Sara Hendren: What Can a Body Do?

Spottet

Hvem er denne verden (designet) for? er det gennemgående spørgsmål i Sara Hendrens bog What Can a Body Do?. Og det er en bog, som gør os bedre i stand til at tale om og forstå design som en muliggørende faktor – ikke bare for de, som i særlig grad har brug for det, men for os alle sammen.

Sara Hendren var egentlig kunstner. Men da hun selv fik en søn med Down-syndom i 2006, fik hun øjnene op for muligheden for at designe en bedre verden. Ikke bare for sin søn, men for flere. I dag er hun professor ved Olin College of Engineering i USA, men hun er også forfatter til en række bøger, bl.a. den seneste What Can a Body Do?, som udkom i sommeren 2020. 

Bogen falder i syv kapitler, som kan læses i forlængelse, men også uafhængigt af hinanden som korte, selvstændige og tankevækkende essays. Bogen åbner med en introduktion, der manifesterer hendes filosofiske perspektiv på inkluderende design. Herefter følger fem kapitler med de minimalistiske titler LIMB, CHAIR, ROOM, STREET, og CLOCK, der hver især gennem en specifik situation og et specifikt design forsøger at sige noget generelt – universelt, fristes man til at sige – om designs ansvar for at skabe plads og mulighed for alle. 

Løsninger for den enkelte skaber mulighed for alle 

Hendes udgangspunkt er en søgen mod at designe en verden, der er er inkluderende for alle. Her er det ingeniørers, designeres og arkitekters opgave at (gen-)skabe en forbindelse mellem atypiske kroppe eller sind og den verden, der er designet til en gennemsnitlig norm. Men frem for at skabe design, som giver den enkelte mulighed for at tilpasse sig verden, søger hun at designe objekter og rum, der tilpasser sig den enkelte. 

Et særligt øjenåbnende eksempel herpå er Amanda, en person med dværgvækst, som i sit arbejde ofte holder taler og oplæg og derfor ofte konfronteres med en talepult, som hun er for lille til. I stedet for at gøre brug af en skammel for at nå op til talepulten i “normal” størrelse, fik hun designet sin egen, sammenfoldelige og transportable talerstol, som ved at være tilpasset hendes krop giver en følelse af, at hele rummet tilpasser sig hendes krop og er i hendes skala. Det skaber ikke bare en bedre følelse for hende, når hun skal tale i forsamlinger, men også oplevelsen af ligeværdighed.

Sådan bevæger Hendren sig udforskende gennem bog ved at kigge på konkrete eksempler, der har gjort verden mere egnet for én person. Hun er altså ikke fortaler for én løsning til alle, men derimod for, at særlige løsninger, måske endda skræddersyet til en enkelt person, er hjælpemidler til at skabe en mere inkluderende verden ved at løse det evige “square peg- round hole conundrum”, som hun beskriver livet med et handicap som. 

“Human needfulness really is universal. We – and I do mean we – might choose to let tools for assistance be visible and unifying.”

Alle kroppe forandrer sig hele tiden  

Bogen er præget af hendes store viden om forskellige design og særlige løsninger. Men det er især, når hun tillader sig at afsøge et mere filosofisk ærinde, at bogen for alvor lykkes med at sætte vigtige spørgsmålstegn ved den verden, vi har designet og indrettet os i. 

Først og fremmest i det syn på ‘handicap’, hun gennem et gennemresearchet litteraturstudie, præsenterer. Nemlig det, at ‘handicap’ ikke er noget “de andre” har, men derimod noget vi alle vil opleve. Ikke at vi alle skal kalde os handicappede, men vi skal anerkende, som hun skriver, “at det at give og modtage assistance er handlinger, som vi alle foretager på skift.” Det syn stammer oprindelige fra den franske Gilles Deleuze i sit essay, hvorfra hun også har hentet bogens titel: What Can a Body Do? Her skriver han: 

“A body’s structure is the composition of its relation. (…) It’s endowed with a kind of elasticity. (…) What’s more, its composition, as also its decomposition, passes through so many stages that one may almost say that a mode changes its body in leaving behind childhood, or on entering old age. Growth, aging, illness: we can hardly recognize the same individual. And is it really indeed the same individual?” 

Og netop på grund af at vores kroppe altid er i forandring, er ‘assistance’ (som hun skelner fra hjælp og hjælpemidler) noget, vi alle skal forholde os til på et eller andet tidspunkt i vores liv: “Human needfulness really is universal. We – and I do mean we – might choose to let tools for assistance be visible and unifying.” Assistance er både noget, vi kan give og noget, vi kan modtage, skriver hun. Og i løbet af et helt liv vil vi alle opleve begge dele – uanset om det er i form af et par læsebriller, en hjælpende hånd ned ad trappen eller hjælp fra pleje- eller sundhedspersonale. 

Gennem bogen er der et overvejende fokus på industrielt design, men denne bog kan læses af alle, der har lyst til at blive udfordret på den gængse tankegang, der ligger til grund for verdens design. 

Sara Hendren var egentlig kunstner. Men da hun selv fik en søn med Down-syndom i 2006, fik hun øjnene op for muligheden for at designe en bedre verden. Ikke bare for sin søn, men for flere. I dag er hun professor ved Olin College of Engineering i USA, men hun er også forfatter til en række bøger, bl.a. den seneste What Can a Body Do?, som udkom i sommeren 2020. 

Bogen falder i syv kapitler, som kan læses i forlængelse, men også uafhængigt af hinanden som korte, selvstændige og tankevækkende essays. Bogen åbner med en introduktion, der manifesterer hendes filosofiske perspektiv på inkluderende design. Herefter følger fem kapitler med de minimalistiske titler LIMB, CHAIR, ROOM, STREET, og CLOCK, der hver især gennem en specifik situation og et specifikt design forsøger at sige noget generelt – universelt, fristes man til at sige – om designs ansvar for at skabe plads og mulighed for alle. 

Løsninger for den enkelte skaber mulighed for alle 

Hendes udgangspunkt er en søgen mod at designe en verden, der er er inkluderende for alle. Her er det ingeniørers, designeres og arkitekters opgave at (gen-)skabe en forbindelse mellem atypiske kroppe eller sind og den verden, der er designet til en gennemsnitlig norm. Men frem for at skabe design, som giver den enkelte mulighed for at tilpasse sig verden, søger hun at designe objekter og rum, der tilpasser sig den enkelte. 

Et særligt øjenåbnende eksempel herpå er Amanda, en person med dværgvækst, som i sit arbejde ofte holder taler og oplæg og derfor ofte konfronteres med en talepult, som hun er for lille til. I stedet for at gøre brug af en skammel for at nå op til talepulten i “normal” størrelse, fik hun designet sin egen, sammenfoldelige og transportable talerstol, som ved at være tilpasset hendes krop giver en følelse af, at hele rummet tilpasser sig hendes krop og er i hendes skala. Det skaber ikke bare en bedre følelse for hende, når hun skal tale i forsamlinger, men også oplevelsen af ligeværdighed.

Sådan bevæger Hendren sig udforskende gennem bog ved at kigge på konkrete eksempler, der har gjort verden mere egnet for én person. Hun er altså ikke fortaler for én løsning til alle, men derimod for, at særlige løsninger, måske endda skræddersyet til en enkelt person, er hjælpemidler til at skabe en mere inkluderende verden ved at løse det evige “square peg- round hole conundrum”, som hun beskriver livet med et handicap som. 

“Human needfulness really is universal. We – and I do mean we – might choose to let tools for assistance be visible and unifying.”

Alle kroppe forandrer sig hele tiden  

Bogen er præget af hendes store viden om forskellige design og særlige løsninger. Men det er især, når hun tillader sig at afsøge et mere filosofisk ærinde, at bogen for alvor lykkes med at sætte vigtige spørgsmålstegn ved den verden, vi har designet og indrettet os i. 

Først og fremmest i det syn på ‘handicap’, hun gennem et gennemresearchet litteraturstudie, præsenterer. Nemlig det, at ‘handicap’ ikke er noget “de andre” har, men derimod noget vi alle vil opleve. Ikke at vi alle skal kalde os handicappede, men vi skal anerkende, som hun skriver, “at det at give og modtage assistance er handlinger, som vi alle foretager på skift.” Det syn stammer oprindelige fra den franske Gilles Deleuze i sit essay, hvorfra hun også har hentet bogens titel: What Can a Body Do? Her skriver han: 

“A body’s structure is the composition of its relation. (…) It’s endowed with a kind of elasticity. (…) What’s more, its composition, as also its decomposition, passes through so many stages that one may almost say that a mode changes its body in leaving behind childhood, or on entering old age. Growth, aging, illness: we can hardly recognize the same individual. And is it really indeed the same individual?” 

Og netop på grund af at vores kroppe altid er i forandring, er ‘assistance’ (som hun skelner fra hjælp og hjælpemidler) noget, vi alle skal forholde os til på et eller andet tidspunkt i vores liv: “Human needfulness really is universal. We – and I do mean we – might choose to let tools for assistance be visible and unifying.” Assistance er både noget, vi kan give og noget, vi kan modtage, skriver hun. Og i løbet af et helt liv vil vi alle opleve begge dele – uanset om det er i form af et par læsebriller, en hjælpende hånd ned ad trappen eller hjælp fra pleje- eller sundhedspersonale. 

Gennem bogen er der et overvejende fokus på industrielt design, men denne bog kan læses af alle, der har lyst til at blive udfordret på den gængse tankegang, der ligger til grund for verdens design. 

Video

No items found.

Galleri

No items found.
No items found.
Arkitekt
Bygherre / ordregiver
Ingeniør
Entrepenør
Med støtte fra
Realiseret

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at kigge på

Disclaimer

Rumsans ønsker at inspirere og informere om universelt design. Selv når der blot er tale om en detalje, tager vi den med, hvis det kan være til inspiration for andre.