“Prøv-selv”-kursus er en øjenåbner – men kan ikke stå alene

Eksempel
En gruppe på prøv-selv-kursus i kørestol eller med bind for øjnene krydser vejen ved fodgængerovergang

Et kursus, hvor man kan prøve at sidde i kørestol eller få simuleret nedsat syn har været en øjenåbner for mange. Oplevelsen kan give et indblik i, hvordan det fysiske miljø kan være utilgængeligt og dermed ekskluderende. Den indsigt kan gøre os bedre til at tænke i inkluderende løsninger – men det er vigtigt, at den ikke står alene. For virkelig at kunne skabe inkluderende og ligeværdige løsninger er det nødvendigt at lære om brugernes behov gennem flere forskellige metoder.

22
.
01
.
2021
af Redaktionen

Gode eksempler på byggerier eller udeområder, der har skabt rammerne for inklusion og ligeværdighed, har ofte taget udgangspunkt i metoder, der har skabt indsigt i forholdet mellem det fysiske miljø og brugernes behov. De metoder kan være interviews eller observationer, men en aktivitet vi igen og igen støder på er rådgivere eller hele teams, der har været på et såkaldt “prøv-selv”-kursus.

“Prøv-selv-kurser” er korte forløb, hvor man gennem forskellige simuleringer får en umiddelbar oplevelse af mødet mellem en bygning og en person med en funktionsnedsættelse. Det kan være, at man prøver at sidde i kørestol, at man ved hjælp af forskellige slags briller får simuleret nedsat syn eller høreværn, der udfordrer hørelsen. Undervejs kan der være nogle opgaver som at finde frem til og gøre brug af bygningens funktioner fx receptionen og et toilet – som enhver anden bruger, der skal benytte en bygning eller et byrum. Et sådant forløb gik bl.a. forud for arbejdet med DH-huset og Musholm ferie- og konferencecenter, ligesom at det er en del af flere SBI-kurser.

“Prøv-selv-kurser” har inspireret mange designere og arkitekter til at designe anderledes, efter at de pludselig har fået øjnene op for, hvordan et miljø kan være eksluderende. Det er positivt, men det er vigtigt, at kursets simulering ikke står alene. Hvorfor ser vi i det følgende lidt nærmere på.

En øjenåbner

Som mennesker er vi naturligt mest tilbøjelige til at tage udgangspunkt i det, vi kender. Og hvis vi ikke selv har haft det inde på livet, hvordan ved vi da, hvad det vil sige at være afhængig af en kørestol, en hvid stok, eller ikke kunne navigere efter auditive signaler? Det kan vi ikke – men vi kan gøre os klogere, leve os ind i forskellige situationer og hele tiden forsøge at se vores arbejde fra andre vinkler end vores egne.

Kat Holmes taler i sin bog Mismatch – How Inclusion Shapes Design om, at man skal være klar over, hvad det er, der ekskluderer for at kunne design inkluderende¹. Men når vi alene forsøger at løse et problem med udgangspunkt i vores egne evner, skaber vi “evne-ensidighed” – det hun kalder “ability bias”. Resultatet af en sådan ensidighed kan blive, at løsningen vil fungere for brugere med samme evner, men ekskludere en større grupper med andre evner.² Et “prøv-selv”-kursus kan være med til at åbne øjnene for, at ikke alle mennesker har de samme evner som en selv – og hermed modarbejde en eventuel bias.

En deltager på et "prøv-selv"-kursus prøver at gå op ad en trappe med bind for øjnene. Foto: Lone Sigbrand

Vi ser også, at kurset værdsættes af flere arkitekter: “Det at mærke på egen krop, i det mindste tilnærme sig oplevelsen af, hvordan det er at have en funktionsnedsættelse, ikke kunne finde vej, ikke kunne komme frem.”³ Andreas Lauesen, arkitekt og partner fra Force 4, efterlyste desuden et “prøv-selv”-kursus i et tilbageblik på konkurrencen om Vandhalla. For det var hans oplevelse, at kurset i forbindelse med konkurrencen om DH-huset havde givet en bedre forståelse for forholdet mellem brugere med en funktionsnedsættelse og det fysiske miljø.⁴

Og det gælder ikke kun for tegnestuer. Et studie af bygherrens tilgang til tilgængelighed og universelt design viste en sammenhæng mellem bygherrernes tidligere erfaringer og deres nuværende fokus på at skabe inkluderende rammer for en mangfoldig brugergruppe. Her spillede “prøv-selv”-kurset en vigtig rolle.⁵

Simulering kan ikke stå alene

Der er ingen tvivl om, at simuleringerne har haft en positiv effekt på nogle projekter og for nogle tegnestuer og bygherrer. Men “prøv-selv”-modellen kan ikke stå alene, og frem for alt er det vigtigt at have en bevidsthed om, at øvelsen netop er en simulering – det er ikke en oplevelse, som 1:1 svarer til den, som mennesker med en funktionsnedsættelse har hver dag. Kat Holmes peger på, at bind for øjnene kan give designeren en falsk fornemmelse af empati, særlig hvis funktionsnedsættelsen simuleres, uden at man overhovedet møder eller prøver at arbejde sammen med mennesker med handicap.⁶

Samme holdning er til stede i Camilla Ryhls kritik af kurset⁷. Hun kritiserer bl.a. “prøv-selv”-kurset for udelukkende at fokusere på få typer af funktionsnedsættelser og ikke at inddrage brugerne som ligeværdige parter. Hun finder ikke, at en time i en kørestol kan bidrage til en nuanceret forståelse af relationen mellem bruger og miljø. Derfor er “prøv-selv”-kurset på Masteruddannelsen i Inkluderende Arkitektur i dag også kun en lille del af aktiviteterne, når de studerende skal indsamle viden om brugerne og deres behov. Her inddrager de også metoder som kvalitativt interview og “walk together”, som også er en del af repertoiret, når Rie Ollendorff hjælper med at skabe inkluderende arkitektur. Ved at følges ad med en person med funktionsnedsættelse i 2-4 timer opnår man et indblik i, hvordan den pågældende person oplever det byggede miljø. En oplevelse, som baserer sig på et komplekst samspil mellem personlighed, erfaringer, funktionsnedsættelse og de muligheder, som miljøet tilbyder.

Denne kompleksitet kan netop blive indfanget af den fælles gåtur og uddybet i det efterfølgende kvalitative interview, som gerne finder sted hos den pågældende person med en funktionsnedsættelse. Det er tydeligt, at de studerende på masteruddannelse bliver kritiske over for prøv-selv-kurset, fordi de bliver opmærksomme på alt det, øvelsen ikke kan.

Kritisk tilgang til processen

Det er vigtigt at have for øje, at der både pædagogisk og etisk er nogle udfordringer forbundet med "prøv-selv”-kurset som en metode til indsamling af viden – i særlig grad, hvis dette er den eneste metode. Samtidig skal man også huske på, at øvelsen relaterer sig til tilgængelighed og ikke får fat i en bredere brugergruppe i relation til universelt design.

Det skal ikke negligeres, at kurset fungerer som en øjenåbner, der ikke glemmes lige med det samme. Men ligesom enhver brugergruppe er kompleks, må en metode til at forstå denne også være det. En simpel simulering kan ikke sammenlignes med en hverdag, hvor behovet er konstant, men også hvor man har haft mulighed for at øve sig. Fx vil en rutineret kørestolsbruger vil være langt bedre en den, som prøver det for første gang – samtidig med, at der også er stor forskel på kørestolsbrugere. Derfor er det også vigtigt at betragte brugeren som ekspert i egne behov – ikke på hele gruppens.

Vi må være forsigtige, kritiske og bruge både vores fornuft og empati, når vi skal sætte os i andres sted og skabe omgivelser, der inkluderer og skaber ligeværdighed. For det kommer ikke af sig selv.

¹ Holmes, Kate: Mismatch – How Inclusion Shapes Design, MIT Press, 2018, s. 1

² ibid., s. 50

³ Kirkeby, I. M. (2015). Tilgængelig viden - viden om tilgængelighed. (1. udg.) SBI forlag. SBI Bind 2015:24, s. 25

⁴ Grangaard, S. (2016). Øjenåbnere og erfaring i universelt design. Nordic Journal of Architectural Research , 28(2), 59-81., s. 67

⁵ Grangaard, S. (2018). Analyse af bygherrens tilgang til tilgængelighed og universelt design i byggeriet. Polyteknisk Boghandel og Forlag. Forskning i det byggede miljø, SBi Bind 2018 Nr. 02, s. 34

⁶ Holmes, Kate: Mismatch – How Inclusion Shapes Design, MIT Press, 2018, s. 51

⁷ Ryhl, C. (2018). Simulating disability in universal design teaching: A critique: Abandoning try-it-yourself in teaching universal design in architecture. I G. Craddock, C. Doran, L. McNutt, & D. Rice (red.), Transforming our World Through Design, Diversity and Education: Proceedings of Universal Design and Higher Education in Transformation Congress 2018 (s. 572-578). IOS Press. Studies in Health Technology and Informatics Bind 256

Gode eksempler på byggerier eller udeområder, der har skabt rammerne for inklusion og ligeværdighed, har ofte taget udgangspunkt i metoder, der har skabt indsigt i forholdet mellem det fysiske miljø og brugernes behov. De metoder kan være interviews eller observationer, men en aktivitet vi igen og igen støder på er rådgivere eller hele teams, der har været på et såkaldt “prøv-selv”-kursus.

“Prøv-selv-kurser” er korte forløb, hvor man gennem forskellige simuleringer får en umiddelbar oplevelse af mødet mellem en bygning og en person med en funktionsnedsættelse. Det kan være, at man prøver at sidde i kørestol, at man ved hjælp af forskellige slags briller får simuleret nedsat syn eller høreværn, der udfordrer hørelsen. Undervejs kan der være nogle opgaver som at finde frem til og gøre brug af bygningens funktioner fx receptionen og et toilet – som enhver anden bruger, der skal benytte en bygning eller et byrum. Et sådant forløb gik bl.a. forud for arbejdet med DH-huset og Musholm ferie- og konferencecenter, ligesom at det er en del af flere SBI-kurser.

“Prøv-selv-kurser” har inspireret mange designere og arkitekter til at designe anderledes, efter at de pludselig har fået øjnene op for, hvordan et miljø kan være eksluderende. Det er positivt, men det er vigtigt, at kursets simulering ikke står alene. Hvorfor ser vi i det følgende lidt nærmere på.

En øjenåbner

Som mennesker er vi naturligt mest tilbøjelige til at tage udgangspunkt i det, vi kender. Og hvis vi ikke selv har haft det inde på livet, hvordan ved vi da, hvad det vil sige at være afhængig af en kørestol, en hvid stok, eller ikke kunne navigere efter auditive signaler? Det kan vi ikke – men vi kan gøre os klogere, leve os ind i forskellige situationer og hele tiden forsøge at se vores arbejde fra andre vinkler end vores egne.

Kat Holmes taler i sin bog Mismatch – How Inclusion Shapes Design om, at man skal være klar over, hvad det er, der ekskluderer for at kunne design inkluderende¹. Men når vi alene forsøger at løse et problem med udgangspunkt i vores egne evner, skaber vi “evne-ensidighed” – det hun kalder “ability bias”. Resultatet af en sådan ensidighed kan blive, at løsningen vil fungere for brugere med samme evner, men ekskludere en større grupper med andre evner.² Et “prøv-selv”-kursus kan være med til at åbne øjnene for, at ikke alle mennesker har de samme evner som en selv – og hermed modarbejde en eventuel bias.

En deltager på et "prøv-selv"-kursus prøver at gå op ad en trappe med bind for øjnene. Foto: Lone Sigbrand

Vi ser også, at kurset værdsættes af flere arkitekter: “Det at mærke på egen krop, i det mindste tilnærme sig oplevelsen af, hvordan det er at have en funktionsnedsættelse, ikke kunne finde vej, ikke kunne komme frem.”³ Andreas Lauesen, arkitekt og partner fra Force 4, efterlyste desuden et “prøv-selv”-kursus i et tilbageblik på konkurrencen om Vandhalla. For det var hans oplevelse, at kurset i forbindelse med konkurrencen om DH-huset havde givet en bedre forståelse for forholdet mellem brugere med en funktionsnedsættelse og det fysiske miljø.⁴

Og det gælder ikke kun for tegnestuer. Et studie af bygherrens tilgang til tilgængelighed og universelt design viste en sammenhæng mellem bygherrernes tidligere erfaringer og deres nuværende fokus på at skabe inkluderende rammer for en mangfoldig brugergruppe. Her spillede “prøv-selv”-kurset en vigtig rolle.⁵

Simulering kan ikke stå alene

Der er ingen tvivl om, at simuleringerne har haft en positiv effekt på nogle projekter og for nogle tegnestuer og bygherrer. Men “prøv-selv”-modellen kan ikke stå alene, og frem for alt er det vigtigt at have en bevidsthed om, at øvelsen netop er en simulering – det er ikke en oplevelse, som 1:1 svarer til den, som mennesker med en funktionsnedsættelse har hver dag. Kat Holmes peger på, at bind for øjnene kan give designeren en falsk fornemmelse af empati, særlig hvis funktionsnedsættelsen simuleres, uden at man overhovedet møder eller prøver at arbejde sammen med mennesker med handicap.⁶

Samme holdning er til stede i Camilla Ryhls kritik af kurset⁷. Hun kritiserer bl.a. “prøv-selv”-kurset for udelukkende at fokusere på få typer af funktionsnedsættelser og ikke at inddrage brugerne som ligeværdige parter. Hun finder ikke, at en time i en kørestol kan bidrage til en nuanceret forståelse af relationen mellem bruger og miljø. Derfor er “prøv-selv”-kurset på Masteruddannelsen i Inkluderende Arkitektur i dag også kun en lille del af aktiviteterne, når de studerende skal indsamle viden om brugerne og deres behov. Her inddrager de også metoder som kvalitativt interview og “walk together”, som også er en del af repertoiret, når Rie Ollendorff hjælper med at skabe inkluderende arkitektur. Ved at følges ad med en person med funktionsnedsættelse i 2-4 timer opnår man et indblik i, hvordan den pågældende person oplever det byggede miljø. En oplevelse, som baserer sig på et komplekst samspil mellem personlighed, erfaringer, funktionsnedsættelse og de muligheder, som miljøet tilbyder.

Denne kompleksitet kan netop blive indfanget af den fælles gåtur og uddybet i det efterfølgende kvalitative interview, som gerne finder sted hos den pågældende person med en funktionsnedsættelse. Det er tydeligt, at de studerende på masteruddannelse bliver kritiske over for prøv-selv-kurset, fordi de bliver opmærksomme på alt det, øvelsen ikke kan.

Kritisk tilgang til processen

Det er vigtigt at have for øje, at der både pædagogisk og etisk er nogle udfordringer forbundet med "prøv-selv”-kurset som en metode til indsamling af viden – i særlig grad, hvis dette er den eneste metode. Samtidig skal man også huske på, at øvelsen relaterer sig til tilgængelighed og ikke får fat i en bredere brugergruppe i relation til universelt design.

Det skal ikke negligeres, at kurset fungerer som en øjenåbner, der ikke glemmes lige med det samme. Men ligesom enhver brugergruppe er kompleks, må en metode til at forstå denne også være det. En simpel simulering kan ikke sammenlignes med en hverdag, hvor behovet er konstant, men også hvor man har haft mulighed for at øve sig. Fx vil en rutineret kørestolsbruger vil være langt bedre en den, som prøver det for første gang – samtidig med, at der også er stor forskel på kørestolsbrugere. Derfor er det også vigtigt at betragte brugeren som ekspert i egne behov – ikke på hele gruppens.

Vi må være forsigtige, kritiske og bruge både vores fornuft og empati, når vi skal sætte os i andres sted og skabe omgivelser, der inkluderer og skaber ligeværdighed. For det kommer ikke af sig selv.

Foto: Lone Sigbrand

Video

No items found.

Galleri

No items found.
No items found.
Arkitekt
Bygherre / ordregiver
Ingeniør
Entrepenør
Med støtte fra
Realiseret

Læs mere

Litteratur

No items found.

Også værd at kigge på

Disclaimer

Rumsans ønsker at inspirere og informere om universelt design. Selv når der blot er tale om en detalje, tager vi den med, hvis det kan være til inspiration for andre.