En spændende artikel om universelt designs rolle i kunst og kunsthåndværk præsenterer en smykkedesigner, der ville langt mere end blot skabe skønhed.
Der findes stadigvæk en udbredt opfattelse af, at universelt design især kommer mennesker med fysiske funktionsnedsættelser til gode, og at det først og fremmest er anvendeligt i sundhedsbyggeri. Universelt design er naturligvis et gode for mennesker med særlige behov, men først og fremmest er det et middel til at opnå social bæredygtighed. Vi er stødt på et fremragende eksempel på dette i kunstens verden.
For hvordan kan kunstnere og kunsthåndværkere bidrage til den sociale bæredygtighed, spørger idé- og kunsthistoriker Anni Nørskov Mørch i en artikel på Formkraft. Og med udgangspunkt i Ron Maces idé om, at man skal skabe noget, som folk kan og vil leve med og har råd til, undersøger hun det universelles potentiale i kunsten.
Her møder hun bl.a. den nyuddannede designer Sofie Graabæk Byriel, der i sit bachelorprojekt fra Designskolen i Kolding satte sig for at lave smykker, der kunne lidt mere. På baggrund af samtaler og interviews med kvinder, der har fået diagnosticeret ADHD sent i livet, har hun udviklet en smykkekollektion, som er både smuk, moderigtig og perfekt til urolige hænder eller lydfølsomhed. Men det er ikke en kollektion, der skal forstås som hjælpemiddel – det er simpelthen smykker, der vil mere end skønhed.
Kunsthåndværk og arkitektur er ikke identiske discipliner, men der er mange interessante perspektiver om anvendelighed og brugerinddragelse at hente i artiklen, der afslutningsvis konkluderer:
“Udelukker man mangfoldigheden af identiteter, livserfaringer og funktionsniveauer fra at bruge og designe løsningerne og kunsten i vores samfund, så går man ganske enkelt glip af kvalitet og relevans.”
