Som arkitekter har vi ofte en forudindtaget idé om, hvordan arkitekturen skal fortælles og formes. Men den tilgang skal vi aflære, når vi arbejder med universelt design, mener Christine Bjerke i dette Indblik. Så kan vi nemlig få nye perspektiver på, hvad arkitekturen kan bidrage med. Det kræver desuden, at universelt design reelt integreres i undervisningen, som en del af læringsmålene på arkitektskolerne.
Christine Bjerke ser kritisk på sit eget perspektiv, når hun involveres i projekter. Den bevidsthed har hun ikke blot med sig i sit arbejde som arkitekt i ”Christine Bjerke Studio”, men også som leder af platformen for Diversitet og Ligestilling i arkitektfaget i Akademisk Arkitektforening. Desuden er Christine Bjerke medstifter og aktivt medlem af den uafhængige organisation ”Building Diversity” – en organisation, der netop har til formål at fremme lige rettigheder og muligheder indenfor arkitekturens verden med fokus på en dansk kontekst.
I dette indblik fortæller hun om, hvordan hun netop har fokus på at udvide sit blik på en opgave ved at gå i dialog med andre - og dermed få forskellige oplevelser og perspektiver bragt i spil.
"Som arkitekt bevæger jeg mig dagligt mellem min egen praksis og min rolle som underviser i arkitektur. I bevægelsen forsøger jeg løbende at indarbejde og udvide perspektiverne omkring, hvordan arkitekturen kan blive mere inkluderende. I den proces ligger der en aflæring af nogle af de måder, jeg selv er blevet introduceret til arkitektfaget på - både gennem min uddannelse, praktikophold og senere forskellige jobs som uddannet arkitekt. Den aflæringsproces ser jeg som en vigtig del, da den giver mulighed for at åbne op, udvide mine egne perspektiver og lære på ny igen. Et konkret eksempel er de stereotyper og generaliseringer, som ofte bliver reproduceret i arkitekturprojekter, for eksempel i forhold til hvem arkitekturen er til for. Det samme kan gælde brugen af netop definitionen “inkluderende,” hvor det ofte forbliver en unuanceret brug af begrebet, og diffust hvad det overhovedet betyder for arkitekturen. Den ubevidste og bevidste “washing” som nogle gange finder sted, som også set inden for “grøn” bæredygtighed i branchen, er efter min mening en del af det ansvar, som arkitekter skal tage på sig.
I mine projekter som praktiserende arkitekt arbejder jeg løbende med at udvide perspektiverne for kontekster, jeg indgår i. I mit arbejde med inklusion i arkitekturen ligger der ofte en erkendelse i, at mine egne perspektiver ikke er repræsentative for konteksten. Jeg bruger derfor en stor del af en proces i at gå i dialog med andre og inkludere forskelligartede perspektiver i projekterne. Det er med til at skabe rumligheder, som helt grundlæggende ikke tager deres udgangspunkt i æstetiske præferencer, men derimod bliver projekter, som altid er forskellige i fortælling og form, da konteksten altid vil være varierende og foranderlig. På den måde ser jeg arbejdet med inkluderende rammer i arkitekturen, som både en løbende (af)læring, nuanceringer af metoder og processer, så jeg som arkitekt ikke har en forudindtaget idé om, hvordan arkitekturen skal fortælles og formes."
"Helt grundlæggende mener jeg, at det er et etisk ansvar at arbejde med inklusion i arkitekturen på tværs af alle skalaer. Arkitekturen er de fysiske rammer som på forskellig vis påvirker hele samfundet, og derfor skal den også repræsentere diversiteten i samfundet. Det er ikke etisk ansvarligt, at udgangspunktet for arkitekturen på mange måder stadig tager sin begyndelse i idealer, som udelukker en stor del af selvsamme samfund. Det kan for eksempel være de standarder, som arkitekten ofte bruger i form af retningslinjer til at give proportioner til forskellige rumligheder, som stammer fra Neufert i 1930’erne og helt tilbage til Den Vitruvianske Mand fra 1490'erne. Det er forældede og ekskluderende standarder, som arkitekter aktivt skal udfordre. Men det handler langt fra udelukkende om fysisk formgivning og tilgængelighed. Helt overordnet mener jeg, at der er brug for, at det arkitektfaglige i langt højere grad tager sit udgangspunkt i, at inklusion også omhandler mentale forskelligheder. Det er del af en intersektionel tilgang (se mere om begrebet i faktaboks) til inklusion, som også er i fokus under UIA 2023 - World Congress of Architects under videnssporet “Design for Inclusivity” ledet af Ruth Baumeister og Magda Mostafa. De har blandt andet fokus på neurodiversitet og såkaldte usynlige mentale forskelle, men de udvider også det inkluderende til at omhandle andre arter end mennesker.
I arbejdet med en nuancering af universelt design ligger der også en langt række dilemmaer for arkitekten, da arkitekturen altid inkluderer og ekskluderer. Det er ikke muligt at inkludere alle perspektiver i alle projekter, og derfor skal arkitekten være kritisk overfor, hvilke perspektiver som arkitekturen skal tage sit udgangspunkt i. Dilemmaerne om hvem arkitekten designer for og med tager derfor fat i mange etiske perspektiver i det at skabe miljøer og rum. Det er mit indtryk, at der er brug for en langt mere åben dialog i branchen om de dilemmaer, og hvordan forskellige valg i fortælling og form kan kvalificeres gennem en bevidsthed omkring konsekvenserne af de valg, arkitekten tager."
Den oplagte mulighed er her, at læren om universelt design netop ikke udelukkende forbliver en form for efteruddannelse, kursus eller lignende - som det ofte er nu - men i stedet bliver en del af fundamentet for at arbejde med arkitekturen i forskellige skalaer.
"Den manglende viden og nuancering af universelt design blandt arkitekter, mener jeg, er en af de største forhindringer. Her vil jeg gerne tage fat i arkitektuddannelsen som en grundlæggende udfordring, men dermed også mulighed. På trods af forskellige eksterne samarbejder de seneste år, som for eksempel det mellem Bevica Fonden og Det Kongelige Akademi, forbliver læring om universelt design ofte begrænset til enkelte kurser i uddannelsesmiljøerne. En del af den arkitektfaglige læring burde inkludere universelt design, som en del af de officielle og strukturelle læringsmål for selve arkitektuddannelsen. At en arkitektstuderende fra start introduceres til og arbejder med universelt design på forskellige måder - alt efter hvilken skala den studerende bevæger sig i. På den måde ville der opbygges en løbende kollektiv og individuel grundviden, kollektive erfaringer og forskelligartede tilgange, som kan tages med videre ud i praksis. Det kræver nogle grundlæggende skift indenfor arkitektuddannelserne, hvor også undervisere skal kvalificeres i at undervise i nuancerne indenfor universelt design. Den oplagte mulighed er her, at læren om universelt design netop ikke udelukkende forbliver en form for efteruddannelse, kursus eller lignende - som det ofte er nu - men i stedet bliver en del af fundamentet for at arbejde med arkitekturen i forskellige skalaer."
"At nuanceringen af universelt design handler om langt mere end at opfylde nogle tekniske og praktiske krav. I stedet handler universelt design om det grundlæggende skift i de måder, at arkitekturen bliver til på. At arbejde løbende med de forandringer omhandler både et kollektivt og individuelt ansvar og engagement. Det er en udfordrende proces, som også kræver, at arkitekter hver især undersøger egne blinde vinkler, forudindtagethed og indlærte tilgange til, hvordan arkitektur fortælles og formes. I den proces ligger der en fordybelse i ny viden, dialog og en nysgerrighed for, hvordan arkitekturen opleves fra forskellige perspektiver. Dialogen med andre, der har andre perspektiver, end de man selv repræsenterer, er måske kernen i at kunne udfolde arkitekturen til at være mere inkluderende."
Intersektionalitet blev som begreb udviklet af advokaten Kimberlé Crenshaw i USA for at kunne beskrive situationer med dobbelt diskrimination. Hun reagerede på, at lovgivning udelukkende så isoleret på den enkelte diskriminationsgrund og ikke på mødet (intersection: vejkryds) og samspillet mellem dem. For med en dobbelt minoritetsidentitet kan man opleve dobbelt marginalisering netop grundet overlap af identitetsmarkører som eks. kombinationen af funktionsnedsættelse og seksuel orientering. Det betyder også, at kønsdiskrimination og sexisme opleves forskelligt afhængigt af religiøse baggrund, hudfarve, tykhed og om man har et handicap eller ej.
Kilde: intersectionaljustice.org og Kvinfo.
