En fodgængerundergang i London havde længe ry for at være utryg. Beboerne fandt omveje, og de lokale teenagere brugte den til at hænge ud, fordi det var det eneste sted med lys. Men da lysdesignerne faktisk talte med de unge, vendte historien, og de unges ideer blev del af det realiserede design.
Arnott Close
Lokation: Thamesmead, London
Designteam: Projektkurator: Sam Skinner
Vægkunst: The Grantchester Pottery
Lysdesign: Light Follows Behaviour
Designet i samarbejde med unge mennesker fra Woolwich Polytechnic & Hawksmoor Youth Club
Vi mødte teenagerne ved Arnott Close en kold aften i Thamesmead under en rundtur efter mørkets frembrud. De stod samlet ved indgangen til en fodgængerundergang, som var en vigtig forbindelse i nabolaget – præcis dér, hvor mange beboere oplevede dem som truende. Da vi nærmede os gruppen, blev det tydeligt, at de hverken gemte sig eller lavede ballade. De stod blot på et af de få steder, hvor lyset gjorde det muligt at se, hvem der kom forbi – et af de eneste steder i området, hvor de faktisk kunne opholde sig.
Den korte samtale blev startskuddet til projektets inddragelsesproces – og til en ny forståelse af, hvad borgerinddragelse efter mørkets frembrud kan betyde.
Arnott Close er en del af et større byfornyelsesområde, og tunnellen havde længe haft et dårligt ry. Beboerne beskrev ringe sigtbarhed, asocial adfærd og en følelse af forsømmelse, hvilket er typisk for mange tuneller og undergange. Bygherren, Peabody, bestilte derfor en opgradering af både design og kunstneriske elementer som led i et større program for at forbedre hverdagens byrum.
Før vi kunne begynde at designe, skulle vi forstå, hvorfor stedet blev oplevet som utrygt, og hvilken rolle lyset spillede. Det viste sig hurtigt, at tunnelen ikke i sig selv var farlig, men den kolde, tekniske belysning fik ruten til at føles langt mere risikabel, end den reelt var. Beboerne undgik den. Teenagerne hang ud ved indgangene til den. Alle var enige om, at der skulle ske noget – men ikke nødvendigvis om hvad.
Den oprindelige projektidé var at samarbejde med lokale folkeskoleelever. Men mødet med teenagerne og deres brug af området gjorde det klart, at det var netop dem, der burde inddrages. Via en lokal kontakt kom vi i dialog med områdets ungdomscentre og mødte en gruppe teenagepiger, som blev projektets kerne. Efterhånden sluttede deres venner, brødre og kærester sig til. Tillid, nysgerrighed og et fælles mål voksede i takt med forløbet.
Da vi spurgte dem, hvordan de ønskede, at tunnelen skulle se ud, havde de kun få referencer: gadelys, projektører og julelys. Kun få havde været uden for Thamesmead – en lang og relativt dyr rejse med flere skift mellem busser og tog – og ingen havde oplevet lys som kunst, identitet eller stemningsskabende design, som man ser det i mange centrale områder af London. Derfor var det svært for dem at forestille sig, hvordan lys kunne bruges til andet end “mere tryghed” og “mere lys”.
Så vi lejede en minibus og tog dem med til King’s Cross en aften – et af Londons mest anerkendte lysmiljøer. Her blev de mødt af oplyste springvand, facadebelysning og legende installationer, der skabte liv i området efter mørkets frembrud. I næste workshop talte de om fremtidsmuligheder med langt større ambition og fantasi: Et sted med farver, glød, stemning og glæde – som samtidig var trygt og sikkert.
Oplevelsen gjorde det tydeligt, at designere og brugere ikke altid deler samme referenceramme, og at manglende eksponering for designede rum kan være en reel barriere.
Den endelige løsning kombinerede de unges ideer med krav til sikkerhed, vedligeholdelse og synliggørelse af det nye flisekunstværk.
Lyset er rettet mod de lodrette flader, ikke kun mod underlaget. Det gør ansigter tydeligere – selv hvis en person har hætten trukket op om ørerne – hvilket var teenagernes vigtigste sikkerhedsprioritet.
Resultatet er et rum, der virker lysere uden at være skarpt, mere sikkert uden at føles kontrolleret, og mere indbydende uden at blive pyntet for pyntens skyld. Et sted, der tidligere blev overset, har fået karakter og værdi i hverdagen.
Tunnelen blev taget i brug igen og fungerer nu som vigtig adgangsvej til den renoverede Sociable Club. Teenagerne, vores co-designere, blev hædret med en plakat ved indgangen, og samarbejdet med lokale organisationer fortsætter i nye projekter. Forældre fortæller, at de føler sig mere trygge, og beboere beskriver tunnelen som lysere, renere og mindre skræmmende.
Men det vigtigste var måske, at de unge så deres ideer blive til virkelighed. Installationen står der endnu, og metoden har påvirket vores praksis i senere projekter – især i takt med den voksende interesse for at inddrage unge og især unge kvinder tidligt i designprocesser.
