Indblik: Merete Madsen

Merete Madsen er projektchef og lysdesigner i MOE og arbejder med dagslys og kunstig belysning både inde og ude. Hun har bl.a. tegnet lyscirklen på Smedetoften og har også mange års erfaring som lysdesigner i Sweco og fra forskningsverdenen. Hendes ph.d. ”Lysrum: som begreb og redskab” forsvarede hun i 2002 på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor hun efterfølgende også har været lektor.

Hvordan arbejder du med inkluderende fysiske rammer i dit arbejde?

”Jeg tager udgangspunkt i, at lys jo ikke har en fysisk form, som andre materialer har. Du ser først lys, når det rammer en anden form for materiale. Derfor er det helt afgørende, hvordan vi former lyset ift., hvad man ser. Vi har f.eks. designet lyset nede på fjernsporet ved Nørreport Station. Her valgte vi et meget ensartet, jævnt lys ude ved perronforkanterne, fordi det er en meget smal station. Og for at få folk ind i midten har vi skabt nogle ’solpletter’ med spot, altså mere lys i midten i søjlerække en. Derved skabes der variation. Mennesker med synsnedsættelse har behov for et jævnt lys, hvorimod hvis man har hørenedsættelse, vil man gerne have et fokuseret, rettet lys, så man tydeligt kan se ansigtsmimik og mundaflæse. Det er der i midten af perronen. Lysets placering understøtter helheden af, at man bevæger sig ude på perronen i den ensartede belysning, og man står mere stille i midten, der hvor lyset er rettet og varieret. Lyset er også en nudgende faktor, der kan regulere folks adfærd og måde at bevæge sig på: Hvor du går hen og hvor hurtigt, du går, fordi hvis det er nemt at aflæse det fysiske miljø, går man hurtigere, end hvis det ikke er.

Når jeg laver lys, tager jeg hensyn til folk med synsnedsættelse, men også til folk, der har migræne eller nedsat høresans og folk med nedsat funktionsniveau eller særlig sensitivitet. Hvis man opfylder de behov, så vil det almindeligvis også være godt for folk, der ikke har en funktionsnedsættelse. Dvs. noget du gør for en særlig gruppe, er langt hen ad vejen også godt for den større gruppe, der ikke har samme behov. Der kan eksempelvis være ældre på et plejecenter, der er meget følsomme over for blænding, imens det blændende lys for et ungt menneske måske bare er bemærkelsesværdigt. Men selv om de reagerer forskelligt på lys, er pointen, at det jo aldrig er rart at blive blændet, uanset hvem du er. På den måde kan du sige, at når du tager hensyn til det nedsatte øje, så vil det stort set også være rart og behageligt for andre.”

Hvorfor er det i dine øjne vigtigt at beskæftige sig med universelt design?

”Jeg er censor Stockholm KTH og Lysdesign på Aalborg Universitet i Sydhavnen, og det glæder mig virkeligt, at de studerende snakker om FN’s verdensmål, fordi universelt design jo har meget til fælles med verdensmålenes princip om, at vi skal ”Leave No One Behind”.

Universelt design er i virkeligheden en etik, og jeg vil gerne leve i et inkluderende samfund. Jeg har en bror, der er næsten blind, og det er lærerigt at gå en tur igennem belysningsprojekter med ham. Her kan jeg erfare, hvad der er nemt og ikke nemt. Jeg kan jo sagtens sætte mig ind i friheden i at kunne gå den samme vej, i at kunne være det samme sted som alle andre.

Universelt design er til alles fordele, der er en værdighed ved, at alle kan deltage. Jo mere inkluderende samfund, vi har, jo mere kan alle deltage – og det giver en større sammenhængskraft og mere fællesskab.”

Der kan eksempelvis være ældre på et plejecenter, der er meget følsomme over for blænding, imens det blændende lys for et ungt menneske måske bare er bemærkelsesværdigt. Men selv om de reagerer forskelligt på lys, er pointen, at det jo aldrig er rart at blive blændet, uanset hvem du er. På den måde kan du sige, at når du tager hensyn til det nedsatte øje, så vil det stort set også være rart og behageligt for andre.

Hvad oplever du som den største forhindring i forhold til at skabe inkluderende arkitektur lige nu?

”Det er en svær balance at navigere mellem regler, vejledninger og professionalisme. Jeg oplever, at belysningsstandarden og lovgivningen bliver misforstået eller misbrugt. At professionelle beslutningstagere tænker, at hvis man følger lovgivningen, er det godt nok. Og det er det jo juridisk set, men det er det bestemt ikke i praksis. Hver dag oplever jeg, at en totalentreprise bare klemmer lovgivningen til det yderste, hvor det gælder om at finde det billigste, mere eller mindre lovlige, lys til pengene.

Jeg synes, at vi har for rigide regler på lysområdet: Vi har en vejledning, der indskriver synsnedsættelse, men kun synsnedsættelse, og det eneste svar er højere lysniveauer og større regelmæssighed i lyset. Det synes jeg ikke fremmer den gode belysning. Det er en stor misforståelse at tro, at du kan se mere, jo mere lys, du får. For hvis du bare får mere og mere lys, så risikerer du at se dårligere. Hvis vi skal Leave No One Behind, så kræver det professionalisme, omsorg og vilje. I forhold til universelt design kunne jeg godt tænke mig, at der omkring belysning fandtes mere evidensbaseret viden. Jeg hører kun meget få med funktionsnedsættelse komme til orde inden for belysning. Det ville være fantastisk at få alle aktører og stemmer frem. Vi ved meget om synsnedsættelse, og om hvordan det påvirker én, men det kunne jo være godt at få bragt flere brugertilgange med funktionsnedsættelse i spil i forhold til lys.”

Hvad ville du ønske, at alle i branchen vidste om universelt design?

”At selv om standarder er lovkrav, er det ikke godt nok bare at følge dem. Jeg ville ønske, at vi havde flere stemmer fra brugerne, som pegede på deres behov. Jeg synes, at der er en misforståelse mellem forskning og praksis: Forskningen spytter først noget ud, når noget er tygget igennem og har en entydig retningslinje, men der er ikke noget design i praksis, der har entydige retningslinjer. Det er altid kompromiser, det er altid en vægtning af forskellige behov, det er altid en helhed. Så alle de stemmer, jeg gerne vil høre, må meget gerne komme med modsatrettede behov. Der er nemlig også en konsensus-misforståelse, at man ikke kan bruge evidens til noget, hvis den er modsatrettet. Designfaget er modsatrettet, det er derfor, vi er designere, det er for at skabe en helhed i alt det modsatrettede. Benspænd for design kan være godt, men det er ikke benspænd, at det præcist står beskrevet i et regelsæt. Så gør man jo bare det, der står, uden en tanke eller en diskussion om, hvad projektet skal leve op til. Jeg kunne godt tænke mig, at vi hørte om de behov, der strittede og kradsede, og at nogle råbte op.

Forskning og standarder er jo baseret på den del af en befolkningsgruppe, som oplever et fravær af gener. Omvendt kunne man sige, hvad er det, der gør et sted attraktivt? Jeg savner mere forskning, når vi har afleveret et projekt: At man ser på, hvordan det virkede hos dem, der bruger det. Det er jo meget tidskrævende for forskerne, og individuelt hvordan det virker, men det kunne være fedt, hvis nogen så på det. Så kan du sige, det er jo bare smag og behag, men under smag og behag, kan du finde en essens, hvis du er professionel. De vejledninger vi har omkring synsnedsættelse, er dog langt hen ad vejen godt løftet. Jeg har ikke behov for en diskussion om det rigtige lysniveau, men skridtet videre. Lys handler ikke om at se, det handler om at være.”

‍