper med orienteringen.
I mit daglige arbejde beskæftiger jeg mig ofte transnationalt med objekter, i øjeblikket er det et barokslot, kirker, fabrikker og landejendomme i Tyskland og Danmark, hvilket b.la. giver mig mulighed for at lære de forskellige tilgange til emnet at kende og bruge dem. Det begynder med de sproglige forskelle. I Danmark taler man om universelt design eller tilgængelighed, mens man i den tysktalende verden stadig bruger begrebet ”Barrierefreiheit” (barrierefrihed red.). Jeg tror, at det netop er begrebet barrierefrihed, som jeg sætter kritisk spørgsmålstegn ved, fordi når vi taler om barriere, taler vi om de ting, der ikke er mulige i stedet for om mulighederne.
I de projekter, jeg arbejder med på min tegnestue, er universelt design tænkt ind fra starten. Som arkitekter udvikler vi ofte en forståelse af, at vi skal finde løsningen på et problem. Vi er dog ofte ikke i stand til at forestille os alle aspekter for en fremtidig anvendelse af en bygning. Derfor er det for mig af elementær betydning, at vi gennemfører den størst mulige deltagelse og inddragelse af alle berørte parter i vores arbejde. Kun på denne måde kan vi realisere et bæredygtigt projekt. Som arkitekter er vi kun involveret i en lille del af livs- og anvendelsescyklussen. Vi har et tæt samarbejde med Gudrun Jostes, Planungsbüro Jostes i Kassel, som har arbejdet inden for universelt design i mere end 20 år og samtidig er involveret i undervisning og lovgivning på området. Dette gør det muligt for os at imødegå udfordringerne ved at arbejde med eksisterende bygninger og kompleks lovgivning på den bedst mulige måde.
I mit arbejde som underviser på Arkitektskolen i Erfurt forsøger jeg at fjerne berøringsangsten for emnet for de kommende generationer af arkitekter og samtidig gøre dem opmærksomme på, at universelt design ikke er en niche, men at det berører os alle.”
Et bæredygtigt projekt kan ikke lykkes, hvis vi fortsat udelukker mennesker eller dele af samfundet.
”Vores samfund er nødt til at reagere på udfordringer forårsaget af forventede klimaforandringer og svindende ressourcer. Også samfundets vaner og behov skifter, og bygninger skal tilpasses til fremtidens behov som attraktive, inkluderende steder. Vi kan bevare det byggede miljø og dets identitet og dermed vores samfundsidentitet, når vi transformerer bygninger efter fremtidens behov og samtidig respekterer bygningernes historie og muligheder. En bæredygtig transformation af vores samfund kan kun lykkes, hvis vi aktiverer vores eksisterende bygninger og deres potentialer. For mig betyder det, at vi skal udnytte mulighederne og potentialerne endnu bedre og skabe et miljø, der er indbydende for alle. Et bæredygtigt projekt kan ikke lykkes, hvis vi fortsat udelukker mennesker eller dele af samfundet.”
”Her er jeg nødt til at nævne tre aspekter, nemlig bekymring, frygt og uvidenhed. Hvorfor nævner jeg disse tre aspekter? Det gør jeg, fordi især når det drejer sig om private bygherrer, er det ofte disse aspekter, man støder på. Her ses inkluderende arkitektur normalt som noget, der koster ekstra og tager mere tid. Ofte forstår man ikke nødvendigheden heraf. Det skal siges klart og tydeligt, at inkluderende arkitektur er for alle. En inkluderende bygning eller et inkluderende miljø er nemlig bæredygtigt og fleksibelt og derfor bedst for alle. På et eller andet tidspunkt i vores liv bliver vi alle ramt af en midlertidig eller permanent ændring af vores evner, derfor er der behov for at tænke inkluderende. Et inkluderende projekt er brugbart for alle - uanset alder eller evner.
Ofte ses inkluderende arkitektur stadigvæk som en modsætning til et arbejde med kulturarven, altså at en bevaringsværdig eller fredet bygning ikke kan være inkluderende, eller at den inkluderende arkitektur først bliver overvejet for sent i projektprocessen. Sammen med Gudrun Jostes arbejder jeg ofte i certificeringsprocesser for DGNB, og vi rådgiver andre planlæggere og udarbejder foranstaltningskoncepter og kataloger. Desværre oplever jeg stadig alt for ofte, at der ikke er nogen viden eller forståelse for emnet, eller at det opfattes som en byrde. I vores projekter på området for fredede bygninger ser jeg ofte, at der er modsætninger, især med hensyn til finansiering, som gør det vanskeligt at gennemføre en inkluderende arkitektur. Særligt i tyske projekter, for de bliver ofte finansieret igennem tilskud fra staten eller myndighederne, og i disse tilfælde er tilgængelighed ofte ikke mulig at få finansieret. Der mangler ofte en holistisk tilgang. Samtidig følger de lovgivningsmæssige bestemmelser ofte ikke længere virkeligheden og behovet.”
”At kulturarv og inkluderende arkitektur - universelt design - er et spændende område, der supplerer hinanden og ikke udelukker eller spænder ben for hinanden. Vores kulturarv giver os muligheder, som er befordrende for inkluderende arkitektur, uanset lovgivning. Forskellige rumindstillinger, overflader eller materialitet aktiverer brugernes evner, ofte uden større foranstaltninger. Samtidig ville jeg ønske, at det ville blive mere accepteret, at vi skal holde op med at tænke i grupper eller andre opdelinger. Universelt design berører os alle og ikke kun en lille del af os. I den offentlige debat, og også i uddannelsen af fremtidige planlæggere, vil jeg gerne have, at vi fokuserer mere på mulighederne og ikke primært på udfordringerne.”
