Om at finde sin stemme i arkitekturen

Artikel
Tegning i blå toner fra Katarina Bramsen Buhls afgangsprojekt
No items found.

"Det er på tide, at vi genovervejer vores samfunds hardware. Den infrastruktur, vi har bygget, koder for et sæt af værdier: veje, bygninger, offentlige rum, stål, snavs og beton – Hvilke værdier er det vi stræber efter som samfund?" Sådan sagde Katarina Bramsen Buhl i sin tale til åbningen af Arkitektskolen i Aarhus d. 4. oktober 2021. Vi bringer her talen i sin helhed.

Mit navn er Katarina Bramsen Buhl. I juni i år, dimitterede jeg her fra skolen, eller det vil sige, jeg dimitterede fra den gamle skole. Jeg blev inviteret til at holde den her tale, i anledningen af åbningen af den nye arkitektskole, åbningen af de rum vi befinder os i nu. Først troede jeg at talen skulle handle om mit afgangsprojekt, og om hvordan jeg de sidste tre år har arbejdet med en feministisk tilgang til arkitekturen, men det her var et andet format. Den her tale skulle ikke handle mine projekter, så jeg kommer hverken med plancher, tegninger, eller billeder. Alt det vi normalt bruger for at kunne fortælle vores arkitektoniske historier er skåret væk.

I dag har jeg kun min stemme og mine ord.

Så jeg kommer med noter. Det er noter uden nogen absolut sandhed. Ingen konklusion. Ingen slutning. Det er hverken et tegn på at jeg har mistet troen eller håbet, eller at jeg har mistet den idealisme, som blev skabt her på skolen.  

Disse noter markerer en rejse. Disse noter markerer en bevægelse.  

Når jeg siger at det eneste jeg har taget med mig i dag, er min stemme, kan det føles både lidt tomt og lidt nøgent. For hvad er en stemme egentlig? 

Stemmen er den lyd der bliver skabt i vores stemmeorgan, der gør det muligt for os at tale, synge, grine, græde, skrige og råbe, men stemmen er også mere kompleks end det. Ens stemme er formet af overbevisninger, viden og følelser. - Forstå mig ret, at kunne råbe er en god ting, men dét vi råber, det er det der er det spændende. Det er det vi taler om, som udgør stemmens magt. 

Første gang jeg følte at jeg havde fundet min stemme i arkitekturen var i 2019, da jeg startede på mit bachelorprojekt. Jeg definerede mit projekt ud fra begrebet ”tryghed”.

Det handlede om at forbinde mennesker til mennesker, mennesker til steder, steder til historier og historier til materialer. Nu, når jeg kigger tilbage på mine tidligere projekter, kan jeg se at de alle var defineret af den samme stemme, men uden at jeg havde formået at artikulere den ordentligt.  

Jeg tror at forskellen på mit bachelorprojekt og mine tidligere projekter var, at jeg for første gang placerede mig selv i konteksten. Ikke kun som arkitekt, men som menneske, og ikke kun som menneske, men som mig selv.  

Min stemme er arkitektonisk, min stemme er aktivistisk og min stemme er feministisk.  

Denne erkendelse var ikke slutningen på min læringsproces, men begyndelsen på den.  

Først var stemmen svag og tøvende, jeg følte at jeg stod på stylter der kunne tilte hvert øjeblik, men på skolens bibliotek fandt jeg bøger op om feminisme og arkitektur. Jeg delte min interesse med mine vejledere, som til tider kunne guide mig videre og andre gange kunne agere støtte mig i min egen proces.

Jeg opdagede, at der var allerede en lang række arkitekter, forskere, og forfattere der havde dedikeret deres praksis til emne der definerede mit eget arbejde. Jeg kunne spejle mig selv i deres sprog, deres ord og deres tanker. Nu var jeg ikke længere alene og stylterne under mine fødder blev erstattet af bjerge der dannede grobund for tryghed og nysgerrighed. Fra bjerget voksede der broer ind i den arkitektoniske praksis, men også ind i min egen hverdag. Jeg stod nu på skuldrende af mine forgængere, forbundet til min nutid, og gennem den viden voksede stemmen sig stærkere og længere ind i fremtiden. 

Som arkitekt er din stemme vigtig og som fag er arkitektur aktivistisk.  

Der er politiske handlinger i rammesætningen og brugen af rum. De rum vi har, de rum vi ikke har, eller de rum vi nægtes adgang til kan styrke os eller gøre os magtesløs. Rum kan forbedre eller begrænse, pleje eller svække og det er os, som arkitekter, der formgiver de rum.
For hvert spadestik vi laver, er vi med til at ændre verden, og det enorme ansvar der følger med det arbejde, er vi nødt til at løfte sammen. 

Med en ny skole skylder vi os selv, vores samfund og vores verden at sætte en ny agenda for arkitekturen.  

Arkitektur skal ikke længere være et øjebliksbillede på vores nutidssamfund, men være med til at definere fremtiden som vi ønsker den. 
Temaet for åbningen af arkitektskolen er ”Staying With the Trouble”, og som jeg ser det, er det den vigtigste opgave vi, som arkitekter, kan påtage os. Vi kan derfor ikke holde os udenfor samfundets store debatter omkring klima, race, etnicitet, handikap, socioøkonomiske forhold og køn.  

Nu er det er på tide, at vi genovervejer vores samfunds hardware. Den infrastruktur, vi har bygget, koder for et sæt af værdier: veje, bygninger, offentlige rum, stål, snavs og beton – Hvilke værdier er det vi stræber efter som samfund?  

I dag handler byudvikling ofte om at skabe ikoniske bygninger, kontordomiciler med lange, lukkede facader, sterile p-huse og mørke passager. Der bliver ofte ledt efter løsninger på befolkningstæthed og boligmangel, men i den søgen glemmer man at skabe plads til livet. Det handler i stedet blot om at stuve så mange kvadratmeter som muligt sammen, på så lidt plads som muligt, til så høj en kvadratmeterpris som muligt. Dette skaber ikke blot utilgængelige byrum, men utilgængelige og utrygge byer. 

Det er, som arkitekter, vores job at sørge for at vores offentlige rum ikke kun tilgodeser én gruppe mennesker, men er trygge rum skabt til mangfoldighed. Det er os der definerer de rum vi bevæger os i, men vi skal huske, at vi ikke er de eneste der beskæftiger os med rum.

Fag som geografi, antropologi, kulturstudier, filmteori og kunsthistorie, psykologi, identitetspolitik og filosofi. Det er alle felter der beskæftiger sig med rum, repræsentation af rummet og rumlige metaforer. Dette er ikke rum, som det traditionelt er blevet defineret af arkitektur, men derimod rummet, som det findes, som det bruges, besættes og transformeres gennem dagligdagens aktiviteter.  

Så lad os inspirere af hinanden, hjælpe hinanden og sammen sætte byrum før bygninger. Lad os vælge bylivet. Lad os vælge mennesker. 

For mig er den trygge by er transparent og fremkommelig. Her er livskvalitet indarbejdet og inkorporeret i vores lovgivning og planlægning, som et element der er mindst lige så vigtigt som økonomisk vækst. Den tilgodeser fodgængere og cyklister, og eksisterer i et tempo, hvor der er plads til medmenneskelighed og omsorg, plads til at vi kan se hinanden i øjnene og plads til at vi kan mødes. 

Når vi kigger rundt i byen, er det let at blive blind af bygninger, men husk at byen også er de mennesker der bor i den. Byen er oplevelser, hverdagsmøder, drømme, historier og minder. 

I er byen, lige så vel som jeg er byen, og sammen har vi en stemme.
Så stil krav til jeres by-udviklere, og stil krav til jeres kommuner.
Sig fra, sig til, gå på gaden, råb op, brug jeres stemme. Tag ejerskab! 

Det her er slutningen på mine noter, men jeg ved at det kun er en begyndelse.

Mit navn er Katarina Bramsen Buhl. I juni i år, dimitterede jeg her fra skolen, eller det vil sige, jeg dimitterede fra den gamle skole. Jeg blev inviteret til at holde den her tale, i anledningen af åbningen af den nye arkitektskole, åbningen af de rum vi befinder os i nu. Først troede jeg at talen skulle handle om mit afgangsprojekt, og om hvordan jeg de sidste tre år har arbejdet med en feministisk tilgang til arkitekturen, men det her var et andet format. Den her tale skulle ikke handle mine projekter, så jeg kommer hverken med plancher, tegninger, eller billeder. Alt det vi normalt bruger for at kunne fortælle vores arkitektoniske historier er skåret væk.

I dag har jeg kun min stemme og mine ord.

Så jeg kommer med noter. Det er noter uden nogen absolut sandhed. Ingen konklusion. Ingen slutning. Det er hverken et tegn på at jeg har mistet troen eller håbet, eller at jeg har mistet den idealisme, som blev skabt her på skolen.  

Disse noter markerer en rejse. Disse noter markerer en bevægelse.  

Når jeg siger at det eneste jeg har taget med mig i dag, er min stemme, kan det føles både lidt tomt og lidt nøgent. For hvad er en stemme egentlig? 

Stemmen er den lyd der bliver skabt i vores stemmeorgan, der gør det muligt for os at tale, synge, grine, græde, skrige og råbe, men stemmen er også mere kompleks end det. Ens stemme er formet af overbevisninger, viden og følelser. - Forstå mig ret, at kunne råbe er en god ting, men dét vi råber, det er det der er det spændende. Det er det vi taler om, som udgør stemmens magt. 

Første gang jeg følte at jeg havde fundet min stemme i arkitekturen var i 2019, da jeg startede på mit bachelorprojekt. Jeg definerede mit projekt ud fra begrebet ”tryghed”.

Det handlede om at forbinde mennesker til mennesker, mennesker til steder, steder til historier og historier til materialer. Nu, når jeg kigger tilbage på mine tidligere projekter, kan jeg se at de alle var defineret af den samme stemme, men uden at jeg havde formået at artikulere den ordentligt.  

Jeg tror at forskellen på mit bachelorprojekt og mine tidligere projekter var, at jeg for første gang placerede mig selv i konteksten. Ikke kun som arkitekt, men som menneske, og ikke kun som menneske, men som mig selv.  

Min stemme er arkitektonisk, min stemme er aktivistisk og min stemme er feministisk.  

Denne erkendelse var ikke slutningen på min læringsproces, men begyndelsen på den.  

Først var stemmen svag og tøvende, jeg følte at jeg stod på stylter der kunne tilte hvert øjeblik, men på skolens bibliotek fandt jeg bøger op om feminisme og arkitektur. Jeg delte min interesse med mine vejledere, som til tider kunne guide mig videre og andre gange kunne agere støtte mig i min egen proces.

Jeg opdagede, at der var allerede en lang række arkitekter, forskere, og forfattere der havde dedikeret deres praksis til emne der definerede mit eget arbejde. Jeg kunne spejle mig selv i deres sprog, deres ord og deres tanker. Nu var jeg ikke længere alene og stylterne under mine fødder blev erstattet af bjerge der dannede grobund for tryghed og nysgerrighed. Fra bjerget voksede der broer ind i den arkitektoniske praksis, men også ind i min egen hverdag. Jeg stod nu på skuldrende af mine forgængere, forbundet til min nutid, og gennem den viden voksede stemmen sig stærkere og længere ind i fremtiden. 

Som arkitekt er din stemme vigtig og som fag er arkitektur aktivistisk.  

Der er politiske handlinger i rammesætningen og brugen af rum. De rum vi har, de rum vi ikke har, eller de rum vi nægtes adgang til kan styrke os eller gøre os magtesløs. Rum kan forbedre eller begrænse, pleje eller svække og det er os, som arkitekter, der formgiver de rum.
For hvert spadestik vi laver, er vi med til at ændre verden, og det enorme ansvar der følger med det arbejde, er vi nødt til at løfte sammen. 

Med en ny skole skylder vi os selv, vores samfund og vores verden at sætte en ny agenda for arkitekturen.  

Arkitektur skal ikke længere være et øjebliksbillede på vores nutidssamfund, men være med til at definere fremtiden som vi ønsker den. 
Temaet for åbningen af arkitektskolen er ”Staying With the Trouble”, og som jeg ser det, er det den vigtigste opgave vi, som arkitekter, kan påtage os. Vi kan derfor ikke holde os udenfor samfundets store debatter omkring klima, race, etnicitet, handikap, socioøkonomiske forhold og køn.  

Nu er det er på tide, at vi genovervejer vores samfunds hardware. Den infrastruktur, vi har bygget, koder for et sæt af værdier: veje, bygninger, offentlige rum, stål, snavs og beton – Hvilke værdier er det vi stræber efter som samfund?  

I dag handler byudvikling ofte om at skabe ikoniske bygninger, kontordomiciler med lange, lukkede facader, sterile p-huse og mørke passager. Der bliver ofte ledt efter løsninger på befolkningstæthed og boligmangel, men i den søgen glemmer man at skabe plads til livet. Det handler i stedet blot om at stuve så mange kvadratmeter som muligt sammen, på så lidt plads som muligt, til så høj en kvadratmeterpris som muligt. Dette skaber ikke blot utilgængelige byrum, men utilgængelige og utrygge byer. 

Det er, som arkitekter, vores job at sørge for at vores offentlige rum ikke kun tilgodeser én gruppe mennesker, men er trygge rum skabt til mangfoldighed. Det er os der definerer de rum vi bevæger os i, men vi skal huske, at vi ikke er de eneste der beskæftiger os med rum.

Fag som geografi, antropologi, kulturstudier, filmteori og kunsthistorie, psykologi, identitetspolitik og filosofi. Det er alle felter der beskæftiger sig med rum, repræsentation af rummet og rumlige metaforer. Dette er ikke rum, som det traditionelt er blevet defineret af arkitektur, men derimod rummet, som det findes, som det bruges, besættes og transformeres gennem dagligdagens aktiviteter.  

Så lad os inspirere af hinanden, hjælpe hinanden og sammen sætte byrum før bygninger. Lad os vælge bylivet. Lad os vælge mennesker. 

For mig er den trygge by er transparent og fremkommelig. Her er livskvalitet indarbejdet og inkorporeret i vores lovgivning og planlægning, som et element der er mindst lige så vigtigt som økonomisk vækst. Den tilgodeser fodgængere og cyklister, og eksisterer i et tempo, hvor der er plads til medmenneskelighed og omsorg, plads til at vi kan se hinanden i øjnene og plads til at vi kan mødes. 

Når vi kigger rundt i byen, er det let at blive blind af bygninger, men husk at byen også er de mennesker der bor i den. Byen er oplevelser, hverdagsmøder, drømme, historier og minder. 

I er byen, lige så vel som jeg er byen, og sammen har vi en stemme.
Så stil krav til jeres by-udviklere, og stil krav til jeres kommuner.
Sig fra, sig til, gå på gaden, råb op, brug jeres stemme. Tag ejerskab! 

Det her er slutningen på mine noter, men jeg ved at det kun er en begyndelse.

Tegning: Katarina Bramsen Buhl – Designing For the Safe City - The Art of Walking Safely

Video

No items found.

Galleri

No items found.
No items found.

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at kigge på

Disclaimer

Rumsans ønsker at inspirere og informere om universelt design. Selv når der blot er tale om en detalje, tager vi den med, hvis det kan være til inspiration for andre.