Vi skal sænke forventningerne til fællesskabet i almene boliger

Gennem de sidste stykke tid er der et navn, der er poppet op i debatten med jævne mellemrum: Benedicte Mygind. Hun er sociolog og ansat hos ERIK Arkitekter, og så har hun en opfordring til branchen: Vi skal ændre vores opfattelse af og sænke forventningerne til mangfoldigheden og det brede fællesskab i almene boliger. 

Sådanne kontante udmeldinger er guf for enhver, der skal skrive en overskrift eller give et arrangement en titel. Men de har også en iboende fare for, at nuancerne går tabt. Derfor har vi inviteret Benedicte Mygind til at uddybe hendes tanker om fællesskaber.

Klæder arkitekterne på til at træffe de bedste valg 

Benedicte Mygind er den første af sin slags på en tegnestue i Danmark, men hun er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle tegnestuer vil gøre brug af sociologers viden og forståelse for, hvordan mennesker lever og bruger arkitekturen. 

Den særlige viden bliver især bragt i spil i de tidlige faser af et byggeprojekt, hvor hun understøtter processen med informationer om stedet og brugerne. For at give en forståelse af brugerne og deres behov arbejder Benedicte Mygind og tegnestuen med en målgruppemodel, som i første grupperer brugerne i forhold til alder, fordi det tit er den primære faktor for hvilken bolig, en person bog i, fortæller Benedicte Mygind. 

“Unge mennesker – og her mener jeg fra 18-25 år – har anderledes sociale forventninger end dem, der er ti år ældre. Hvis unge skal bo i almene boliger, kan vi ikke have de samme forventninger til dem, for de har et helt andet bomønster. Derfor stiller jeg ofte spørgsmålet ‘hvordan ser et godt hjem ud for dem?’ Når vi kan differentiere grupperne, kan vi dykke ned i dem og stille konkrete spørgsmål, og det sikrer bedre og hurtigere ibrugtagelse,” fortæller hun. 

Naboskab løser de samme opgaver som fællesskabet

Og der har vi det så – det med fællesskabet, der skal udspille sig blandt beboerne i almene boliger. Her påpeger Benedicte Mygind, at vi bruger begrebet alt for lemfældigt, for der er grader af fællesskab.  

“Et fællesskab består af nogle mennesker, der aktivt har valgt at indgå i fællesskabet med nogle andre. Og det har de, fordi de kan identificere nogle fællesnævnere. Men der findes både de formelle fællesskaber, hvor fx skole eller arbejde er fællesnævneren, og de uformelle, hvor vi i højere grad er os selv og kan prøve vores sociale identitet af,” påpeger hun. 

Det er, i udgangspunktet, også et formelt fællesskab, vi finder i almene boligbebyggelser, men her ser hun ofte, at der er et pres på beboerne om, at de skal blive venner med hinanden. Men det er alt for meget at forlange af det formelle fællesskab, mener hun. 

“Når vi skal bæredygtighedstænke, skal vi understøtte den enkeltes sociale liv, ikke det fælles. Folk skal ikke have sin egen vaskesøjle – der er en værdi i at mødes i vaskekælderen, og det er nok. Vi skal ikke forvente, at man vil tale om vasketøjet og folde det sammen ved siden af hinanden. Vi skal være vidne til hinandens liv. For høje krav kan virke fremmedgørende eller gøre, at de ikke bor der i så lang tid,” siger hun og tilføjer:

“De formelle fællesskaber i almene boliger er allerede en succes. Men vi skal acceptere, at vi indgår i de uformelle fællesskaber med mennesker, hvor vi har mere til fælles. Derfor skal vi tale naboskabet op, for det løser de samme opgaver som fællesskabet.”

Benedicte Mygind er  på ingen måde modstander af, at arkitekturen understøtter de menneskelige relationer – hun vil blot have os til at have øje for de forskellige grader af samvær og den værdi, de hver især har. 

“Man har en idé om, at fællesskaber løser nogle udfordringer, og i almene boliger skal alle have råd til at bo. Det har været fællesskabets opgave at løse nogle af de sociale ulighedsproblemer, og den idé er god. Fællesskab giver tillid, og tillid er en vigtig sammenhængskraft – også tillid til mennesker der ikke er som en selv,” siger hun og understreger:  

“Men vi skal indse, at det formelle fællesskab er af lige så høj kvalitet som uformelt. Især når vi blander aldre. Så vi er nødt til at sætte barren lavere for, hvad et fællesskab er.” 

Det har været fællesskabets opgave at løse nogle af de sociale ulighedsproblemer, og den idé er god. Fællesskab giver tillid, og tillid er en vigtig sammenhængskraft – også tillid til mennesker der ikke er som en selv.

Plads til at bringe fællesskaber med hjem

Det kan måske lyde som om, at Benedicte Mygind blot vil italesætte nogle sociale dynamikker på en anderledes måde. Men når hun kommer med denne opfordring, skyldes det snarere, at hun har observeret nogle boligområder, hvor forventningerne til det sociale liv har medført det modsatte af hensigten, nemlig at der slet ikke er noget fællesskab. 

Her peger hun især på, at det for unge mennesker er vigtigt, at man kan tage sit eget fællesskab med hjem. Det kan være en udfordring, hvis man bor i en ungdomsbolig, som ofte er lille, men her kunne fællesarealer være en hjælp. Men i forsøget på at skabe fællesskaber mellem naboer, er hun stødt på arealer, der aldrig bliver brugt. 

Det gælder bl.a. i et alment boligbyggeri i Aalborg med fx sportsarealer, et studierum, et område til dem, der arbejder hjemmefra og et gamerrum. Alt sammen tilsyneladende attraktive tilbud til beboerne. Problemet er blot, at det kun er for beboere. Benedicte Mygind fortæller, at hun her har talt med godt 40 unge mennesker, der alle giver samme fortælling: Det føles forkert at tage venner med hjem, og man blev nidstirret, hvis man ikke bor der. Resultatet er i dag, at fællesarealerne ikke bærer præg af at blive brugt. “Faktisk,” siger Benedicte Mygind, “er det næsten bare blevet pynt."

Især hvis vi gerne vil tiltrække unge mennesker, skal vi være opmærksomme på og anerkende deres anderledes fællesskabsmønster. “De springer ud og ind af forskellige fysiske fællesskaber og har de digitale ved siden af," påpeger hun.

Evalueringen skal føre til en ny måde at lægge budgetter

Forarbejdet om brugerne til brug i designfaserne er det ene ben i Benedicte Myginds arbejde – det andet er evalueringer af bygningerne, når de er blevet taget i brug. Her ser hun på, om man har opnået de oprindelige forventninger, der var opstillet for byggeriet – og på, hvordan man kan undgå udfordringer i fremtidige projekter. 

“Vi er dybt interesserede i, hvordan vores byggerier bliver brugt efterfølgende. Men det er også nødvendigt at give det lidt tid. Man kan ikke evaluere lige efter, at folk er flyttet ind. En hverdag skal være manifesteret – og folk skal også gerne være flyttet derfra igen, så vi kan undersøge hvorfor. Man ser ofte, at evalueringen sker hurtigt, men jeg mener faktisk, at vi bør vente tre-seks år efter ibrugtagningen,” siger Benedicte Mygind. 

Det at vi overhovedet taler om social bæredygtighed, er et godt argument for, at vi skal tale om budgetter på en anden måde.

Evalueringerne er i dag blevet et spændende salgsargument for tegnestuen, og de findes i forskellige størrelser alt efter, hvor dybt Benedicte Mygind skal gå – om det alene foregår ved hendes skrivebord, eller om hun bruger dage på interviews og aftener til fællesspisninger og bridge. 

Hendes håb – og forventning er – at hendes og andres observationer og resultater kan indgå i et samlet overblik over løsninger, der skal kvalificere de beslutninger, der afgør budgettet for et byggeri.

“Ofte, mener jeg, at man fjerner det, som er det vigtigste for, om folk har lyst til at bo et sted. Man barberer måske fælleslokaler eller altaner fra, men hvis vi nu kunne vise konkrete resultater på, at de har indflydelse på, hvor glad man er for at bo der, og derfor hvor længe man bor der, skal vi ikke skære det fra,” siger hun. 

Økonomien er altid en udfordring, siger hun, men hun oplever samtidig, at bygherrer inden for den almene sektor er mere nysgerrige.

“Det at vi overhovedet taler om social bæredygtighed, er et godt argument for, at vi skal tale om budgetter på en anden måde.”