Mangfoldige byrum kræver nuanceret indsigt i brugernes behov — og evnen til ikke bare at tilgodese dem, men også navigere mellem dem. Det fortæller arkitekt Mette Prag om i denne uges Indblik.
Med sin baggrund som arkitekt og erfaring fra både tegnestuer og Københavns kommune har Mette Prag beskæftiget sig med udviklingen af bæredygtige byrum for alle det meste af sit arbejdsliv. I dag er hun partner i virksomheden PLADS, der faciliterer brugerinvolvering, gode processer og udvikler gode bymiljøer med plads til mangfoldighed.
De er optagede at skabe et godt grundlag for, at mangfoldigheden trives i byen, og Mette Prag er bevidst om, at det forudsætter evnen til at se bort for egne behov og ønsker. Den gode løsning kræver nemlig nuancer, og det får man kun ved at undersøge den hverdag, der udspiller sig på det konkrete sted.
"I PLADS er vi optagede af den mangfoldige by og samfund, hvor vi mødes på tværs af sociale grupper, etnicitet og køn. Byens vigtigste ingrediens er mennesker, og vi tror på, at resultaterne bliver bedre, når brugerne er en del af løsningen. Derfor stiller vi spørgsmålet: Hvem er allerede repræsenteret her, hvem vil vi tiltrække, og er der grupper, som vi på det givne sted i særlig grad bør vise hensyn til? Det er essentielt for os, at vi er skarpe på, hvem vi skal tale med og hvordan, når vi designer dialogfasen.
Vi arbejdede på et tidspunkt med et stort, grønt friareal på Nørrebro, som var domineret af to grupper: Hjemløse og unge drenge/mænd, som lavede ballade. Området var mørkt, nedslidt og utrygt, og ingen andre havde lyst til at bruge det. Landskabsarkitekternes første oplæg var at lave en et urbant, råt sted med en skaterpark, der kunne modstå det hårde slid. Men denne løsning ville ikke løse stedets udfordringer med utryghed og ballade. Tværtimod. Der var brug for et totalt turn around. Det duede derfor ikke kun at interviewe de brugere, som allerede var der. Vi måtte i stedet finde de kommende brugere og høre dem, hvad der skulle til for, at de også ville bruge området. Det var særligt en gruppe, som vi havde fokus på: unge piger og kvinder. Vi afholdt derfor et forløb med nogle piger, der selv skulle bygge et midlertidigt grønt sted til sig selv. Undervejs talte vi med dem om deres forhold til området, om hvor de plejede at tage hen, og om hvad de lavede, når de mødtes ude. Vi opsøgte også forskellige etniske kvindenetværk for at forstå deres behov og brugsmønstre. Ved at involvere disse grupper fik vi startet en forandring af området gennem midlertidige tiltag og aktivt opsøgende dialog. I dag er stedet lyst, indbydende, og kvinder sidder i grupper og hygger i solen."
Jeg bliver skeptisk, hvis vi som arkitekter tror, vi kan skabe det ultimativt gode sted, hvor alle passer ind. One-size-fits-all. Den tilgang er farlig, da man bliver blind for mangfoldigheden. At vi har mange forskellige behov, og at dem, der ikke passer i standardløsningen, bliver overset.
"Vores udgangspunkt har mange tråde ind i universelt design. Særligt det med at forstå det konkrete sted. Hvad er der på spil her? Komme ind bagved. Det er vigtigt for PLADS at se og analysere de sociale og kulturelle strukturer og udfordringer. Vi ser byen som et net af individer, grupper, netværk, aktører, institutioner mm. Vi ser på det hele i en sammenhæng. Vi modner den fremtidige brug af stedet ved at have et skarpt øje for borgernes og brugernes samarbejde med de blivende strukturer som f.eks. foreninger, institutioner.
Det er vigtigt at udvikle dette samarbejde allerede fra de helt tidlige faser. Jo mere stedets brugere og aktører føler ejerskab til udviklingsfasen og tager stedet til sig i dagligdagen, jo mere robust og bæredygtigt vil det være på lang sigt."
"Jeg mener, at vi mange gange stiller de forkerte spørgsmål til brugerne, når vi er ude at forstå stedets brugere, behov og ønsker. Hvad vil borgerne have? Man får en lang ønskeliste med et hav af ønsker med hjem. Det kan være svært at forestille sig fremtiden, vi skal derfor ikke høre, hvad borgerne ønsker sig, men i dialog om deres behov. Desuden oplever jeg, at behovene er modsatrettede. Og opgaven er ikke at lave det, som flertallet ønsker, men mediere mellem mange forskellige behov
Når vi spørger folk, hvad der er behov for, er det naturligt at tage udgangspunkt i egne behov, her og nu. Det kan ofte sætte en begrænsning for idéeerne til fremtidige løsninger. I stedet forsøger vi at søge den visdom og indsigt, der kan hentes ved at forstå den lokale hverdagspraksis. På den måde får vi et mere nuanceret billede af mangfoldigheden af lokale behov og hensyn såvel som eksisterende potentialer.
I arbejdet med en anden park på Nørrebro oplevede jeg mange modsatrettede interesser, alt fra ønsker om kunstgræsbaner til bevarelse af alle træer, uprogrammerede græsflader, børneleg, omsorg for de udsatte gruppers samlingssteder mm. Og så var der ikke mindst modstand og bekymring for forandringer. I den opgave arbejdede vi i de indledende faser med interviews, narrative fortællinger og portrætter af de forskellige personaer. Det gav tryghed for lokalområdet, at vi havde hørt deres mange stemmer og set deres elskede sted med deres øjne. Senere i processen havde vi en bred arbejdsgruppe med alle interesser repræsenteret. Deltagerne blev undervejs super gode til at forstå og respektere de andres behov og perspektiver. Vi gik fra et dominerende “jeg”-perspektiv til et stærkt “vi”."
"Jeg bliver skeptisk, hvis vi som arkitekter tror, vi kan skabe det ultimativt gode sted, hvor alle passer ind. One-size-fits-all. Den tilgang er farlig, da man bliver blind for mangfoldigheden. At vi har mange forskellige behov, og at dem, der ikke passer i standardløsningen, bliver overset.
Det er vigtigt, at vi som designere af fremtidens byrum ikke tror, at vi selv har alle svarene. Byen skal ikke designes til arkitektens sociale og kulturelle præferencer eller behov. Alt for ofte synes jeg, at arkitekterne tegner en by til den hvide middelklasse. Vi ser det ikke, men vi bliver let privilegieblinde. Kun ved at gå lidt mere antropologisk til opgaven, kan vi se byens nuancer og skabe rum til alle."
