Vi har for længe kun talt om særlige ledelinjer og asfaltramper, når vi taler om tilgængelighed. Og den tankegang vil Christina Merwald Feldthaus, der er trafikplanlægger i Sweco, gøre op med. Inkluderende design og arkitektur er noget, der vedrører os alle, og det skal det fysiske miljø rumme, påpeger hun i dette indblik.
Christina Merwald Feldthaus er uddannet diplomingeniør fra Ingeniørhøjskolen i København og har siden 2007 været ansat som trafikplanlægger hos Via Trafik Rådgivning A/S, som i 2023 er blevet en del af Sweco. I 2008 blev hun uddannet til tilgængelighedsrevisor og har siden haft tilgængelighed som sit kernefagområde. Christina sidder i Vejregelgruppen Tilgængelighed og var pennefører på den seneste opdatering af vejregelhåndbogen ”Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed” 2023. Fra 2024 skal Christina undervise på Tilgængelighedsrevisoruddannelsen under VEJ-EU, Vejens Efteruddannelse.
“I mit arbejde som trafikplanlægger og tilgængelighedsrevisor arbejder jeg dagligt med tilgængelighed på færdselsarealer. Det kan være ved at udarbejde overordnede tilgængelighedsplaner for kommuner, registrere konkrete problemer, undervisning, udarbejde løsningskataloger og guidelines for tilgængelighed, indarbejde tilgængelighed i vores projekter herunder detailløsninger for belægninger, tilgængelighedsrevisioner og meget andet. Jeg sidder i vejregelgruppen for tilgængelighed og deltager derigennem i Vejdirektoratets arbejde med at udarbejde vejregeldokumenter, herunder at formidle nye teknikker og metoder til at sikre tilgængelighed for alle på færdselsarealer.”
“Fordi det berører os alle. Vi har alle brug for, at bygninger og færdselsarealer er tilgængelige, og vi har alle brug for at føle os ligeværdige i forhold til andre. Et handicap opstår først, når en person med en funktionsnedsættelse møder en barriere. Nogle møder ofte barrierer, mens andre møder dem sjældent. Mange anser ikke en barriere som en barriere, fordi de hele livet igennem har levet med en funktionsnedsættelse og tilpasset deres liv efter det.
Jeg kan bruge mig selv som eksempel. Jeg er 152 cm høj. Det betyder, at jeg ikke kan nå jorden, når jeg sidder på en helt almindelig bænk. Det har jeg vænnet mig til og lever med det. Jeg anser det ikke som et problem, idet jeg ubevidst tilpasser min hverdag efter det. Men når jeg sætter mig på en bænk, som er designet med flere højder, og hvor jeg kan nå jorden ligesom alle andre, så føler jeg mig pludselig inkluderet. Jeg mærker, hvor rart det er at sidde på en bænk og hvile mine ben, frem for at de hænger og dingler.
Jeg ved godt, at mit handicap er lille i forhold til mange andres, men min pointe er, at hvis de fysiske rammer var mere inkluderende, hvad enten det er i bygninger eller på færdselsarealer, så ville vi alle føle os mere velkomne.”
I stedet for at spørge os selv, hvor ledelinjen skal ligge, bør vi spørge: ”Hvordan sikrer vi, at alle fodgængere kan komme sikkert rundt uden at støde på barrierer eller fare vild?"
“Tilgængelighed har været kendt inden for vejregelområdet i 20 år. I vejreglerne er der fokuseret meget på blinde og kørestolsbrugeres behov. I de første udgaver af vejregelhåndbogen stod der, at bevægelseshæmmedes og synshandicappedes behov ofte er dimensionsgivende, idet de stiller de største krav.
Dette er – som sådan – ikke forkert, men det har medført, at vi 20 år efter næsten kun taler om særlige ledelinjer og asfaltramper, når vi taler om tilgængelighed. Jeg har mødt mange bygherrer og rådgivere, som siger: ”Vi skal huske tilgængelighed – hvor skal ledelinjen ligge?” Dette, mener jeg, er en helt forkert indgangsvinkel til at arbejde med inkluderende design. For så bliver det alt sammen noget, som klistres på bagefter. I stedet for at spørge os selv, hvor ledelinjen skal ligge, bør vi spørge: ”Hvordan sikrer vi, at alle fodgængere kan komme sikkert rundt uden at støde på barrierer eller fare vild?”.
Jeg mener, at vi bør arbejde meget mere med naturlige ledelinjer og minimere taktile elementer, som giver en ujævn belægning for brugere, der bruger hjælpemidler på hjul, personer med særlig følsomhed i fødderne mv. Vi skal selvfølgelig stadig sikre, at blinde og synshandicappede kan komme sikkert rundt. Dette kan gøres ved at indtænke deres behov fra start i stedet for først at indtænke tilgængelighed i projektforslag eller udbudsprojekt.”
“At det vedrører os alle. At det ikke kun handler om blinde og personer i kørestol. Inkluderende færdselsarealer gælder også personer med gangbesvær, nedsat lungefunktion, personer med anden kropslig udformning eller færdighed, personer med sansemæssig funktionsnedsættelse herunder hørehæmmede, personer med forskellig sansemæssig følsomhed eller nedsat sensorisk funktion, personer med kognitive funktionsnedsættelser herunder demens, men også personer som er ordblinde, personer på autismespektret, personer med angst og mange flere.
Kort sagt: Vi er alle forskellige, og det fysiske miljø skal kunne rumme det.”
"Generelt bør tilgængelighed være en integreret del af arbejdet med projektering og drift af veje og stier, men hvis man som kommune får afsat en pose penge til området, bør man tænke sig godt om, inden de bruges. Skal pengene bruges på en større forkromet tilgængelighedsplan meden konkret handlingsplan for årene fremover, eller skal det være tilgængelighed i lille skala, hvor konkrete tilgængelighedsproblemer løses ved minimal rådgivning og fx som en del af kommunens driftsbudget?"
Tilbage i 2019 skrev Christina Merwald Feldthaus en artikel i "Trafik og veje" om, hvad man skal overveje som kommune for at sikre den bedst mulige tilgængelighed på offentlige veje og stier.
