Byggesagsbehandler: “Universelt design skal være en del af alle brancher”

“Vi skal ikke være bange for at tale om forskellige brugerbehov,” konstaterer Avin Salih, der til daglig arbejder som byggesagsbehandler i Roskilde Kommune. ​Hun vil gøre op med den berøringsangst for at tale om brugerbehov, som kan stå i vejen for, at der bevidst bliver arbejdet med at byggeprojekterne lever op til Bygningsreglementets formålsparagraf om, at brugerne kan komme hen, ind i et byggeri eller opholdsareal, samt at de har mulighed for at deltage i bygningens funktioner.

For Avin Salih har masteruddannelsen i inkluderende arkitektur gjort en stor forskel for den måde, hun tænker og den måde, hun finder løsninger for projekterne på. 

“Den har lært mig at tænke mere kritisk end før. For eksempel ved at gå mere ind i de enkelte krav i lovgivningen og stille spørgsmål til, hvorfor et bestemt krav er, som det er,” fortæller hun. I dag oplever hun derfor, at hun har en mere nuanceret tilgang til sagerne, men først og fremmest har hun fået en forståelse af brugerne og deres behov. Og det gør verden til forskel i arbejdet som byggesagsbehandler. For eksempel har hun i flere tilfælde kunnet tage en anden dialog med bygherre, end hun kunne tidligere.

“Uddannelsen har lært mig at tænke meget mere på brugerbehovene og på, at brugerne er mange forskellige mennesker. Det er der behov for, at branchen får øjnene op for,” siger Avin Salih, der er uddannet ingeniør, som hun i perioden 2014-16 supplerede med en master i inkluderende arkitektur på Aalborg Universitet. 

Bygningsreglementet som barriere

I hverdagen oplever Avin Salih ikke, at nogen taler om universelt design – hverken blandt sine kolleger eller fra tegnestuerne og bygherrerne. Tværtimod oplever hun, at Bygningsreglementet til dels står i vejen for, at projekterne kan blive rigtigt gode, fordi detailkravene ikke altid opleves som meningsfyldte. Det samme resultat viste sig også i et studie fra 2016 foretaget af SBi.¹ 

Udfordringerne både fra hendes perspektiv og på de interviewede arkitekter i studiet oplever minimumskravene som en barriere for at tænke helt nyt. For tegnestuerne handler det om, at kravene kan stå i vejen for den arkitektoniske frihed og efterspørger mere differentierede krav og ser derfor muligheder i en funktionsbaseret reguleringsmodel. 

Fra Avin Salihs skrivebord er minimumskravene en udfordring, fordi hun ikke har hjemmel til at bede om mere end det. Derfor drømmer hun netop om, at universelt design bliver indskrevet som funktionsbaserede krav i den lovgivning, som jo er hendes primære arbejdsredskab. Det kalder jo så på nye metoder til at vurdere sagerne på, hvor man lig det, man i forvejen gør med energi og brand, ser mere helhedsorienteret på projektet. 

Universelt design skal være en del af alle brancher 

Universelt design er ikke en del af vokabularet i Roskilde Kommune. Dog er der en lysning. For med den voksende samtale om FN’s verdensmål, begynder tonen at få en anden lyd. Det er stadig ikke helt universelt design, men der er mere ligeværdighed og mere deltagelse. Men det er langt fra nok. 

“Hvis alle skal få øjnene op for universelt design, så er der behov for, at universelt design og det, det står for, kommer ud, så alle kan forstå det. Det skal ikke være noget, arkitekter har patent på. Det skal ind i alle brancher, og nogen skal omsætte til, hvad universelt design betyder i sundhedsbranchen, i undervisningsbranchen og så videre. Lige nu er det meget isoleret i byggebranchen,” opfordrer Avin Salih og afslutter:

“Universelt design må komme ind flere steder, for at det virkelig kan gøre en forskel.”